Go back

Vi åbner jo døre for menneskeheden. Samtale med Olivia Dahl på Folkemødet

44m 14s

Vi åbner jo døre for menneskeheden. Samtale med Olivia Dahl på Folkemødet

I denne podcast fra Folkemødet diskuterer værten, en sociolog og forsker, hvordan samfundet opfatter handicap. Hun kritiserer den dominerende medicinske model, der ser handicap som en individuel fejl, der skal rettes eller normaliseres. I stedet introducerer hun krip-teori, som betragter handicap som et resultat af sociale, kulturelle og politiske strukturer, der marginaliserer bestemte kroppe. Værten deler sin personlige erfaring med at vokse op med cerebral parese og føle sig presset til at stræbe efter normalitet gennem operationer og træning. Først da hun stødte på krip-teori under sin kandidatuddannelse, fandt hun et sprog for at forstå sine oplevelser og en følelse af fællesskab med andre, der også blev set som "forkerte". Hun beskriver, hvordan medier ofte fremhæver hendes handicap frem for hendes forskning, hvilket hun finder begrænsende. Samtidig ser hun tegn på fremskridt, som at Folkemødet nu inkluderer flere stemmer fra handicapmiljøet, selvom der stadig er store udfordringer med fysisk tilgængelighed og repræsentation. Hun understreger, at et skift væk fra normaliseringstanken kan åbne for nye perspektiver og gøre samfundet mere inkluderende for alle.

Transcription

8835 Words, 45657 Characters

Danish
Du lyder til en podcast fra socialt en blik. Der er den her hybersen optaget, at ikke er hver handikarpet. Så hvis vi lænede lidt mere end i, at det er hver lidt unumaler, det er hver handikarpet på nogle bestemt områder, eller du kan trøje på fri os alle sammen. Det ser ulyverdagen samtale på folkemød, der handler om, hvordan vi samfunds ser på handikarp, hvad vi alle forveder sig i handikarp, som noget andet, noget der er galt med den enkelte. Og om, hvorfor vi egentlig aldrig ser mennesker med handikarpi, midt jer filmer og kulturliv, unterede under det handler om handikarp. Ulyverdagen er socialt og har nætterbavl ved sin børdeavhældning fra outsider til KRIP. Og i samtalen for klarhundern, KRIP-tevriner, hvorfor den også ender hendes aardesytho handikarp og så selv. Bluslyh åbnet deres er nemlig en værten af nye måder af forstående handikarp på, ikke som en militinsk, fejle mensom noget samfundskeger. Og det fik ulyverdagen, hvorfor er der ingen voxene, der har lært meget om det herfor. Det ansborget hendes hendes, bevæger det, hvor hun blandt andet end samme ned i en pari, så er lidt på siværsted, hvor delterende gæmer arbejdet med, på sige, fiketfældes prøver om erfaringer din normalt bare aline. Hør om ulyverdagen for forskning og hvordan fra outsider til KRIP-angård alle i samfundet. Samtalen her er optaget i socialt indbex til på folkemede, så det ikke er den stuptele du er vandt til. Men velkommen til live fra folkemedet. Velkommen til dig, ulyverdagen. Jeg klede med vores samtal. Vi skal tale om din forskning og skal tale om det her med repositioner, når man skal have en kappis medievælde og offentlighed. Ulyverdagen, du er socialt og ulyverdagen, du har udgivet den her piodegårdhæng, der hedder fra outsider til KRIP og vi skal også tale om den her forskning. Jeg tænker først, nu er du her på folkemede og har været her i en daistid. Jeg har rett af det ikke. Jeg kommer til at tænke på, hvad tænker du om folkemede og repositioner mennesker med handikap her på folkemede? Ja, men folkemede og handikap, det er jo så lidt mærkelig størrelse, fordi på en måde synes jeg jo, at folkemede, at det er en lille handspierne handikap bevælde, så måske virkelere der er fundet lidt en stemme. Der er sådan en gruppe, der tager over været over, der er flere flere, der kommer på scenerne og flere flere, der bliver inviteret. Og så samtidig jeg folkemede jo extremt svært og kommer hen og det er pisse dyret og får lov til at bruge her os noget. Og så er der også et eller andet i vem bliver inviteret os noget. Men man kan måske sige, der også er en bevælde til i retning af, at der er lidt flere, der tænker på handikap, og jeg skal vil lave en tog om repräsentation, eller vistilling eller arbejdsmarked, og så var jeg et barb for 3-4-5 år siden, der jeg bekynte og højens at se, at jeg måtte for det her område. Der var handikap på en anmådet slet ikke pisse på dagshorten, når vi taler nogle af de her emene, som allers var interesseret i ulyhedsskabene med kandidsmål og sådan noget. Så på den måde synes jeg, at der er sådan en sker nogle små ryk. Og også tak i hver nogle iltagele rundt omkring i organisationerne, som har været med til at skole brække det i hårdt, for at nogle specifikker, der måske, ellers, ofte har tausestæmer, er blødhørt. Så bare så en siste år på, der var en tog sepedandmark og nogle en masse ung med CP- og andre, det skal i formere for funktionsvergige sjogerne, og handikap på os, mig og Peter Høn, der sidder dernede hårdseen. Så vi også kan bare rundt på de småseen, og så vil man til at stå på rødseen. Ja, så bare så hernede for, at vi var også lille scener, og sådan noget. Men jeg ser, at du ser det der, jeg er skitet ud ved det gange, men der er jo også skit ud ved det gange, jeg kan huske de første år, og jeg tænkte, der var folket med jo ind, er ikke særlig handikapvalg. Det er du stadig ikke, jeg har kæmpestranden her ud, og når vi gør nok få den lille forkølet rampe, så er det ud og stået. Men jeg har ikke spesielt stort, der det her set op, hvis jeg selv kan sige det sådan her på den måde. Så der skit noget sider, du er at det røkket sig. Ja, det er jo svært at endrevis en klippe øjring, men der er også bare brusten, og sådan noget ved, der er en udfordring på jul, og det er der svært at komme rundt. Og nu har vi ting, der ligger på spændende skibør, og sådan noget er uumuligt ind for folk og selv. Det er jo lidt af, og det er jo lidt af, og det er jo godt gør noget ved, at det også godt kan være hyggeligt at have en folk med på jul. Precis. Precis. Vi skal tage dem til at have en dine, om at der er repostationer og din forskning, og du har jo høj høj bens med din pøj, og det har du været en del i midtjernøv. Og at blive i jul, er en midtjep person, kan man en snesten se, du er en jævnlig interviewer svært. Jeg har tænkt på, om der er en særlig måde, som metern er lidt som fremstill af dig, eller sådan et billede, man gørne, at fremstill er ulig viedt af, når hun er i meternet. Hvordan ser du det? Ja, men det er rigtig. Det tror jeg er rigtig. Det er jo svært ikke med. Jeg tror jeg har føles, jeg er general, at der er mange, der så har jeg halvt at have et mega langte interviewer, mega spændende og så en farlig relevant interviewer, men hele mit pøvdægprojekter er fortælder om. Alle mulige metodiskorver, var altid tiloretiskorver, og så er det også en af overskriften, der er været forskøbt på egen krop. Det er jo ret ikke, jeg gør. Jeg er jo lidt i ved, at jeg er jo sådan i landet med personen med, altså sådan i landet form for genn eller ræstig med tisjagen på en måde. Det er jo ikke rigtig. Det gør det lidt nogle gang, altså de var selv, at man gør en overskrifter, og jeg kan huske at være i det land, der er jo helt unge forskregt. Det er helt i starten. Første år i bilpøvdæst, studier, det var bare så vigtigt for at få lov til at komme i deadline og fortælle at mye pøvdægprojekter. Og de ville ligesom gerne skrive uligere dalt, pøvdægstudierne og hajet hende. De kan bare bare miskere åre altre en land forskre og pøvdægstudierne og vikketar eller okvinde. Det var sådan noget helt særligt, at det skulle nærmest på, som min tid til den ring. Og det tror jeg synes var meget interessant. Altså jeg kan jo godt forstå, at de ville jo gerne gime dig, at der er jo sådan noget legitimitæng, måske i at tale fra det sted, og så der var også nogle god intentioner i det selvfølgelig. Men jeg tror bare, når man når sådan en gamle siddilie, som har kæmpet for at det her label og den her, så den, det her, kan du gå i serne, den her, kan du gå i serne, som skulle få lov til at fylle lidt mindre. Så man lever et pøvdæg, som nætter pandel om det. Og så bare sådan, jeg sidder for tale til nogle i virkelig virkelig lang tid. Og så er det stadig, som er det, der ender med at være resultatet. Kugge godt nogle gang, være ret skuffende for mig. Nu tror jeg måske jeg blive lidt med at banne til at nærmest vi giver i den. Og jeg kunne se at den ikke tætter at sige det i det et et eller andet program. Så det endelig som bare med ikke. Ikker, at komme med vilket jo også lidt af, fordi hvorfor må det ikke være med? Og hvorfor er det, jeg nækter siget inge, og på den må jeg også vokser selv lidt nogle måske, og siger det kan godt existere, hvis sidderne af, at elers sammen med, og så en del af, at jeg også er en favelig person. Men jeg har bare været vant til gennem et liv, at det er noget, der spændt ben for, eller stod i varan for, at det også er også kunne være et favelig person, når man har en jerneskade, så det er uttidigt, der føler jeg alle mulige former for stigme eller forståelse af, hvad det sådan kunne betydde for en sin teleks, for eksempel. Jeg kunne huske, at jeg både teglerne, hvad det sådan er, til børn, når jeg kunne få lov til at gå på den internationale skole, fordi jeg kunne have et barn med et hende i kap, og så så, der er jo sådan, at det er sådan, at jeg kunne have en meget kjut faktisk, hen kan vi godt tage en. Og jeg kører sysk, at jeg er også blevet problematiseret opgave med folk at skole, så er det, der er det, som stod i varan for, hvor siger jeg, jeg kunne blive tage, og for hvad for nogle ambitioner man kunne have på varerne af mig, hvis det giver min. Ja, det gør det. Og det er jo en etter som du selv siger lidt lidt, jeg har en dumm, i den, når de er på det, hvor så ikke nælder at få outsider til KRIP. Ja. Og jeg godt siger, at jeg må godt lide en idé, at det her med KRIP for outsider til KRIP, der siger du også, at du kan spure en lide af med KRIP teori. Det kunne være, at vi lige skulle have KRIP teori forklare, så vi alle sammen, at man kunne have fortælde, hvad vil det sige, hvad vi kRIP teori er. Men jeg laver lidt det her skismet med, at man bevæger så fra sådan en outsider, position af, at være forkert og defect og man kan få lide en verden, der primært eller ofte forstår. Hantikapp som sådan et medicinsk afvildelse, og så KRIP, som noget der står i modsetning til den her meget medicinske individualistiske hantikapp forståelse, hvor man det er sådan, jeg er meget etterblæret teori i academia, som udfordrer det her med, at hantikappen noget værdig siger noget der galt med den enkelte person. I stedet for at få gå se, at være et for nogle processer og nogle makskampig historien og være et for nogle kulturelle politiske kampet, der gør, at mennesker med hantikapp bliver, kan det gå i se, og som retikale andre lødes forkerte mange fulgede effekte økologisk. og hvad er det der lidsom historiset og kulturellet sæt af med til at skabe den her? Så en bina er forståelse med dem det handicapet og normale menneske på en måde. Og udfordrer den forståelse om at måske, men måske er de handicapet ikke så opnommende. Og måske er de normale ikke så ikke handicapet. Måske er vi alle sammen mennesker i, eller noget omfang, der kommer til at vere os ind og ud af den her erfaring er møde. Og så kryp det her håber med, eller vore og være selv tilbage til at kryplinge sig et ekstrem. Nudset den at begrabe om handicap-cribo. Og siger, nu tager vi det på os, som kuerbevelsen, kuer det betyder op brandlig ord, mærkelig uden for. Og det tog man på sig og sagde, nu er vi mærkelig, nu er vi uden for. Og nu er vi det sammen, nu skaber vi et fællesskab sammen omkring at være forkerte opnået. Gør det rigtig i det, igen, hvis det giver mening. Så det er noget med at tage det tilbage til sig selv. Reclimate her. Ja. Og hvor når du. Altså fordi det her er jo noget du ved at mærke som på et tidspunkt, og bliver præsentert for krypterien. Hvor når bliver det det, og hvad kommer det så til at tyde for dig? Ja, man på et ret se, tuskpunkt. Altså det er faktisk til alle assist på min kandidatuddannelse, at jeg har et faget, du blikker troisk fag, hvor vi har noget om køn, og vi har noget om et nysitet, og i ved alt muligt klasse, og så har jeg faktisk en øvelsislag. Så i ved sig en øngere, en der også er studingerne, men så er man optaget at køre tævrig. Og vi har en session, hvor vi taler om dutebøtler, hvis der er nogle af der kender. Du er dutebøtler, som af den her kører tævrigdiger. Og så kommer han sådan over at vise dig til mig, så er du egentlig godt da også noget der hedder krypterien. Og jeg tror han sådan, visker lidt fordi han vil helst ikke sådan i ved, hvorfor skulle det lige være mig, der skulle være interessere i det. Jeg tror godt, han har lige en kumærk, der kunne være noget der. Og så er det sådan, og det er det spændende, jeg snakker lidt, det jeg må læse og så åbner, der så bare en bærden af andre moder og ny moder og forstå. Han de kapte som ikke er med de senere, så kan jeg se en fald og entere moder og forstå. Han de kapte på, men som udfordrer det, og som er meget mere sociologisk, jeg er optratt som sociolog. Og det var noget af kuggen kender end til end i sådan lidt mere, så jeg krettes tilgang til det i tablerer og til det vi forstår. Som det naturliga. Ja. Så ud over det kom til at betyde noget, og så for dig, så lige får du til de sociologistudier og så kom du også til at betydde noget, for dig er sådan krassonigt. Det gjorde det helt klart. Det sat virkelig noget i gang hos mig, jeg var virkelig sådan en okay. Det er så spændende, det her, hvorfor er det ingen i voksne, for det første, der har lært mig om det her. Hvorfor er det mig selv, der skal sidde og lære det? Hvorfor, hvem skal gøre det, så må vi jo komme i gang med ting? Og så begyndte jeg faktisk en skrivele dron, jeg skal ud på den store Facebook-sid, at der er nogen der vil interviewe sig meget. Jeg var vant til fra sociologistud, der man skulle lave nogle examen, og hvor man interviewet. Så jeg begyndte med et artlig lyststudier og begyndte og snakke med alle mulige mennesker. Der også leder med CP først og fremens og interviewer, hvor der har ioplødet at være i den her verden. Og prøv lige som os en drej samtalehænd på det lidt mere samfundsaspekter, at det her liv. Og det blev bare til nogen virkelig god interview, så jeg var ervast en wooow, det her er det, det var vart fedt. Og det brukte jeg så faktisk se, at skrive en pd-ansøning, det der er lidt pillowprojektakt i materiele, jeg skal også mit special i med udgangspunkt i det. Og prøv lige som en kandidat på, og så begyndte jeg op og gør mal et klogere og begyndte ved lidt mere om det her. Og skrive sig en ansøgning til en fund, som valder en elseresfund som valder finansierer i 3.5.de projekt, om ljuskvalitet skulle så herløm. Og det er en som er hed fra Autider to Crypt, så ja. Og det her med altså fra Autider to Crypt, altså det er jo en, det er den forantling, det er det, der med ikke at gå efter lidt mere ved normalisier, hantikarpet. Og altså hvad det, for dig er at se, der sker når man tager til skript, ikke er at sige, at hende kan være noget, der skal normaliseres, prændere måde. Ja, men, ja. Hvad sker der når vi får det blik? Jeg tror, jeg er i der mindre andre, var, altså ikke at sige, der er jo rigtig meget godt, der sker på hende i kamp områder, men skal man hende i kamp har brug for søndhedssystemet med de sindskinseventioner. Altså, men der sker også bare noget, når man bliver mødt af et nogle blik af, nogle professionel af nogle voksen af, nogle tyse tagerpevler, der lærer og lærer, fordi den sig skulle at pældre gå med, at man præn måde lidt få kært ind i den her verden, det skulle have været andre ledsing, og det kan vi lige prøve at fixe det og fjerne lidt på den her måde, jeg ser selv bedre på rare, kan den hele min barn domme og have tolle store operationser på min benen. Og det er ligesom påmelsen om, at det var, altså det var vores alle samme største mål, det var at tage hantikarp ud af verden, og ligesom på mig, at laje gå mest mulig normalt. Og det har bare været sådan en gennem hele midt, men også alle de her tage med os liv, at blive så normalt simuligt og det er så en ret hårkamp når det er umuligt, eller når det er aldrig, bliver det noget beklerere min babylige ligge her. Ja, det kan jeg ikke tage en ting, man. Og bare snakker lidt, jeg godt mærker lige, at jeg har en lille øger udtaget. Nu kan jeg ikke lade det helt forståligt. Ja. Det kan være, at det kan være et mål i blive køret den lille tur. Ja. Ja, så hvad er det, der sker, når man, når man de som pøjler mod helt en straber efter noget, som man ikke kan opnå, as det ved vi unuk alle sammen kan være lidt hårdding, eller og lidt en formelsløst, for en andet mod. Det er jo ikke at sige, at at træning og brugt, og altid noget, ikke om noget ved det ikke er godt, i rigtig mange sammenhæng, men også det språ vitaler om, og så mange gange bøde jeg selv, men også mange af mine interviewpersoner sidder i situationer, hvor den eneste konsensus der måske i vej, det er rum, hvor er den her krop er for kyrt og skal repere os. Og hvad er det for en forståelse, selv af det, for nogle, man snakker om handicap som en tragiet ikke. Men hvad er det for nogle underbeløstes sociale og emotionale tragiet, der i virkeleden kommer ud af, at man tager laumte på den her måde. Så i bestribels, som på, at tager han de krop som et problem, ud af hverten, skaber man jo en masse ny problemer en masse nyledevelser. Og det tror jeg, noget det som et pøvde i projekt har været optaget af. Og vise, hvad bavsideen af meddallien er. Ikker sige, vi ikke skal have en meddallie, men når sige, at vi alle sammen skal blive mere bevæster, og med der er nogle bavsideer af den her, så den fik sig optimismet og teknologisk optimismet, som i VIO-attet, fylder og snakker så meget. Så den der forkertidens føles, så den har du også selv selv følt, og så bliver du frisatt for den, der du så opdager, det her med kulturen. Ja, det er jo lidt mere komplicerende, og det bliver frisatt, fordi det er tager lang tid. Ja, præcis. Jeg kunne ikke have på første gang på program med Folkemøet til gangliet, som noget var her over på Folkemøet, og lige prøv at se, at jeg er en stor gruppe, og vi har alle samme CP og alle mulige ting, og nogle af alle kører ståler, og nogle af alle kører ståler. lige prøv at første gang er selv følt, fordi det er sådan, nu kommer vi her, og vi skal op på politikens sige, når vi skal være på natens sige, når vi skal være på 13. Ja, forlåge til, at det her ikke kunne være et problem, der skulle lyse, ikke kunne være en mange, men også kunne være noget, der skal gære tilhørs forhold i uwing, og man lige prøv at svarne delen i gruppe, og man havde noget byup på os med udgangspunkt i det. Kender mange, der havde meget tilbageholdende med at byde ind, men det er ikke nogen, at han de kan blive hele dem, men der er også noget frisætende i, og bare siger, okay, nu er det. Jeg ved noget om det her, og nu ved jeg også ekstra meget om det ikke, så jeg lærer lidt krib back, det lærer spuden på det, og lærer også tattes bager sig, at vi hedde noget om han de kan køre, så være cool, og så er mange i starten, der var sådan, at det er ikke lidt her med han de kan bare lidt udsæksel, og sådan noget, at der penge han de kan køre på os. Og det er der ikke også en gengiver, at der er lidt den, der diskur som sådan, hvorfor givet du beskæftigt, og det er så bare sig over de tidskurs, 3 pd år. Der vil jeg syskende diskurs, hvor jeg var indretet sig for folk omkring mig, altså der synes, at det er sysk, at det er sgu et fedt pd i projektet alled, og kan godt forstå, at det kunne være noget, man kunne interessere jo, der studerende på sociologistud, der har citet, eller der har skat opgaver, og henvis til nogle af mine artikler, og sådan noget, jeg ikke vil gøre sådan, hvad de sociologistudderne givet og hvad skal det kribe, om han de kan vil at givet os, kan det interessere. Ja, for den her mine ojtidigning, så det synes jeg, jeg har været fedt, at jeg har altid egentlig været optimistisk omkring, at der kan ske forskoldninger indringer. Det har vi jo også sæt med kvinder, med krier, og så er folk her indtaget, der er sgu positioner på nogle ny måder, og det har altid været optimistisk omkring, fordi det ved vi jo fra sociologien, at det er muligt at indre, begylde at indre, for synes på forskellige grober, og det er en langs og saggkamp, men jeg tror stadig det er muligt, hvis vi bliver ved med at prøve. Er det også et større perspektiv, i det perspektiv, det forstod bett at vi også som samfund, der er noget, vi har gået glib af på en armad, og åbne for det her perspektiv. Det synes jeg, der er helt klart. Jeg synes, der er så mange spændende perspektiver, men også vigtige perspektiver, når man er vant til folk, der sidder kører stole, og vant til slå, så på samfundet ikke kunne komme rundt nogle steder. Det er der vigtigt forhold til, hvordan vi skal samfundt vore din næste, så kan komme ind og endelig på uddannelse, og hender, hvad politikere er, og sådan noget ikke. Man er åbneret dørre for hinanden, og mennesker man her, det kan jeg ikke bare dørre for hinanden. Vi er åbneret dørre for menneskehed, fordi alle mennesker kan møde, han kan beginne lide det. Så mennesker man her, det kan til det, jeg tror, er styrker spændet, og det er jo ikke for mennesker, men han kan skylde, man skal gøre det, for vores afsanskyd, eller for menneskerhedenskyd. Det var så godt perspektiv ikke, og her på det er jeg spredt tale det med om din PhD-havhældning og godt til mig, og tal om din mordarbejd med PhD-avhældningen på som hedder fra outsider til KRIP. Hvor du valgte indsamel er din empiri gennem Pussy, som så skræde for. - og fælderskab er personer med handicap. Prøv at tæl omprængere, hvordan det forkækse en praksis med den her empiri og de her skrivefældeskabere. Jeg har brugt både en intervju med tog og enkel personens interviewer og fokus-grupper. Og så suplerede det med den her skole for Crip-pussy-skolen, som er lavet samme med Casper Ehrik. Det var lidt sådan en lille enkel personens interview. Vi sidder nu her, så er det sådan lidt stramtformat. Man kan dænder plads interviewer, måske for vigtigt, man skal svare på en bestemt måde. Jeg tror ikke, jeg føler, at mange af de her interview-situationer sprog ud for at tænke ud over, hvordan vi normalvis taler om handicap. Så det var det, at det var det, kan du muligt at lave det samme arbejde, så tænker det ud om virkeligt fedt. Og lave noget, hvor man møder sig fælderskabere. Man gør noget samme i stedet for man som vi normaler vandt til, at man lægger handicap, men skal man handicap på præksen og undersøger. Og så var der galt her. Følgelig også næsten, det var det samme, jeg gjorde som samfundsvidenskabelige forskegsen. Fertæld mig, hvad du ved, kan jeg gå hjem og skrive en fed at tykkelig om det. Og så ses vi rigtig sådan en bistrag med sådan en podcast, kan man lave det. Med todelsen set op, hvor jeg også efterladde og faldet stærker ind der kom på en anmodet. Kan jeg gerne forsningeskapen nogle ny følgeskabere, nogle ny måder, at angasere samme handicap på? En af mine spedetanker, det var egentlig første, vi havde lavet. Og afviklet det her på i syneskol, hvor vi sadde. Samme og skrev kollektiv på siger, det gik op for mig, at det var en ret spændende metoder, en noget jeg kunne beskrive med på det projekt. Ja. Hvem skal jeg betage, hvad det var, vi gjorde? Ja, det synes jeg. Vi tager folk ind på Kø, i stedet for at medges på husbetalet eller til fysiske tapis, som det er ved normalvis mødesvårde handler om. Hvad er den, der kan stå længs tid på et ben eller hver den, der kan gå hurtigt bavlændes og sådan noget. Og hvor det var, at jeg ikke har et her handler om, at det kan faktisk ud af hverden. Som prøvet vi at mødes en lidt neutral stad, eller at være et andet stad, hvor man kunne skal i tenkelig, det højere lidt mere kritisk. Og det var en liggasbøj. Jeg kan have prøvet det her massagange før han har underviset på højskolar i skriv og undervisningen. Han havde gjort det i en masse testrup-livor. Han er bedre og så, og vi laver nogle stykker på piger ud og skrive fra tre forskellige prompt. Jeg husker min krop er og jeg drømer om. Og så skulle man sente ikke skriver alene, men skriver videre på hinandenssetninger. Så jeg husker, og så sendt det piger videre på Danmark, der regerede man lidt brainstormagt i namens process. Jeg er en mindre at drømme. Og så faldes historie og nogle faldels på en visioner for fremtiden. Og det ender jeg blive meget smøggerrørende. Jeg ved ikke om, at vi kan forstille det, der er mere sød. Og at have hverden, så den gruppe, der har haft nogle faldels af fang og sød det er sammen. Og lige på det højere er en kollektiv mindre at det ikke bliver læst op. Det var kan spart dig, som læst op og han stikte aktive i måde. Vi smøde dig også op på en skærm, en stor skærm som også kunne se det. Jeg tror at være sådan en bliv stille i det der rum og så en varev. Har vi virkelig. Har vi fået en måde skrædet i sammen? Der er noget safter kraftig og god sammen. For det er det, at mennesker skal vi huske, der vandt siger, fortældre er sistorier alene. Og det mennesker, der er vandt siger, at være den eneste i familien. Med et handicap måske, jeg måske er en eneste i klassen. Jeg kan være svært og tala om. Og så får et. Og ikke bare for et fællessprøm, men faktisk går udvikligt fællessprø om handicap. Hvad var det så der blev? Tvide eller klar? Eller kom frem i disse prøv, som var svært for frem i intervjune? Ja, men det var bare nogle. Jeg ved ikke med at kender det med pojsi, det kan nogle gange være lidt lidt af. Så er en i stående for sådan en langne intervjussitet. Der var nogle, der skrev. Jeg husker, at de troede, at jeg kunne lære os bidsme ski. Jeg husker, at de troede, at jeg kunne lære alle mulighed. Jeg husker, at lænter vil skære i min bing. Jeg husker, at min mor blev gal, når jeg ikke tage det tydeligt. Jeg husker, at de skeptisk er blikket og amene over korsdag, sygt ind på et gymnasium. Og alle de gange, jeg har blevet sammenlig, når min stivende hårken. Jeg synes, der sker det landet med de små sætninger. Og det der typisk er, jeg husker, at det var meget aftiderfølsen. Følgelsen er at være forkert og mangelfuld. Og blik kigget på og blik gjort andre lødes. Og så sker der også nogen rummet, at den her tre timer sætjon, hvor vi fik lige stiget her ting op. Og folk begynder, at husker du også, når jeg har også blivet på rædet mange gange. Vi har også blivet snakket om på den her måde. Og der var flere, vi ladde de som en doppel med tøjsk set op, hvor jeg også optroves nogle af de fokusgrubbe samtaler under vores. Så de fik også mulighed for at tale om, hvordan det var at lave det her på i sige sammen. Og folk var nemlig meget sådan, at det skjort og syg det her rum, hvor vi kender en armeste kandid, men vores oplevelser er jo beslagtet på en anmod. De familie med hende af den de her oplevelser. Og måske også, den forbindelse, lidt ligesom jeg måske også selv gjorde, der er læst kryptyrige første gange. Blik connectet lidt med andre og hver sådan en min oplevelser, ikke kun min egen, og det er ikke kun midt individuelle problem. Man kan måske en armerteiler, om at det er en form for social-prometik eller nostrukturerle problemer, hvis du er ind i til dagligt. Og selv om at du siger elkørstoler, jeg sidder i manualkørstoler, jeg bruger og gør os selv. Og selv om at der er meget forskellige intensitet i, hvor meget man oplever de her barriere, så er der noget, vi familie med en anden på inland. Det tror jeg er meget den føles, der opstår i lokale og gjorde os, og med at måde jo mer kritiske hende mod slutning, hvor folk skal have sådan noget. Min kroppe er politisk, min kroppe er rådent til min reflektion, min kroppe er en kroppe, der er elskab befinns at bl.a. andre for under lige kroppe. Der skiter sig en anden form for en indring i moden, at tale om handicap på. Og en måske mere omstårsfuld, så en rettighed mod hinanden og handicap. Men også en trængs her, transformer jeg, om der også måske om en kroppe er kritisk, min kroppe er en kampplads, min kroppe er en transformeik. Det der med også en handicap også har et kritisk og transformativ, måske i potentielle, hvis man bruger det på den model, hvis man i steder for at dukse og tilpasser, men vore og tilpladser, vore og være så selv, så kan der måske også komme noget andet ved det. Og det tror jeg, var noget, at det jeg er oplevedet, der sker i det rum. Og det var egentlig også noget, at det jeg havde håbet ved, fordi jeg er et. Det er måske lidt dand, for nemlig, at jeg selv havde fået det, der sidde læst alle de der artikler for nogle mod i verden, der havde skredet. Men hvordan kunne vi skabe det i praksis her i lille Danmark? Så det er det også, at de medvirkene i de her på sig gruppe er deres syn på sig selv, blev også for andre gennem det her. Det havde jeg lidt på, fordi nemlig, at der sker i det rum, det blev meget sådan en afgivfølding, altså lige så med det ritual vi kørt, det også skrev sendt dem rundt, der jeg drømer og med drømer. I der arbejdsmarkede, der er velkanden for ell, så blev det lige, så jeg drømer, at jeg var andre lød, så blev det jeg drømer, at man bærden var andre lød, så jeg drømer, at jeg kan råd min drøm, jeg drømer, og man udgiv min diktige, jeg drømer, og kunne gå ind i 5. see-bussen, uden af alles, og i den hele tiden biler på mig. Jeg drømer, at det samfund, der kan endret sig i stedet, for det er mig, som jeg altid har tænkt, var den der lige som skuldtillpass, og jeg ønsker, jeg fylder lidt meget her med kyrrstolen. Jeg synes, der sker et noget i processen, der over de timer, der jeg. Og nu er din pøvde-avhælding, så aflevedet, og ud i hverte, og du er gammel med, og formiddelent. Og så hvert sent dit ønsker til, at den her afhældinger, og din forskning, kan være med til at få andre. Og det er godt. Det er jo også et svært, fordi de der. Jeg synes jo på en mange måde, der har været. Der har været under vej, så den har været i gang, og den har været med til, at sådan set noget i gang, der udik, og så delt, fordi jeg har givet mig, og dem jeg har en kassjormer med noget at tale, og man har nødt til at ud og fortælle, om vi har været på kommunerne slant forægning, for I 1500 mennesker, kommunale politiker i en bødsfølg og sånne, og forbøsionen, og vi har været meget ud og jeg har meget ud og fortælle, for jeg gik på børsen i og forbød. Jeg har stadig lidt ud, var med POD-køb forskafesten, og sådan. Det er, at man får lov til at lave et projekt, og det er, at man får tid. Det var også meget, det er tre år til at gå i dypen med noget, og det var det, jeg gik i dypen med det var ikke eller andet andet. Det gør, at der kommer noget energi, og nogle resurser omkring et bestemt emnølt, bestemt projekt og nogle bestemte mennesker. Det er det jeg har fud ud og det er så høper jeg, at det kan blive ved med at lave videre, og det her kan være starten på, at det er en så et jeg kan forse, men også at der kan være flere, der lyst til at komme i forskningsverden eller en i handicapverden, og begyndt om det kan, og det er perspektiver, de har, fordi det er jo ikke nøg, at der sidder sådan. Jeg sidder sådan i til mig, der prøver rigtig mange mennesker til at være med til at lyste herfældt op, fordi det er jo et kæmpefældt. Og der sker så mange ting på så mange forskellige nivåer, både på bursstederne og i den öffnet lidt debat om, og i kulturlivet og så i forskningsverden, og i ungdames politisk bevægelse, der mange nivåer og der mange samtaler, der skal tage. Og det er mange af de samtaler, der eksisterer sig at eller redder, der ud og har fatal, og så bliver lyftet op og at lille for en mikrofon, så der sler der ikke så løbet til at høre dem. For det er nogle spændende perspektiver, det håber jeg ikke, klart, at det er noget, der kommer til at bevægelse, i at der er flere med hende i kapter, der også for mikrofonen. Ja, det er jeg skal vide og lidt mere over af det her med reposition, som betaler os om, og det er lidt om før, at der er en mennesker med hende i kapet optræder i media og kulturlivet, så ved jeg, det er godt i start. Det er et sted, fordi nu tager jeg forlede med dansk handicap forbund, der fortalte mig, at de havde aldrig oplevet for så mange henvælde, så fra mennesker, der kæpper for at forjælpe, hvad det er, vi hører ofte. Så der er et landen, hvor kan man tage de lemme, kan man skal kalde det på den ene side, og ligesom at rove op og rove på, at gøre sidenkab tydeligt, og på den anden side også ikke fylde, at han sidder i kab til at fylle. Hvordan ser du på det, som jeg tænker os om den enkelt han de kab ved, måske virkelige også står i. Ja, men lige for sig, jeg har skredt nativt, der hedder screaming, at concealing, desabiliske, samme med min medvejleder, en kryopid, og sådan der sidder lige her noget også. Og der skal tage, at vi være det af for en ufsynligt arbejde, mennesker, med han de kab i hver dag, en egentlig af po, og så bør jeg også kunne rove efter hjælpe, at fortalte om siden de kab på gundet på kommunen, og oftal jeg kan ikke det, jeg kan ikke det, og jeg er så så dårlig, og jeg skal også så meget hjælpe. Og så på den anden side, jo, skulle jeg klare sig ud i samfundet, hvor man oftag forventede at kunne mange ting selv, og man er forventet at være kapabel, og at han de kab skal fylde så lidt som muligt, så i andre sammenhænges kunne gå ud og tage den her et af, og så, i stedet, når han har en depetud, er ikke så meget, og i sked, bevægnes ikke til en tydeligt meget, og det er bare det her, og det her, og jeg må spørge mig mal, det er joe, det er lavet, og allerede. Altså den der sådan balanssegang, med dem, der er flere min interview-materie, og sagt, "Vem er så egentlig, hvis jeg i den ene verdens kan gøre mig mere handicapere, og i den anden verdens kan gøre mig mindre handicapere, ved mig for at holde, hvad med jeg så egentlig, og den der, jeg balanssegang, med dem om mannede til, og man orager i folk, som måske i fordomme, det er over, men samtidig den praktisk gønnevede, i at skulle tale om det på den her måde herover. Altså det holder jo lidt den, der hele ena i det, om nede med at tage handicap tilbage, og sige, "Man ikke svæt, fordi man har et handicap, og hvis man skal gøre så super svæt og over i systemet, hvor man skal have hjælp, så der er noget en lavet hele sådan hjælpød. Det hjælpødstøddesysstemet i, at det faran kred i, altså sådan medicinstokumentation, i stedet for, ja, hvad har man brug for os, og så får man det, og så kan man kå ud og være stærk i hverdening." - Ja, det er fast toler i virkeligheden. - Det synes du kan gøre, det kan gøre i hvert fald. - Ja. - Og det, og det, og det, jeg synes det noget, det, det sætter fokus på er, at det usynlig arbejder, jeg får bundet med, at have et handicap, altså mange, men du sige, om det, det er deres ud i kørerstol, det er, at gømme krykker, det ikke er kugge, eller det er det, og have talebesverde, eller noget. Det, der er handicapet, hvor der mange, er det, mange, er dem, jeg også taler med, så opstår handicapet, så opstår traget i en også, i det, i det, arbejder ligger ordentlig på en måde, altså alt det sådan sociale, emotional arbejder i, og manurer i andreføldsforderm og forventninger, og de krav, der er i forhold til, hvad der skal til for, at man kan modtage stød, for eksempel. - Ja. - Altså, det har også været i det formål, når vi har sige med myt pluddi-projekt og kastlygse over, at handicapen ikke så simpelthen, altså, det er ikke bare en, nobind eller nobind, der ikke vil, som man selv vil, eller noget, det er langt mere sådan komplex, og langt mere krevne, en som show, om det krever nogle retten omstillingsforrærette, rett strategiskøg og navigegerene e-uner, og her, et her, det kan vi denne, har været den, men gerne vil være med. - Ja, ja. - Jeg skal lade også godt dyber ind i det, der med reposition, altså, når du sådan kigger på medie-billet, i det kulturbejlede, der også ved, hvordan siger du sådan, mennesker med handicapen, fremstillige offenigheder, når følge i offenigheden? - Ja, men på en meget sådan, snæv også det utryg mod ofte steg, altså, på i film og i, når jeg også bare den simpelød ting, at når mennesker med handicap, deltager handler det ofte om handicap, eller næsten altid, mennesker med handicap på hårsbarvindivider i den her verden, der har mange perspektiv på alle mulige andre ting. Ja, og så det er også, altså, sådan, nu her har vi jo lige haft dogman-sagen, det er ikke altså hvor man faktisk i hårs kan blive gjort grinmed, og det, og blive leder af, jeg tror, det græb, det er ikke græb, det er alle, der har et eller andet form for at handicap inden for livet, det der ved, at der var nogle der grinde ned fra maven, men ikke bare det er også lidt som tage, sagde jeg, jeg ville aldrig kunne have det her job, og kunne interviewe det her mennesker, det ville simpelthen være både forkiddeligt, men også lidt grindeaktigt, også noget, det var også noget, det der blev sagt, det der interview. - Du referer til det her, ratjofir på grammer, verden de der og man sidder griner. - Ja, ja. - Jeg tror egentlig bare, hvis jeg tror, alle med handicap har oplevet en, eller en version, eller at det her måde, at tale om handicap på, tørke det end, hvertre er det måde en cell, eller måde nogle andre, men nogle, der flyver de rigtig tilbage til alle dem, med handicap, det er ikke bare en person, man tale om, det er jo aldrig, der har en tale, og en måde, gå på, altså, det er altid, det er en lille skrik, for nemlig sig, nu sidder jeg her og snakker med en masse mennesker, og nu rejser jeg mig op, lige om lidt, og så viser jeg, at jeg er som i på en måde, for vindtod, jeg går anderledes, du er jo nogle, og det er ikke, det er ikke en gange værd, det er ikke en gange, så er det dramatisk eller noget, men på en lade mod, er der sådan et. - Det rammer kollegie i bønene. - Der er et stærkt, så en dansstærkt stigmatisering for bundet, med ligesom og vandt del af den her grobe, og det er der skjerner, der skjer den ene ting, det er ang, på radio 4, så rammer det jo rigtig rigtig mange mennesker, sådan grundlæggende måske, både ret færdighedstand, men også sådan en landform for usikkerhed i sin, og derfald det ikke, men der bliver det virkelig tudligt, at den her grobe bliver stadig forstået, som sådan, jeg er lidt anderledesæk, og sådan noget, man ikke vil være en del af, og sådan noget, i bund og grund, jeg kan lige så meget ligget til mig til, der berade det, se forhold til blivhört, noget dagligt, kedeligt, og noget dagligt, genagtigt, og også måske, og noget vi alle samme, glad for, hvis vi ikke har i vores liv. Ja, ser du sig at du sådan en del inden i det, altså du, jeg har tænkt over, at vi har ingen tv-værre, radio-værre, podcast-værre, der har altså et tale hen, de kan blisse en vant til, at man skal tale meget, korrekt, så vi har meget smadfot, der er ligesom har en dialog, eller en aktie-sang, eller noget, at det er også, man skal det der gør, det ser men altså uvandt for os og se mennesker med, det kan være de kommer til at stigge sigvol, som ud af nogle kommer, ja, så, det måtte det være, altså, jeg viser jo aldrig nogle, altså, nogle gange har nemlig stået os over, hvad er det bare sådan, som præntes i prøv at blive tv-værre, der skulle være sådan en, at de bliver der gå rundt, og interviewer øde på sommer som meget rum, eller så måske det bare sådan, altså, eller ved, man kan høre det, kan komme til at få mange roller, hvis man skal nu skal være sådan her, det her, altså, jeg var foræglig, det er ikke, hvorfor der er ikke en landen mega cool, piframuselsfænden, fond, eller noget, der, der er masser, der laver al muligt show, vi laver al muligt fedtæng, og fordan er det, der bliver børnet tv-værre, der er der, er der, er der, er der masser, mulighed, og vi vil alle samme, det er typisk nogle hungen, men skal der have nogle perspektivere, som vil være virkelig spændende, og forlogte og se livet og se tænkene igennem, at er kadshed, eller lidt en børningsangst, at de der lidt er kadskommentar, kommer, ja, og, ja. Ja, ja, så, så, så, så, hvad er det, du tænker igennem, viser, går klip ind, og der er det her, meget en støve, type, mediebælde? Jeg tænker, vi går klip ind, masse spændende indsigt, og historie, jo, folk, der har været helt tæt på livet, frentidlig, allere, altså, men, men se, jo, ja, når man møder, eller noget, der er ligesom røstar ved ind, og indsagen, sådan grundværtens forståelse af, hvordan vi ønsker være sig, så ved man, jo, typisk også, et eller andet om noget, på et eksigentientielplan, måske, men jeg tænker også, at vi går klip af, vi går klip af, altså, på en andet måde, det ikke kun mennesker man hantikab, der kan klip af noget, eller, eller, eller sådan, mennesker der sidder ud, men vi går ud, vi går ud alle samt, klip af det faktum, at mennesker man hantikab, eller mennesker er forskellige, og at, vi vil jo befrige os selv, altså, vi har, hvis man taler sådan en, i sådan en perfektionskultur, og en i, at alle jo også øngen, med udenhandikab, er jo ekstrem optaget, jeg passer i en ekstrem optaget, jeg ikke har skildt sig ud, jeg ikke har gør noget for kære, der ikke har bliv udstillet på en land bestemmet, så vi vil jo alle samme befrige, og selv lidt fra den, der sådan, hygge og optaget hed, af, at være normalet. Det er jo en, altså også en fordisabilitistøtisk, vil menereusie, at vi har sådan en obligatorisk, en, en, kropskapabilitet, altså vi er nærmest alle samme tvungen, til at være normalet, og vi fast holder også hinanden i, i besrebelsen på at være normalet, og vi bliver syge fra arbejdet, så ejer håber, du kommer hurtigt tilbage, om stress, skramt deres, og bliver jo også nogle, nogle, nødstikmatisering for bundet med det, og altså der er den her, sådan, hygge og optaget hed, af, ikke at være hendikabbedring, eller ikke at være unommale. Så hvis vi lænede, lidt mere ind i, at, at det er værligt unommale, og det er værligt hendikabbed, og så får nogle, og så gør det næmer, når man tjør, for et landen sygdom, eller et etet hendikab, senere, i lydet, som der var rigtig rigtig mange, der gør, så er der også, de skur, som er sådan noget, heller døg, i havningen, køres stod, eller sådan noget. Det er jo, det handler jo også, om at vi har skabt os selv den her, hver den, hvor, at det er havningen, køres stod, at det er allermest tragiske, vi kan forestælde os, så er trømme, vil befri os selv, som menneskerhed, for noget, jeg tror, vi kunne indrætte et arbejdsmarkret, uddannelse system, der var mere, tilgængeligt, og mere rumeligt over, for, for sådan, så bare hedderne, i det, at være menneske, vil se, gære mere, - Ja, så det ville frige i noget meget løbet, som. - Det tror jeg, at. - Ja. - Måske ville det giver smuleheder for at. - Jeg er i ståend for at gå og være så bangen, måske i for at falle ud, eller at livet tager en drejning på en eller anden måde, eller. - så tror jeg, det ville skabe noget plast til at kunne være så selv på nogle andre måder. - Det ville måske også gøre også lidt mere, så det er noget, hvad til uge og lidt mere kreativ, og lidt mere. - Giv os mere tid til at lave noget andet, når sidde scroller, hvad er. - Skåle på vores Instagram og håber på Vilenandabler, lige så solbrun som hende noget fra. - Ja. - Ja, fra Frederiksborg, Gymnasium, hvor jeg var ved, hvor de altid var meget solbrun. - Så det er. - Ja, så det er det, at det kunne. - Er der også var en superkul tv-værte, hvor skulle sætte en kørstol, eller. - En hver. - Så uden af det var. - Fokus området, eller at det var et programt at hande dem, noget med handikab, men bare. - Det var i det musikprogram, eller hvad jeg eller en vervejert eller. - Det er jo mange ting, der skal sikke i tillsammekte, det er jo sådan kulturen, at ringede fra, - som vi kan ikke bare sådan set én ind med muskelswende og så problemet løs. - Og så det handler om. - Nu har vi lige fået jo en faktisk skusspill-chef i skusspill-huset, - der har muskelswende som er blevet chef. - Det er for helhede skusspillet, det er jo meget sig. - Ja. - Så hun fortæller jo hende i kapte historier, og hun gør, der måske andre måske vil sve en landrum, - med handikab, der kan drømme om at komme ind for teater, brængelsen, for eksempel. - Ja. - Kender også en anden, der har set pærset elkørstod, der som sidder laver, - til vi produktionen på TV2, han forsager jo også, hvordan der har med hende af muskelswendels. - Han forsager også, hvordan der var masse, der var unge med muskelswende der ringede til ham, - og højrer, der man ikke måtte komme i praktik ind og samme på TV2. - Ja. - Så det er bare sådan, man opnår, der er for hinanden, og gør ikke bare, - altså, viser selv i arbejdspladsen, at det er muligt, og at det har noget godt i så. - Men gør også folk, at kan drømme på nogle nye måder. - Ja. - Det var 2018, at folk i tinget til at stå blevet bygget om til, at der var en i køres stod, der kunne komme op i. - Det var også ret sent, og man kan sige samfundsudenskabelinstitut, som jeg hørte til på. - Ja, jeg er også dybt ud til ganglige, hvis man sidder i køres stod, for eksempel. - Det er der problematisk, at et af de steder, der uddannet samfundsudenskabelige farbpersoner, - politiker og embids folk også noget af det, er faktisk alle svært at komme rundt. - Det gør der, der mange, når folk kigger på uddannelser, så kigger de efter et sted, hvor de kan komme ind. - Så der er der noget på alle mulige nivåer, der skal ske. - Men mest, der er noget, det som jeg har studt, slået et slaf for, ikke midtpiljepojek, der er der meget, - så snakker om raddigheder og politik overfra, hvis vi skal gøre det her. - Skal vi have en politikern til at indsage det her, så skal vi gøre sådan. - Jeg tror jeg vil, når det jeg har arbejdet for, jeg ser lidt mere på, hvad det er, for et værtelsliv, hvad det er, - og hvad det er for den menneske syge, der er omkring mennesker, man kan bare, hvordan kan vi skubbe til det? - Fordi lige så snart, vi har et fint menneske syge på området, så sker de der ting, jo også automatisk. - Og så gør man nu plads, og så mener man jo, at mennesker, man kan bare være interessant, der relevante, det inviterer ind, og så gør man de der ting, - hvis man mener, at det er en del af, hvor os, hvad de sæt, som samfundet, som enkelt, det er en del vurd. - Ja, så det er mennesker syge, ved ikke, når vi skal starte os på meter, når også ved politikern, og så ved jeg hele vejn rundt. - Ud i hvert dag, du skal have toksen tak for at komme og fortælle om de her ting og om de en forstigende tak, og tak til jeg for at komme. - Tusind tak for at lille med, samtalen er optaget i socialt en bigstæld på Folkdemøden, og i denne kanal kommer der flere samtaler fra års Folkdemøden i den kommende tid. - Hvis du kan skole dig op til vores nødesprøv, så kan du følge med i de samtaler der udkommer, der ligger et link i nogen derne til podcasten. - Ja, håber vi lødes ved den imgen gang. [MUSIK]

Podcast Summary

Key Points:

  1. Podcasten diskuterer, hvordan samfundet ofte ser handicap som en individuel fejl eller medicinsk afvigelse, snarere end som noget, samfundet skaber.
  2. Værten, der er forsker, præsenterer krip-teori, som udfordrer den medicinske forståelse og i stedet ser handicap som et resultat af sociale, kulturelle og politiske processer.
  3. Hun beskriver sin egen rejse fra at føle sig som en "outsider" til at omfavne en krip-identitet, hvilket gav hende en følelse af befrielse fra normaliseringspres.
  4. Der diskuteres, hvordan medier ofte fremstiller hende som en "inspirerende" person med handicap, hvilket hun finder problematisk, da det overskygger hendes faglighed.
  5. Hun fremhæver, at Folkemødet gradvist bliver mere inkluderende for mennesker med handicap, men at der stadig er store barrierer som fysisk tilgængelighed og økonomi.

Summary:

I denne podcast fra Folkemødet diskuterer værten, en sociolog og forsker, hvordan samfundet opfatter handicap. Hun kritiserer den dominerende medicinske model, der ser handicap som en individuel fejl, der skal rettes eller normaliseres. I stedet introducerer hun krip-teori, som betragter handicap som et resultat af sociale, kulturelle og politiske strukturer, der marginaliserer bestemte kroppe.

Værten deler sin personlige erfaring med at vokse op med cerebral parese og føle sig presset til at stræbe efter normalitet gennem operationer og træning. Først da hun stødte på krip-teori under sin kandidatuddannelse, fandt hun et sprog for at forstå sine oplevelser og en følelse af fællesskab med andre, der også blev set som "forkerte". Hun beskriver, hvordan medier ofte fremhæver hendes handicap frem for hendes forskning, hvilket hun finder begrænsende.

Samtidig ser hun tegn på fremskridt, som at Folkemødet nu inkluderer flere stemmer fra handicapmiljøet, selvom der stadig er store udfordringer med fysisk tilgængelighed og repræsentation. Hun understreger, at et skift væk fra normaliseringstanken kan åbne for nye perspektiver og gøre samfundet mere inkluderende for alle.

FAQs

Bogen handler om at bevæge sig fra en outsider-position, hvor handicap ses som en defekt, til en KRIP-forståelse, der udfordrer den medicinske og individualistiske opfattelse af handicap.

KRIP-teori er en akademisk tilgang, der ser handicap som et resultat af sociale, kulturelle og politiske processer, i stedet for noget galt med den enkelte. Den tager ordet 'krip' tilbage som et fællesskab for dem, der er mærket som forkerte.

Folkemødet er ekstremt svært at komme rundt på, dyrt, og har utilstrækkelige ramper og faciliteter, hvilket gør det ufremkommeligt for mange med handicap.

Hun oplever, at medierne ofte fokuserer på hendes handicap frem for hendes forskning, hvilket kan være skuffende, da det tager opmærksomhed fra det faglige indhold.

Stræben efter at gøre kroppen så normal som mulig kan skabe nye problemer og lidelser, fordi det ignorerer de sociale og emotionelle konsekvenser af at se handicap som en fejl.

Det frigør ved at give en ny forståelse af handicap som en del af mangfoldighed, og skaber fællesskab omkring at være 'forkert' i stedet for at forsøge at passe ind i en normalitetsstandard.

Chat with AI

Loading...

Pro features

Go deeper with this episode

Unlock creator-grade tools that turn any transcript into show notes and subtitle files.