Vågetjenesten på hospice

Velkommen til podcasten, at leve med døden fortællinger fra det hosbis. Mit navn er med tilde folk, og jeg ved i den her podcast, åbne dørende til hosbis, hvor jeg arbejder. I det her afsnit kan du møde låne varmen, og han er klidsgård, der begger af frivillige vore på hosbis. De vil fortælle om deres opgave og erfaringer fra våge tjenesten på hosbislingfjord. Velkommen, Hannah, og velkommen låne. Hvor er det hyggelig at se, ja? Ja, tak, tak, lige måde. Det er også lidt spesielt for mig, fordi jeg er skordinater til dagligt, så det er jo sådan lidt hyggelig at sætte her i stune jeg. Og ingen sier i de måde, det er jo ikke så godt. Jo, tak, lige måde med det. Ja, det er jo godt. Vi starte med at præsentere jeg selv. Jeg hedder Hannah, jeg er Otto Triss, jeg har været på hosbisie lidt over et år, indenfor mange forskellige områder, hvor besøgtesvend, laver mad, i haven, og så videre. Ja, og jeg hedder Lone, og jeg har været på frivillig på hosbisis. Ja, godt året, og tror jeg det efterhåndene ved at være, og jeg har også haft mange forskellige opgave oplændanden, hvor og hvad det endet jændt, så jeg skærer grætskar, heller små dyre, som børn kan få. Ja. Og hvad vil det sige at være, hvor med jeres år? I folkemående hedder det, hvor og kogne, men nu har vi det, som sagt er det kønste neutral, så det derfor jeg bruger ud. Men i måde gerne sige hvor og kogne, hvis det er mere naturligt. Og som våre sidder vi jo ved en døende og giver den nærvær, der skal til. Ja, og tænkt på, at et mændenske der er her, i sin siste timer har et mændske, hvis en sige, hvis der ikke er andre måligheder. Eller som nogle gange, der er nogle prøverne, der har brug for lige at komme hjem og være. Og spesielt det, at man ikke skal dø alene. Ja. Ja, det synes jeg er meget vigtig. Ja, det er nemlig. Og vilke tanker havde inden i valgt og blive vore, var det noget i sådan ting, det ville jeg gerne, eller var det skremene, eller hvad ting de om den opgave? Altså, jeg sagde med det samme hjert sige det. Jeg har været ved familie medlemmer, der er døde, så det er forlodet meget. Ja, det kunne jeg sagtens klar. Så det ville jeg gerne. Det er jeg faktisk samme, hvad jeg har. Jeg har faredt det her, min mål over for døden, og jeg var der hele tiden. Og jeg fandt ud af, at det var faktisk rigtig rart og hverter, som den siste person. Ja. Mens hun, var nogle låne vågen. Hvordan er givet jeg også omgivelse, der i fortælde, at jeg kunne tænke, at være vore? Jeg synes, det har været meget forskelligt. Nogle kan slet ikke forstå det, fordi de nok, fordi de ikke selv bruger sig om det, og andre synes, det er bare sejt. Ja, og jeg har også oplevet begge del, og der er rigtig mange, der siger, hvor jeg vil glade for, at du kan, fordi de ikke kunne ikke gøre det. Og så ser jeg, jeg måske, fordi jeg kan prøve, de ved ikke, hvad det drejer sig om. Så der har også været været begge sidder af det, og mange, der synes, det er sejt, at man gør det. Og når du så tænker, at de har ikke prøvet det, hvad ligger der så i det? Jeg måske har de ikke været ved familiemedelig, hvor der er død på den måde, altså, og se et døden indtraf. Så de forstælde som måske, det er et grænpsyn eller. Ja, nemlig, uhyggelig. Hvor jeg så synes, jeg kan fortælle, at det er stille og rolig, og meget afslapet. Det er faktisk meget højtidligt, synes jeg, og den er det her. Ja, men den her toesomhed, man er i den oplever du ikke så intens ved at være andre ting. Lad man kåber lige så min, selvom at at fremøde menneske i den allermis privæte sfer, brug eller en måde i. Ja. Ja, man ligger deres så sorgbar. Og at vi så får lov til at komme ind. Og da i så skal spule tilbage til alle første gang i sku prøve, og hvor hos nogen der ikke var jeg også familie. Hvordan var det jo 31 år dørtryndet, var det græns overskredende eller, hvis de var i skugør eller. Altså, jeg vil sige sygeplejelskerne, de er meget syge til sådan at fortælle om, hvad den døene har brug for i den sidste tid. For det er der også forskel på. Der er nogen, hvor man bare skal sidde i rumt og være der, og så er der nogen, hvor et, at de begærne ham er lige læggere en hånd på dem, så de kan mærke derne nu, men jeg har blivit det meget forskelligt. Men jeg synes sygeplejelskerne har været god til at fortælle om, hvad det er den døene har brug for, når vi kan tredje ind. Ja, og ellers så bruger du de nejne inturation, fordi det finder, man refaktsisk ret hurtig ud af. Har været kommet nu brug for at blive rødt ved, eller ej, fordi nogen er så omfændig, at man ikke skal sidde af dem openhed og armen, for eksempel. Andre kan godt lige at få strøget og hånden hen over hårdt, eller i ansigtet. Og som du siger, det er rigtig godt, at sygeplejelskerne er med en første gang, eller første gang, fordi man skal ikke tross alt lige præsenteres for hinanden. Og det er jo så fællig forskelligt, men er det ofte, at de er så vone, at de kan forstå i kommer eller har i det trøkker det? Nej. Altså, jeg har været inden hvor, at jeg månne kan være i tvivlom om de hører, men jeg går altid hen og præsenterer mig og siger, at jeg er der. Og sådan helt konkret, hvad nu sagde du noget om institution, henne? Kan du kønge sådan lidt nærmere, når du går ind? Hvad kigger du på, før du så lige sådan ting, og hvad skal jeg sætte mig tæt på, skal jeg sætte mig lidt fra? Prøver du dig frem, eller? Altså, jeg satte mig som real tæt på til at begynde med. Så over vedkommende, så kan jeg lægge en hånd over vedkommendes hånd, eller på armen. Og hvis den bluselige trukket til sidede, så ved jeg, at jeg skal holde mig tilbage, da bruger jeg min institution, og selvfølgelig også min naturlige demokraft, der i andre situationer, hvor der bare er lidt en gange mellem lidt vågen, vågenhed kan man kølge det, det kan man vise godt. Så kan jeg godt finde på at sidere sønge en salme, eller b, fadervår, eller jeg kan også finde på at sætte lidt musik på på min mobil. Det kan også virke mig et berolende. Det er med musiken, det har jeg ikke tænkt. Men det er med sådan, og ikke fordi jeg er på den måde af kristene, eller sådan. Men sådan lige sige nogle år, det kan jeg også godt finde på, og sådan noget sådan. Og velkentype patient har typisk brug for en våge, er det dem, der ikke har noget familie eller ved i noget om det. Nu kommer vi selvfølgelig en udnervede, så meget om personen. Jeg vil jo sige, at dem, der har familie langt væk, hvis der er familie. Og som ikke har den nogle venner, som lige kan komme. Jeg vil sige, at jeg har været inden både ved en dag, ikke havde familie. Men jeg har også været inden ved en, hvor et familien havde brug for lige at komme hjemme en stund, en natt, og forvilk lidt ud. Hvordan er det for jeg, som menneske, og være en del af de siste dag, at et andet menneske stiv, det må være lidt specielt? Men det er det specielt, at være der, men når vi, at man får homen, de gør noget godt for et menneske dag, skal være alene i sin siste tid. Det synes jeg, det giver mig meget en rå. Ja, men også en glæde. Ja, nemlig også en glæde, selvom de løder hele forkæreter sida. Ja, men nej, man bliver faktisk godt til passende i, når man går herfra. Om personen er død, men vi har været her i laj, det er det, der er prøvn, nede. Det er bare det, at jeg har gjort en ting for den menneske. Ja, og at man ikke kender det menneske, fordi det er jo ikke altid, vi kender den person, at vi har mødt dem her på Horsbys, inden vi kommer ind. Gør ingen forskel, det er det samme, man giver. Ja, og det kan jeg sige, at spørgsmål er så mange på Horsbys for, hvordan ungår jeg tage det med hjem, hvordan ungår jeg og sidder grad over, at der ikke samme i sat ung menneske, der skal have fra, eller hvad det kunne være. Ført og først vil jeg sige, at det er en gav, at jeg får lov til at sidder. Ført andet så er det også en akcept af et livsvilkor. Se selvfølgelig bliver man lige beroert af det, men man ved også, at hvorfor det er her på Horsbys, og der er jo ikke, som du også sagde, at der er jo ikke noget uhygligt ved det. Nej. Jeg vil også sige, at det der gør det trolet lidt og eten, at jeg i hvert fald ikke tage det med hjem, det er, at det er et menneske jeg ikke kender, som dybt ikke også. Ja, vi så er det faktisk en okay opgave. Ja, sådan en dejlig opgave. Ja, nemlig. Man tager det ikke sådan en masse af, fordi du siger, at det er et livsvilkor. Det er noget kynisk. Ja, men sådan er det. Vi skal jo alle her fra, og så kan vi være med til at gøre det på, så gode en måde, som muligt. Når der er nogen, der sådan spørger, er jeg også venner og bekendte ind til det, og hvad uger, hvad spørger de så om, hvad de nu skal i på. Jeg synes nogle gange, jeg har fået spørgsmålet. Hvordan er de sidste ohygplige af et menneske stil, eller i landet, hvor den, der spørger, måske ikke har vidende eller forståelse for at døde en sidste tid, kan være mange dage, at de sådan tænker på dem, så dører man, og det er jo ikke altid sådan i hvert fald. Ja, nu ser du lige en masse bære. Ja, eftersom det, det er oprændig spørgsmål. Det var en nogen, de er nysgagerie, der spørger sig en holdt op, at du vore, hvad spørger de så om, hvis de spørger ind til det? Ja, de spørger sådan om, da nogle der er døde, mennes, jeg har været her. Og det er der en patient, der gjer, sygepleiskerne gjer, hvad de kunne, det var det, jeg var referert, til dem, der havde brug for at ta hjem og så holdt lidt. Og sygepleiskerne gjer, hvad de kunne få, forfærdig de pårørende, men de noget, det er det svære jeg ikke. Og til det siste dag, så kom der en sygepleiskerne ind, og vi stod vi personen der, og der sygepleiskerne så sagde, at nu var det stutt, så opnede vi vindt ud. Men det er det høpiste spørgsmål, jeg får, det er, at der er nogle, der er døde, mennes du har været her, og hvordan har de været. Og så kan jeg jo fortælle, at det er meget stille og rolig, i hvert fald, at dem, jeg har været ved. Hvorfor tror du, det er det, de spørger med nogle af? Fordi jeg tror, at det er øjeblik i et mændske sliv som folk, når kan man sværest ved at acceptere, sværest ved at forholde sig til, ser det som noget uhyggelig og skramme. Jeg tror det er det. De har en forskel, en forstilling om døden, som ohoved ikke er, når man sidder i det. Hvordan var det så, der er person døde? Jamen, jeg synes faktisk, det var en rære følse, at når de pårørende ikke kunne være der, at jeg så var der. Ja, og kunne du se, at vedkommende var døde, eller gik der lidt tid, før det gik godt for dig? Nej, det ser man faktisk ret hurtig, synes jeg. Ja, at når den mændske har troket sitt sidste undidrav, så der sker hurtig noget. Ja, det gør der. Men du blev ikke bange, at du tog det sådan. Nej, som en naturlige døde. Ja, jeg var uopgaven. Ja, fordi det er det, det er naturligt. Så, det tror jeg stille og rolig. Jeg vil så sige, at de syge plejer, at jeg skal have den dag. Spår det ind til, om jeg havde brug for at snakke om det. Det var ikke kun den dag, de gjorde det. Det var flere dag efter, at jeg kom igen og igen, og de sagde, du skal bare sige til. Og det er simpelthen også fantastisk her, at der bliver taget så godt af en, at hvis man havde brug for det, så kunne man få en snak med dem om det. Man havde at blive ud. Og det er rigtig godt. Ja, det er nemlig. Ja, og det er jo enormt vigtigt, også for sygeplejsker det, der i farve tagermerhed og supervisionen. Ja, nemlig. Jeg har et rum, hvor man kan vende en oplevelsevis nu, man har brug for den. Ja, det er helt sikker. Og tilbud, hvad der? Ja, sorry. Hvad giver det? Der er i hendet personligt, at være en del af vores hjulsten. En døbt lader til frished. Det er, at man opnår den en stærkt tillid. Selv om vedkomne måske i en gang er rigtig tilstede. Så er det jo anentilligt, at klærringer får lov til at sidde der. Jeg synes, det styrker én rigtig meget. Jeg lærer dig også, at om mig selv, at jeg ved nu, at jeg er gode til at lytte. Jeg er gode til at bruge min intuition, fordi den kan man ikke unge går og bruge der. Det er det, at man lytte aktivt. Det er jo både verbal, men også nogen verbal. Nu har jeg nu fortæller jeg i selv, at jeg har oplejet nogle familie medlemmer, der døde før i blevet vore. Men jeg har også forståelse af døden endret, som jeg hver vore. Jeg har lært bejert om døden, hvis det er forvejlen. Ja, absolut. Det er helt sikker. Fordi, hvor jeg før hende nok, når man var yngre og så noget, at man tænkte, at det var meget dramatisk og dø. Så jeg nok selv får den mere roig i, til den dag jeg selv skal have fra, ved at have oplejet døden på den her måde. Det er ikke nogen, der lægger at lidere, hvis de er på hosbes i den siste tid. Og at man bliver lindt trott og hjulpen godt på vej til man selv tager det sidste undrav. Der er jo også en forskel på, at man er på hosbes og dører, eller er man ud i trafikken og dører. Og også følges med sit, for det er efterlattet. Og det er jo hyggeligt. Det er det. Men det her, det er foregård, så jeg stiller roligt. Man kan ikke sige, at en døde er bedre end den anden. Men det kan jeg være, fordi en mulighed for at sige forvelig, at man ved det i den vejte går, hvor vi måde, hvis du kører på arbejde og bliver køret galt, så har du slet ikke de muligheder for, og sige forvelser, du har en vendet døde. Ja. Jeg godt mærker, at jeg bliver sådan lidt for de min mor køret nemlig galt og blevet drapt. Så derfor så er det. Ja. Det er svært, ikke at have den der. Jamen det er måske også en grund til, at jeg gør det, at. At så kan jeg i det mindste, hvad er der vi andre? Ja. Når jeg ikke, at jeg sådan kunne sige forvel på den måde til min mor? Ja. Det er det sådan et travme umed mod. Ja. Har i oplevet noget sådan spyrtuelt i forhold til det, at være vore, som jeg tænker på, det der er mere om kælen forlader, kroppen eller der røgger et eller andet på. Så sådan hvor i sådan føler, der er et eller andet på spil her, som man måske ikke helt kan se, eller forklarer. Der mangler sådan sig, at kælen flyver ud, eller hvad det nu kan være. Ja, så vi sørger for at vinde ud, bliver åbnet. Ja. Fordi vi ved, at jeg ved, det er vi gør du også ved. Ja. Det gør man. Ja. Men jeg har ikke ikke se noget, eller selv affart sådan noget. Så sådan noget. Jeg synes bare, det er mig sådan med menneskeligt. Og hvad er der? Ja. Ikke noget spyrtuelt. Det her, jeg har ikke i selv ved død, så er jeg blikket, eller sådan noget. Men altså, jeg tror det sådan på det spyrtuelt, og sådan noget i det, og det er forst open og vinde du, og sådan noget. Og i andre sammenhæng har jeg sådan mærket noget spyrtuelt. Men ikke lige selv ved død. Fordi det er jo titt, man så den hører, at det spyrtuelt er på en anden måde, knøder sig til dødene, at folk de så den sier, når de har været til mig gravelse. Ja, så kom solkant. Ja. Det var en hældesne for afdød, eller så var det en sommerfuld, der satte sig vokist. Men der er jo selvfølgelig også, hvad man vælger tollige ting. Men at det spyrtuelt er på en anden måde, hybier bliver indtængt i de svære ting i livet. Ja. Så sen, som i går af det, så snakket jeg med nogle, der havde været hen, og besøg et gravsted. For et mænsk, vi kender et forholdsvision, men der død sig stor. Og de sagde, at de stod der på kirkegården, så kom der sådan vind, der sådan lige, vi ulyttede alle bladene op, og så noget. Og de var enige om, at det var hende, der lige var og hils på. Ja. Så jeg tror der er mange, der tror på de der små tejen, hvis soven lige faller ind på kirsten, som du siger og sådan. Men det er jo ligesom med troen, altså ind. Tro. Den kommer jo også stærker og frem i de her oplegge. Eller i det hele sagde, når der ind, der dører ikke os. Jo. Nu, som vi optager her, så præv fransjoen, næsten lige død, og der læst er et citat, og man sagde, at sygehus er hosbeser. Det var det største bedehus, at der blev bedt en hel del mere ind, der gør ikke kirke. Fordi når man er i en kris situation, så er det, at man måske nogle gange er maktesløs, og så prøver at trække på noget, der større en ind i rotiske eller hvad vi skal se. Vi har jo brug for noget trug, alle samme. Ja. Har i noen sendet oplevet, at der opstod en særlig forbindelse i mellem jære og i en i våvethus? Nej. Det har jeg ikke. Jeg sidder også røster på hudet. Ja. Det var faktisk ikke siger dig, at jeg tænkte på, med det spørgsmål, at der var en patient, en af de første du våvet ved, hvor du var der ofte. Ja. Om det havde en anden følse, en der, hvor man er der i kortere tid eller? Vi kommer rigtig tæt på hinanden. Ja. Og også, fordi hun ikke havde noget familie tæt på, og jeg er hjælp i en rigtig majet med mobiler på de mange år. Diverse andre ting, og jeg lægte højt for hin. Og jo, jeg var der rigtig majet. Og det gjorde faktisk kræk. Og så undt. Det er jo så, fordi det er det første fremmede mennesket, der døde i det tid, hvor jeg havde havde været der. Ja. Må jeg spørg om du så startede en lidt mere, som besøgsvendt hos hin. Ja. Ja. Ok. Få det, der jeg ikke havde været de her mulighed for. Nej, nemlig. Ja, nemlig. Nej, nemlig. Det har også et godt eksempel på, at det var overgave en, kan se meget forskellige ud. Oftast er det jo en døende person, men nogle gange kan det starte lidt mere, som en besøgsvend. Hvis nå det er en, der er lidt en, som eller en, der bare synes, at det er mere begrulene af siden af. Hvad er fallet på hosbes, kan det godt starte i den situation, hvor patienten er mere til stedet i den klassiske vult, hvor på det sidder vi en, der er været døde. Ja. Og nu, vi kommer lidt omkring det her med at kunne dele ens oplevelse. Hvad gør det, som får kunne være i det her, starte i med hinanden, eller har det bare inden i og selv, eller hvad, og den kan man ligesom være med det på en god brud. Altså, hvis jeg får brud for at spørre om noget, så er det som regel sygepladskan af spørre. Fribillig, jeg har ikke nogen kontakt, der så den med de fribillige, på den måde. Nu ser vi jo ikke hinanden, fordi. Nej, det er jo kun, at vi er samlet til det der får efter års møder, og så noget. Men vi har det haft det proprogrammet i et år, hvor vi fik også en god snak i mellem, og hvordan vi forskellige takler det. Og det synes jeg er rigtig fin, at vi sånne har mulighed for, og kan snakke med hinanden om det. Så når det bliver taget op en gang i mellem, som et emene, så er det rigtig godt, men i det dagligt, og sådan, da er det ikke noget. Hvis jeg har brug for at snakke med nogle, så gør det jo med min mand, eller familie, eller sådan noget vinder. I stadig et land, ja, lige synes. Men også sygepladskan, selvvis når vi er har uget et godt, men der kan jo godt være noget, man kommer til lige og tænker over, når man kommer hjem. Men lige har brug for at vinde ud, at det er noget, der sådan er dramatiskellere. Men der kan godt være noget, man sådan lige, rej, nu skal du høre, der var lige det og det. Uden, at jeg nu her lige kan sætte over på, hvad det er. Ja, og man kan også sige, det giver gode mening i lovne, og tænker med sygepladskan, fordi, at man jo har tavsesplikter det her. Så det er de som dem, der er i situation, der kan forstå, hvordan er det egentlig det? Det var, at hvis man selv tænker på sin egen rålle, er gør jeg nu noget skit, der er et land, og for nogle gange kan syge mennesker jo også godt. Måske ikke om til at skille lidt ud, eller et land, ikke? Så kan man sådan få det farvelige på plads, og så kan man sådan, det mennesker lige ind i en selv, det kan man jo så vildt med sin familie, hvor man så siger, at det var jo godt nok bare en god oplevelse. Jeg havde det, jeg følge sådan, og sådan ikke så. Ja, for se følger jeg, det er ikke selvfølgelig, at jeg sådan snakker om selvfølgelig. Følgelig, fordi det ved vi jo, jeg også arbejde et mange år, som pædagoger, der er jo også tausetspligt, så det ved man. Ja. Så det er mere, at det er der lige personlig, der kan være noget med lige venner. Hvad vil I ønske, at flere mennesker de vistern døden? Søndsige, at den almindelige dansker ved nok om døden? Altså, for med de vedkommelse vil ønske, at flere havde kænskap til hospis, og at flere mennesker kunne få på lov og komme på hospis i deres siste tid. Men generellet, så er vi jo ikke god til at snakke om døden. Nej, det skulle jeg lige til at sige, at det er nok det, at vi skal til at fat første godt, og være klar til at snakke om døden, når det er nærder. Men det heller ikke alle, der har samme mul, eller ikke mulighed, men brug for at talt om døden. Nej, jeg tror bare, der er rigtig mange, der bare sånhåller det i iser, og hvis man virkelig satser ned og gaser tid til det, og snakke om det. Måske skal man ikke først start med at snakke om døden, når den er tæt på. Og så vil jeg et familie med det lidt med, eller så noget, der er i den. Vi skal nok være bedre til at snakke om døden, inden lang tid inden, og så måske bare ikke det fæller imellem i starten om, hvis man har børn. Hvis man sagt med dem om, hvad er mine ønsker tilfæs, og så fordi vi kan alle sammen komme ud fra en ulykke, hvor vi måske i pluslige dører. Og der, hvis det er vigtigt at få snakket om, hvad er mine ønsker, hvis det skulle ske. Hvor vil jeg gerne ligge? Hvis den præst jeg gerne vil, her er der nogle saltmåer, jeg gerne vil have sungen, eller nogle andre sangen, der bliver spiligt, eller så noget. Og jeg tror, det er der, vi skal starte. Så tror jeg, det bliver nemmer. Ja, all over, han har været gamle de der børn, jeg tror jeg. Ja, det er selvfølgelig ikke. Men altså helt små børn ved at kender jo også døden, det måske i mere fra et kæle dyr, eller så noget. Ikke. Men altså det er også en naturlig døb. Ja. Det er bare fattet en måde at lave det på. Ja. Men ikke at tale om det på samme måde. Det kan man jo, altså, at man mester at dyr, ja, de bliver vildkædere der. Ja. Men amestet, mennesk, det er sådan mere ufusstålet. Ja, men tror du, altså, men jeg ved ikke om det, fordi jeg er pittergod, og det er også lige meget, men. Men jeg synes bare ikke, at døden skal være sådan et tab, hvor man ikke kan snakke med børn om. Ja, men det er jo det rigtig. Spørgsmål, der er bare hvordan det går. Jo, jeg er jo selvfølgelig, altså. Ja, ja. Det skal jo ikke sådan udpinsle sig sådan noget, men på den rigtige måde. Og hvad er den rigtige måde? Det vil jeg, hvad jeg faktisk gerne har vist i sin tid. Nårs, jeg ved jo ikke hvad du har været på en tid, og det er i sin tid. I sin tid havde jeg. Det har jeg stadig væk 4 børn. Ja. Og den øngste var 6. Og den ældste var så 14 år ældre. Og der var meget forskellige sorgprocesser. Og nogle ville snakke og andre ville ikke snakke. Og man er selv i sorg. Hvor er jeg overskud til at omfragene fem mennesker? Ja. Så du har mestet en. Det var deres far. Ja, okay. Ja. Det som jeg siger i forhold til at snakke med osbørn om døden, det er ikke som når først man står i situationen. Det var det jeg snakket om, at vi skal starte før. Det er rigtig. At døden er ikke noget. Men spørgsmål læser om det vil gøre det lettere. Når det så sker. Ja, jeg synes bare, hvis man skal starte et sted. Ja, det sker man jo også, det skal vi også, det ved jeg godt. Men igen, det er også interessant. Det er det vi egentlig snakker om her. Fordi det er jo igen det, der med når man står, som dig i en hel uvændet situation og mister et unge menneske lige pludselig bum. Ja. Had du nu mistet din mand i gamle længere og sygdomsforløb, så havde det jo nok været mere naturligt for jer, så havde man jo nok snakker om det. Og så havde i musket i sagt til hele på seks år, at far her skal snart op på den større mening og sådan noget. Da ville man musket i høj og gradet kunne have forberet børn på det, der skulle ske. Ja, det er der en der tid. Ja, ja. Ja, jeg kan godt høre det, der du siger, vi skal ind før, men har brug for den tid. Ja. Men jeg synes, i det hele taget, men da synes jeg jo her fra hosbi sider, men man har lavet det, der er projekt. Nu kan jeg hejder det døden i hosbi siderne. Ja, nemlig hosbi siderne hosbi siderne hosbi siderne hosbi siderne hosbi siderne. Og det er det, jeg mener med, at vi skal være bedre til hos med småbørn og snak om døden, - at det er en naturlig del, og at den kan komme, hvor nå det skal være i alle allerede. Det ligger de i hvert fald meget væk på os, ved de yngre og børn der er ind til det her, hos besøg børn og højt det her med. Og den kan man være en god venn, hvis nogen i klassen har mistet indfølgelig, eller en veste for at være det kunne være ikke sådan, så man ikke tænker, "O, det skal vi ikke snakke om, men at børne en divet." - Ja, det må man godt spørge til, fordi det er noget barnebegøn, og jeg har gav det ikke, fordi man har gjort noget forgært. Det er faktisk, kan være en god ting ikke, men som samfundet de fra, man er barren til voksen. - Og det er jo bedre, men snakker om det inden man er undskyldt og bliver inden pladskammerat, der mister indfølgelig. - Altså så det er en naturlig dal. - Ja. - Hvad faget det skal gå inden under, det ved jeg ikke. - Ja, om det er samfundsfagels. - Det ved jeg ikke, men. - Nej, jeg synes, vi skal være bedre til at snakke om det. - Ja, jeg tror, at vi holder også til dansk. - Ja, det ved jeg i en gang, jeg har en lille herfaring, og det kan nok masse se en lille forskellige faget, kan jeg det ikke. - Ja, kan det. - Men det er enorm spændende, fordi det er ned der blev der med, hvis man nu har jeg også selv to små børn, ikke? - Det er jo ikke noget, man så lige i det travlige liv går og tænker over, nu skal vi også snakke om det, og sådan noget, der er vel altså dane, de går jo bare. - Om det er jo også, fordi vi er ude i alle sammen. - Det er jo det. - Ja. - Det er altid en egen til. - Ja. - Der var også en gang en af eleveren, der sådan. Jeg var med til at vise rundt, hun sagde. - Hvorfor skal vi snakke om døden der, der er depressing? - Ja. - Det var bare sådan så sjovt umedbart, sagt det. - Ja. - Det er det, at det prøver mere, der skulle tale om det. - Men vi kommer ikke uden om det, og det kan være, det gør det lidt lettere, at man på en landmodet har forholdt sig til sin dødelighed. - Ja. - Der er jo nogen, ladten hvor man hyller. Døden i staden får ikke os. - Ja. - Ja, ja, det er jo alle mulige traditioner, og nogen der sådan, hvor de. - Har de store følelser, hvor de kreder meget voldsomt, hvor vi i Danmark sådan lige sidder de så stille. - Og så er der landen hvor de bliver sendt af sted med hårn og kæster. - Ja. - Og så noget i går. Altså, det er der meget forskel. - Nå. - Nu begynder tiden jo lidt fra os. - Så jeg tænkte på her til sidst, om der er en særlig oplevelse fra en våvstund i har lyst til at dele. Altså, min det er nok den, jeg har fortalt med den person, der døde, men jeg var der. - Det gjorde et stort indtryk og lige været dig i det sidste øjeblik. - Ja. - Altså, det går jo dyrt igen. - Ja, det gør det. - Men det. - Jeg lander igen i ord glæde. - Ja. - Det er utrolig partaksalik. - Ja, det er nok det sidste folk, de får bænder, og det har været vore med. - Ja, nemlig. - Ja. - Tror der mange der får bænder det med store sorg, så noget. Men jeg synes også et et mændeske, der så stiller rolig og når ud. - Det gør, at man sådan går der fram, men en god fornemmelse i kloppen. - Absolut. - Det kan jeg kun getter ret af. - Lohan er herne. Tusen tak, fordi jeg vil være med og i vil dele, jeg er fejn. - Det var så lidt, der gør vi gerne med. - Du har lytet til podcasten, at leve med døden fortællinger fra et hårdspis. - Podcasten er produceret, og tager ret lagt af mig, journalist med til det folmer. - Med virkene var, lovne varming og hende klidsgård. - Musik og løder af det gang er læret af Michael og Lars folmer. - Grafisk design er læret af sine bak. - Tak fordi du løder med.