Sørine Gotfredsen: Hvad tror du på?

- Man er deres afdager, at det er primært om to. - Mm. - Gå det emene, hvad jeg siger. - Svær den. Det er altid skønt, når folk er lyst til at tale om det og forholde sig til. Fordi de fleste overbrejde, det løbede i lide. Jeg hedder Mette Frederiksen. Jeg er statsminister i Danmark og får man for syssermer tid. De seneste tre år har du måske mest set med at holde pressen mod i spejlsalven. Inden jeg gør ind i den dør, så har der været tvivl og mange svere overvejser. Fordi der findes selv en nemløsning på de store spørgsmål. Vi ser at de her over, hvor der er mange kriser. I denne podcast er der bliver tid til flere de nye angser, som nogle gange forsvinder i den offentlige politiske debat. Tid til en ehrlig snak om de de lemme er, som hos hverden unækligt rummer. I hvert afsnit får jeg en ny kest. Til en samtagel om et emnet der optages begge, får at blive udfordret selv og for at blive klover. Velkommen til min podcast, statsministeren spørre. I dag i denne podcast, der tager vi fat på et emnet som vi alle sammen tror jeg har en holdning til. I løbet af vores liv forhold og stemmen, som alle er lidt svære og diskutere. Både i det offentlige rum, men jeg tror, er en af osv. Mange mennesker i det prøver i det rum, og det er tro og krasnendomst rådlig i vores samfund. Jeg har en vittet dig, så er en godt for at sente til at være min samtale partner i dag. Først og farmest, velkommen og tak for, du vil komme her. Mange tak, det er en fornøjelse. Og hvordan skal man egentlig præsentere dig? Du præst. Og kan man vel også gå til sådan flitte samfunds debatør? Ja, det kan man også se. Vi har faktisk ikke myt hinanden før. Nej. Jeg har læst mig, at det du har skredet igennem tiden. Nej, vi har aldrig taget samfunds debatør. Så det er vores, det er vores fælles deby. Ja, det skal vi køle flere år til det debatør. Præst. Det er fint, så var jeg oprindet ud af en journalist, og arbejde på det fri aktualt i gamle dage. Det er sådan en forhold tid, der leder jeg over sport i ser. Så jeg har så lidt af andre ledes tilgang til at blive tv. lov. Så du var journalist, først, og så blev du præst. Ja. Det kan være, vi likte det her en showvej. Nej, det kan være, vi vil vende dig ind til. Hvad er det, der starte over ved dig, fordi du er en af dem, der i det offentlige rum, i dem, at man kan da plade der for kristendom, og en roll til kristendom, nye vores samfund. Så man skal ikke kunne starte på sådan et helt personligt niveau, hvor når du selv er blevet trunet og hvorfor. Jeg var ikke trunet, der var jo. Jeg tror, det handler meget om, at man har en fornåle mennesker, er trunet, der grå frem i en i tak med, at man bliver moden og begynner at se just overveje, at man selv er. Der var bare en her, jeg var så mange tanker om, hvorfor vi er her, hvorfor vi skal dø, hvorfor man ikke gør det gode, men så altid er det store overvejelse. Men du er først, jeg kom op i et gostik, op i tjivrende og begyndt og læsseren kirkket gode, at trunet den sådan begyndt og festen, der siger, i mig, fordi jeg skulle have en vejleder. Kan man sige til at tage mig ved hunden og set over på meget, at det ikke selv kunne set over på. Så jeg havde alle fornemmelserne i mig, men de var ikke blive articulere og kirkket gode, han kan det, det er det, man er sige, kære læser, nu skal jeg hjælpe dig til at finde ud af, hvad det vil sige, du er forhold til gode. Og hvorfor sykte du det? Prøv lige at prøve at forklamme det, fordi det er måske. Og det jeg selv har det svært med, tror du, det er tanken om, at nogen tager mig i hunden og fortæller mig. Hvordan man skal se på ting eller overset ting, vil du ikke lige prøve uddyp det? Ja, og det er helt særlig, vi kirkker over af, næste, at han ikke fortæller, hvordan man skal se tingene. Han leder én på vej, man får et puff, og så kan man jo selv voldet, og man har lyst til at gå videre, eller man vil gå en anden vej. Jeg sykte, fordi jeg er helt ind til kærmen, så sykte jeg det, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke var et bedre mennesker. Den her er farringer, og være i goist, være smålig, og være fordålig, så jeg glæder sig på andre svejene. Alle de der små, men egentlig, alle vorelig, bræst i en sjæle liv, som jeg har tidt i det liv, undret mig over, eller erget mig over. Jeg ikke bare kunne være bedre mennesker. Og når man så forgøner, og spekulier meget over, og det under det gode ud, og hvad det egentlig vi sier, har en frivilie, og hvor meget bestemmer man i en selv over sit sin. Så er det nærlægne at begynde at gå i retning af det religiøse, fordi selvom vi har stor fyllisofi, og vi har stor vedenskab, og vi har altid her ting, og vi har masser af stykologi i modernen verden. Så er der bare nogle nøgge andre og dygter i menneske sender, som jeg tror, man sidste ender ned til at finde i det religiøse rum, fordi vi kan ikke få de indigivlig svare. Men vi kan få en åbning op i en måde, der er andet en bare de menneskelige, og så er en forstilling om det gode dummlig, en forstilling om evigheden, en forstilling om det rene gode, som jo er i kræssendummen er Jesus personifiserer. Og en forstilling om, der skal være en anden stemme, der bruger en i mitt liv og er med til at fortælle mig, hvad det handler om. Og det var meget, det jeg sykter, det var en anden stemme, så jeg ikke bare helt tilskoghjør på mig selv, eller på andre begadet mennesker man på noget helt andet, og god af det der er noget helt andet i nors. Hvad har det så betydet? Det er et voksen menneske, som var det så blevet journalist på det tidspunkt? Ja, det var jeg det var sikker der omkring, hvor jeg arbejde på det fri aktuel, og så studer jeg tilologi, hvis sidder jeg lidt sådan af, at jeg løsker den et doble liv i nogen år. Det kom til at betydet utrolig meget, fordi for det første kom til at betydet, at jeg skulle være præst og ikke så nødlig slenger, og for det andet så gav det simpelthen i mitt liv en fornemmelse af, at både at være omslutet af en mening jeg ikke selv skal formulere hele tiden, og at være at forlade mig på, at der er en makt bag alt det skapte og bag alt liv, som i sidste endet har hånd om det her. Det betyder ikke, man ikke tager ansvar for sikker liv, det betyder ikke, at man ikke selv skal gøre alt det som mennesker skal gøre, men der er en meget stor meningsfuldighed forbundet med, at man står i relation til det der er noget andet, og som både har tænnet i sin hende, men som sassantligt også opopot, det er selvført i rette sætter mig, når jeg ikke opfører mål. Hvordan ser du på Christen Dom og Kirkken i et fyber modernisamfund, som det vil levere i nu? Det er kæmpe storsbørsmål, som man har anlysteret meget læng, fordi en ting er, at Kirkken i Danmark er umådet lidt solid, den er noget af det mest solide inden for Kirkker på hverten planen. En gamle teolog, så er Danmark er ikke til et drive ud af Folk Kirkken, fordi at selvom det ikke kommer der ret tid, er medlemstallet meget stabilt. Og masser stort sigt alle dem, der er medlemmere at Kirkken har en funnemmelse af, at Kirkken bare tager noget der er vigtigt. Og det er godt den lægger der, den skal læg op på baggetoppen, der skal være nogle præster, der tror på vores vejne, og så kommer vi når vi er brug for det. Derfor har Folk Kirkken den der meget stabile, trøkket skapene funktionen i landet, og som også betyder at folk ved, hvor de skal gå hen og det brænder på, når der sker noget der virkelig at stort endt meget løgligt, eller meget solid, at de har stedet de kan gå hen og der er ondt sagre på spil. Samtidig er der også den her synes på Folk Kirkken, at den er gamel dag, og på mange måde ud af trittmemodaniteten og masser og mennesker som sjællekommer der har altid rigtig mange holdninger til at være et værsted. Så der er sådan en push i dubbelighed i danskere synes på Kirkken, den skal være der, men de også meget enige om, at den på mange måder er et levn, men det er et levn, de holder fast ved. Og så det selv, det er valantiseret på kristendom, det er fuldstændt individuelt, men hvis du går ud på gaden og spørg ind til følge i danskere, tror du på Gud, så er vi vedkomene. I nogle ganske få tilfælde svar ja, og jeg tror også på, at jeg synes, at Gud søn, og langt de fleste, hvis svar er nok et eller andet. Vi har meget få virkelig af til i større det her land. Det er en lille forbindet flock, som vil have en sennisten deres egen dommetik, der er så egen meget stabile tilgang til, hvad der er sand. Men der er ikke graf mange af dem. Men hvad det siger, at der du er barn, og der kommer du faktisk ikke i Kirkken? Og jeg er ikke noget af, at jeg ikke sådan på dem måske til jul, og du dybt og konfirmere. Ja, dybt og konfirmere, og vi kom der en gang dem jul af dem, men jeg var också op i et helt amengelig sådan kulturkristend hjem, hvor der har været respekt for at biblende den, og så har man alvorlig eller den græn, når man ikke er, eller sådan der har været respekt om det. Men ikke Kirkken gang og ingen kristende vaner i medium. Det er faktisk lidt sjovt, fordi jeg er kommet meget kirkken, men er faktisk ikke sikker på, at jeg definerer mig som trunne. Jeg definerer mig helt sikker, det er ikke som det måsste, at det. Men altså kommet meget folket kirkken, fordi jeg har været meget aktiv efter efter, som en spider-linen-organisation, men nogle meget stærke kristende røder. Og så kommer man meget kirkken, der er sådan nogle faste begyvenhed i løbet af år, men det fyller faktisk også en del i sangene, og det fyller i den store spider-liverne, og tusind vise efterført med hverdår i juland og så vil jeg se, jeg er egentlig altså kommet meget kirkken, men er stadigvækigt noget til det punkt, hvor hvis du spørg mig trod du på en god, så vil jeg faktisk ikke kunne sige, jeg er ikke sådan, jeg definerer mig som altist. Og jeg husker selv, at jeg var sådan meget tydeligt, jeg var meget tætknüttet til min farfer, og min far var meget tætknüttet til min tansfarig, så vi havde altså hans far min farfer, var sådan vores, det var meget tæt. Og det er hende døre, der sidder vi, jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor vi sidder på golved, min far jeg, det plejer jeg ikke af sid på golved, men det gør vi altså den morgen efter handen var død efter noget, altså et så en længere syddoms forløb, og så hører vi, jo hannes møllehavn, anlænet, altså jo hannes møllehavs tekster som anlænet sønger. Og jeg kæder det og er så handen bevægnet man, så det var os okay, han skulle have fra, men alligevel sådan en sovfuld, meget specielt mån, og der taler vi om, jeg kan tydelig huske det, man lægger mange år tilbage, jeg er ganske ung, at der vil vi gerne have den god, tal om min far jeg om, fordi vi havde, vi havde haft ikke på det tidspunkt, nogle af os, og tal om, i dag vil det have virkelig været ret og have en god, sagde det til hinanden. Ja, hvor gammel var du der? Ja, men altså, er vi fem og fem og 20 år tilbage, så noget? Så jeg har nok et omkring. Nej, det er lidt 20 år tilbage. 20 år tilbage, så jeg har været sådan i med 20'erne eller sådan noget ikke, men på det sikkert borgne, der har du vælg, der tænker om kuyageene tro på god. Ja, og ved du hvad, det der altid har afholdt mig, er faktisk dit argument for tro, men ikke det er den. Ja, nu er det rigtig du havde flere, men du starter om med og siger, at du bliver nødt til at finde ud af, sådan høre dig i hvert fald, hvorfor vi er, som vi er. Og det er nok det, der altid har afholdt mig for at udfordre, og udfordre skal det rum, så nøj rigtigt, fordi jeg har så svært ved at forlæge mig med, hvis ansvar ikke skulle være med dered. Både for det går, for det er dårligt. Jeg håber ikke at få det til at lyde små med ansvar, ikke med dered, fordi det er det. Der er faktisk en teolog fra de forjehundere, som sagde, Gud er, at der ansvar. Det er sådan en grundsætning, der er i teologien, fordi at kærlighedsbyde de Christen, der om er, du skal elskere. Og det er dit ansvar, og gør det. Og gør det, og gå ud og leve det. Så selvom jeg har en stor trang til, og set år på, hvorfor vi er, som vi er. Vi er jo fra, hvorfor vi skapt, og hvorfor vi fallet, som Christen, der om jeg opfølte, og så vi fallet ud af den rene, Gud billig tilstander, så vi har en længslæfter det. Så tror jeg, jeg bestemt, hvis i, at det enkelt er menneskes ansvar bliver kun større af, tror jeg. Fordi man står til ansvar for en og mere en blot sig selv, og se, at med mennesker sidst ansvarer også ansvar for Gud. - så ansvaret er et et af min mængedskøds. - Ja, men det er et mængedskød. I min øjen får du ikke et større ansvar inn at gøre de dyberste for andre mængedskød. Nej, og det siger Christen opsessendelig også, det er medmængensket at et ansvarer skal elskede de næste. Så det er næsten medmængedskød, der er de konkrete ansvarer. Men for at kunne udleve det og noget jeg tror på, fordi jeg har et skeptisk mængedskødsøg. Så jeg har en mistanker om, at vi opfølger os ud om det ansvarer, hvis vi kan slå i bastet. - Hvorfor har du et skeptisk mængedskødsøg? - Hvad betyder det? Fordi jeg tror på det er unge er jeres. Og jeg tror på, at det kommer til udtryk i hast. Det skal sige det til ham, at spændt brækment flere gange. Det har jeg et tro på, at vi alle de små ny anser af selvvisket, som vi alle sammen har, og forfændelighed og stoltighed og donelskab. Alt det der, som man også tidligere kalde de syge dødsønder, alt det som er i og som gør vi ikke altid, gør det god og ikke altid, tænker godt. Det opfæller jeg, som en fly af ny anser af, at det er unge finnes. Og fordi jeg tror på, at det undre finnes og i vores motiver ofte er selvvisket. Og det er både fordi, at jeg synes jeg har set de omkring mig og fordi jeg synes jeg helt kan mærke de i mig selv. Så har jeg også en mistanker om, at hvis jeg skal stå til ansvar fra mit medmænske, så skal jeg hele tiden have et meget fast krib i mig selv for at gøre det godt nok. Og fordi jeg tror på, at Gud finnes og jeg sidste eneste også ansvar for ham, så tror jeg, at det troende menneske, ofte at alle løber Gud hedden, fordi at man gør det også på grund af det ansvar man står i overfor Gud. Men er det fordi du er bange for hans reaktion? Både jeg er nej, det vil man have sagt tidligere, så vil man have sagt, når man så stræffer Gud, og så ryger man i helvedet, som det går opføres overlig. Så den returik bruger man ikke længere. Det fordi jeg er bange for, eller utryk ved, eller flå over, at når jeg har fået det her liv og god, og han har lagt det i mine hende og god og pass på dig som mit medmænske, så det ser man for skamfund ikke at gøre det. Så det er lige så meget en følelse af, at jeg svigtter den store menige med at høde, hvad et mænske vil jeg ikke gøre det. Og så kunne du sige, at man kan også følelse, at man ikke er tronet og jeg kan også godt lage, hvor mange mennesker det opføres om lidt. Jeg tror bare i det store renskab, at mænske andre endstringer så mere, når det lever i den der er frukt, hvor det er god domler. Det er jo ene noget, fordi når vi som mænsker gør det bedste vi kan for andre, så får vi primjen med det samme. Det er jo ligget om det er i tættere relationer eller det er i relationer, der ligger lidt længere væk, når vi hjælper hinanden, når vi stoler på hinanden, når vi giver hinanden plads, når vi har hinanden srøk. Alle de, og det kan være ståersmål, haldinger, så er respondelen for hinanden, den er der om et samme, og det er den jo faktisk også måsat. Vi ved godt, når vi går ind over et eller mindstges grænset eller selv først eller ikke respekteret af den og mindstges. Hvad det nu er? Så jeg synes jo egentlig, at Geitens nok. Har du tænkt på, om den også ville være, der hvis du ikke lavede i et samfund som er gennemsyget af Christen? Det er ene, det tror jeg overhåd ikke. Jeg tror, at jeg er jo menslige stærkt tilhængere af folkkæng, som du er måske overnøkøbet i nu mere. Jeg er sådan virkelig hart kort tilhængere af den danske folkkæk. Jeg er ikke ind af dem, der synes, at det er et laven eller det gamle, der synes jeg ikke, når han viser, ten der er en overlevering for andre af det gamle dag. Eller der er noget dårlig for bundet med det. Jeg mener at folkkækken er noget af det vigtigste, vi har i vår samfund. Både fordi den er en ondeling og en banal fysisk ramme, om noget af det vigtigste i vores liv. Jeg er det selv, så den er min mor for over tilbage, det er svært døde af kraft, og vi skal sige forvelte hende. Hun vil ikke giftes. Det vil hun faktisk ikke, folkkæng. De gift min mor for at op på rådhuset, hun vil ikke begraves frem kyrke. Jeg har det selv, at jeg har gift i kyrke. Og min børn er konfirmære, det er selv, og vil også gerne begraves frem kyrke. Men hun vil nu min mor ikke. Jeg synes, at det ikke er kyrkelig rum, jeg synes ikke, det var det bedste steder sige forvel. Der synes jeg kyrke den kan noget helt særligt. Så der er nogle livsbegiven, hvor vi er, vi er sammen og døren lukker og det er nogle salmer. Jeg elsker salmerne. Og den ordene ved at vi er ikke i dem. Og der er nogle ritualer, der er en høj tidlighed. Der er nogle tidspunktet, hvor vi rejser os op. Det gør vi alle sammen, og man kækker blusetende. Der er den, både den ondelen og den fysiske ramme, omkring vores skift i livet. Og nogle meget meget salmerne nedslag er vigtig. Men der er noget, der er endnu vigtigere. Og det er jo mange hundere års samfunds udvikling. Og der hvor jeg synes, den danske folketkækker kan noget særligt der, at den har igennem mange hundere år været kyrke og repräsentant for en måde og betrakt mennesker og samfund på. Og derfor vil jeg også sige, at når folk sier til mig og du også entyde det før, man kan have sagt en tager på sit medmænske. Bare ved at det er medmænske der er nok. Så vil jeg sige, at det er, at det er lærstalvis ved om 200 år, hvis folk ikke kjerne er bed udefaset. Ja, men det er jo ikke længere. Ja, det er godt, det er jo det, du ved, hvad man skal. Nej, jeg løber den hele, men den er der nogle, der mener, vil man naturlig. Og når jeg er i det battermatist, så sier de altid, men mennesker kan sige sig selv, hvad der er godt. Og det tror jeg, der er jo højig. Det tror jeg faktisk at højig på. Når hvor ved du det fra, hvad der er godt? Jeg tror ikke, jeg vil poste, at jeg ved det hele om hvad der verken er godt og lån. Men jeg er jo opdravet meget bastand, om man vil. Jeg har vokset op i en familie, og de hjem, hvor der var ting, der ikke var til diskussion. Jeg er ikke vokset op i sådan et familieuden, altså uden hele kig og udenstruktur og uden, der var noget, der var mere rigtig det, den noget andet. Så jeg tror, jeg tror er meget, det jeg bare møder, det er en familie-tradition, hvor der er nogle voksen, der har været meget, meget tydelige i. Der er noget, man skal, og der er noget, man ikke skal. Der er noget, man kan gøre, og så er det ting, man ikke kan gøre. Der var også ting, jeg ikke kunne fordra. Og det tror jeg, der er et nogen, der synes er jo tolig gammel dag. Men sådan har jeg det faktisk stadig væk. Altså, jeg er ikke relativist. Der er nogle, hvad de er, der er vigtigere andandre. Der er også noget, der ikke kan diskutere. Ja, og man kan også, hvis man skal forstille sig et samfund, der blev ved med udvikles af en humane og god retning, må vi passe på hinanden. Så har jeg svært ved at følte til det, til at det er noget, vi bare selv, vi vores intuition og vores begagelse, og fornuft kan forme. Der skal være en etisk ramme, som ikke er til diskussion, ligge ligesom du blevet opdraven. Der skal være en overleveret enighed om, at der er noget, der er etisk rigtig. Altså, de fleste, der skal kunne ikke drømere, hvor man smidt affald på gaden, for eksempel. Det har jeg ind og siger. Ja, men mange er også kunne ikke drømere om det. Nej. Og det er jo ikke, fordi vi være eneste gang, hvor vi kunne smidt affald på gaden, sikker jeg, jeg laver mig smidt affald. Det er så, vi kommer ikke. Vi kommer slagt til at hænde. Og det er, at det er det, at det skal sige, at man intuit bare ikke gør det. Og det kan jeg godt være lidt bekømere for om den selvfølgelighed, den overlever. Men jeg tror ikke, der er en selvfølgelighed i os. Altså, fordi hvis du ser på det lille spedbarne, så det der kender tagerne spedbarne i forhold til resten af vores liv. Det er jo, at spedbarne kækket behovsuset. Nås som helst. Man har en selvfølg med egen til at sætte sig til sid. Det er regner overlægelsigste. Når du er sulten, så græder du. Hvis ikke du får øjen kontakt, så for svinner det lille menneske i løbet. Øgen til, hvis ikke du får omstå, så kan du ikke udvikle dig. I virkeligheden er meget, at det, der omgir vores børn og hele børnopter, det er jo at lære og sætte sig til sid, fordi der er en helt søskende flok allerske har affens med. Du kigger for din ville, fordi der er en stor brus som også skal have hjælp. Det er meget afsusialiseringen til menneske i virkeligheden. Du fag ikke altid vigtigt. Helt, og det er ikke din behoved, der er vigtigt. Jeg siger selvfølgelighed, så det er sendt, at vi har arvet i mine øjne den kristne traditionen, for hvor man pande er en anden. Den er ikke med født. Nej. Det tror jeg er rigtigt. Derfor er jeg mener jo, at folkhænger er en af de bærende søle, en af de allervigtige stedende steditioner. Og spørgsmål er jo, hvordan man siger, hvis man synes det. Det tror jeg, vi tror er en i om, at det er, hvordan man siger den i fremtiden. Vi sikker, vi tør op for folkhængen. Og vi sikker, vi tør sig, det gæller os som jerv politiker. Der er religionens frihed i Danmark, men der er faktisk ikke religionens ligehed. Nej. Jeg indtager os kristendom for, hver ikke blot den beste religion, men også den eneste sannere religion. Og det siger jeg, jeg vil, at jeg tror det, jeg tror. Det tror jeg ikke, jeg kan få der. Nej, og det er også, det lyder også, at jeg er jo også vores grøn, men det er altid undret mig, at hvis man siger, at man tror på Jesus som Godshøn, og det er det kristendom i sin kærne er. Så er det meget mærkeligt samtid, og skulle relativt være, at det vil jeg sige, at en andre religion også kan være sannere. Jeg har meget så været, at sætter sannhed en to forskellige stedet i to forskellige bekendelser. Det var så følgelig jeg meget helt nødstadet til at sige, at jeg opfatter kristendom som den sannere religionen. Og det betyder ikke, at jeg heller, at jeg ikke har råd med til et andre kæftrupper, hvor de ville. Men det er jo klar, at det er en næste skridt, og den måde du definier det på, er sådan den samfundsmæssige, lidt instrumentelle måder sige, den har sige, man viser at virke rigtig godt og kunne indgå i en moderne udvikling. Og så er jeg selvfølgelig nysg af efter at vide, om du også vil sige det afnede. Men det er jeg ved godt, det er et voldsømt. Ja, men jeg tror, at jeg krever, at man har et andet forhold til Jesus. En det jeg har, fordi der lever vi jo to i en helt anden forskellige erkendelse hverden. Ja. Og jeg har jo heller ikke samme behov for at kan man sige at definere den del af kristendom. Det er ved, at jeg vil troldes al en mere sin tilologisk tilgang til den jeg forskellige årsager. Og det er heller ikke helt færdermes, sige, fordi det er en masse af mennesker, som vi sige, de har et forhold til god. Eller tro på at god findes ved også sige, eller ved også bagge ved spørgsmål om, ja, men det må du definier nærmere. Fordi det er ikke sikker man kan. Og det er heller ikke et værd menneskes opgave. Det er præsters opgave, og definier tingene nærmere, så vi kan udlægte det. Så det er heller ikke forhold, og det er ikke fordi jeg får vende dig et alle folk kan gøre det, men det er en nysk afighedstanket i forhold til, når folk sier, at de ser dig kristendom højt. Så vil man altid være folk som præst og som mig gerne ved, hvad ligger der egentlig i at man sige det? Hvad er din tange om, om det er, at der kommer flere med en andre religiøs borgronen i vores samfund, der var bare, da vi to varks op. Hvad betyder det? I min lev tid og i min tid i det battende, der har det betydet, at begreppe religioner blev enormt centralt. Det er virkelig blændt stor, at det er både den politisk diskussion, og at det battende i det hele taget er hele, hvor så kalver de kamp, der har kørt den over at tige. Der har religionen i resentrum. Det har den været, fordi de slame kommer til Danmark, og der blev en lang større bevist til om, hvor dybe røder mennesker har kulturellt og religiøst. Vi fødes et sted, og vi bombarderes af indtryk og over og normer, og vi bærer det mere, når vi rejser til andre lander. Det har vi underkendt betydningene, hvor meget vi bærer mere, som er arbejdet og overlevider på vores forfæder. Jeg synes, at i gode grund, at det er virkelig opbygligt, at man er overre som meget på det sted, hvor man er sat, fordi det er med til simpelthen og formet en personlighed. Det er med til at gi en balkansie i lide og noget og mål, så selv i forhold til, at der andre der simles, kunne du høre, hvad vi har troet på før dig. Jeg synes, at det er på mange måde sond for, så vi har lært været i betydet og vokset op i et helt konkret sted i verden, hvor man tror på noget bestemt. Det har været en stor øjnepen, hvor mange dansker også for mange politiker og lærer, at religion og kultur betydet inder lidt meget for virkelig mange mennesker. Og stemmer dig selv, kan sød over på det, det vi opdager, at der er fra ekseonsmønst og selv opfældelse hænger sammen med det, man er opdraget til. Og så er det betydet, at vi har haft en masse skenerier og vi har haft en masse stor voldsomdiskussioner om, hvad det hodet ved sige og tro på god. Og når vi spedprås i bortfall, det destruktivet og alt det demonisk øjnepen, det vil jeg, som jeg også selv hænder, var hende af den del, at jeg lappes en bortfall, og kigger tilbage på det seneste vortier, så tror jeg, at der kommer religiøs forstand og er kendt til som jeg siger forstand, vil ikke gå ting ud af det. Fordi det er simpelthen noget, der sker på vores bevistret og sker på den i forhold til de religiøske, sker på den i forhold til, hvad det vil sige og lieusammen, når man tænker meget forskelligt. Det skal jeg da ikke lære det jo, så det her var voldsomt, og der også kommer meget problemet ud af det, og vi har masse problemer med integrationen, det ved vi allsam. Men i forhold til danskernes opfattelse af, hvad det vil sige og lieve kristen land og være et kristent menneske, eller arvend kristent kultur, og så kælde det, og tror jeg, at det er faktisk mest i opbyglet. Jeg har det på samme måde, som du har, at grunnækne to på, at vi bliver uformet, og så ufattelig mange ting, som vi slet ikke forstår, når vi bliver formet af dem. Det er jo alle fra traditioner i familien til sangene, vi søger, som er en helt dansk sangskat, som er ret stærk, voldsomstærk. Børne sangene, der vi søger ved højtiderne, det saltmående sangtans, det er jo rigtig mange begivenheder, hvor vi søger, der er meget overlevering i dem. Men det er jo, man forstår det i kæl over der vejse. Jeg kunne huske, at jeg rejste til Afrika første gang, der var 18 år. Det vil vi meget unge. Kvinde, der havde noget der langt ud på landet i Kenya, og det var en af de første gang, jeg fik spørgsmål om kring religion. Det er et ekstræmte religiøs samfund, at det er hele de Afrikaanske konzendt, men i mange mange forskellige retninger, og der er både noget, sådan, det er helt traditionelle, og en el i religion overtro, som stadigvæk spiller en rolle, så det er nogle af de, der er sådan meget, som en lyt energiske nye kirkere, der døgget op, som har sådan en meget stærk social liv. Og så er det selvfølgelig den katholskke kirket, der spiller en stor roll, og så i slam er det kommet ind og spiller en meget stærk og rollen, den gjorde bare for 23 år siden. Så religion spiller en meget stor roll, og jeg tror, jeg har fået så mange spørgsmål i mitt liv til midt, om et lille maj og midt fåhold til religion, som der er kommet til Afrika. Der var så en del spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Det var faktisk også først gang, der var en nogle, der spørg, hvorfor har jeg en dronning i Danmark. Det var så stod en rejk, som en unge mennesker, der jeg har fukert til, om jeg ikke demokratier. Vi har været den spæste demokratier. Det kunne jeg ikke forstå, hvor man kunne blive ved med at have en dronning, og så kalte så, så jeg, men op, det har det ikke som barn. Og det er jo tusner, at jeg tænkte, vi lægger en laj på laj på laj, som former os og gi os vores tilhøres forhold. Det er faktisk, der for jeg er så stærkend tilhængere af folk i kækken. Men det der kunne være, når du spørger om, det er det, hvad betyder det med, at der er andre religioner? Nå er det, som er begrejde lidt i Danmark, det er, at vi så længere om at opdate hender vi vokser op. Fordi jeg har også, jeg. Ligesom dig, jeg har jeg også været op i 20. før jeg begyndt at fattet fundamentet egentlig, for vente vi her. Jeg burde, at vi lærer mere, noget tidligere om, hvad vi kommer og hvad vi er rundet af. Fordi det kan jeg også se, når jeg har konflimenter, at der er et viding om Christen, om at kirkere og historie, det hele sæd er alt alt for alle fra Folkesgolen i dag. Så man skal virkelig. Der er rigtig meget, den danske, den danske unge menneske, skal indhænde sig selv. Og det synes jeg er afligt, at man ikke får forærdet noget mere, for man er lille. Er de ting? Det der er udfordringen med relgjoren, så roligt det er, at det ved jeg ikke om du er enig med mig, man kristendom er jo en lidt tilbageholden relgjoren. Der er nogle symboler, selvfølgelig, der fyller i vores offentlig rum. Der hvor jeg bor, der er ranger kirklokkerne. Fast, og det er sådan en del, at det er klokken 20 år om af den, der ikke er altid, der er sådan længere. Men kirkken er et stærk symbol. Men det er ikke en udfordring, og det er ikke en religion, der er andre om, og til sidst set, hvad de måtte mener eller gøre. Og nu sagde jeg selv af meget, meget stærk tilhængere, og relgjoren er frihed selvfølgelig. Det er jo meget, meget fundende. Man sagde du meget til et andet menneskes tro fra det menneske. Men det er vi opliver i dag. Det er nogle konflikter om kring relgjoren, hvor religionen på en hel anden måde, vi er vandtid, der måtte vi være for lige modernetid, træet ind i vores falles rum. Og plus de sådan definerer, hvad man må spise med, for eksempel, eller der skal være plads til man bærer i løbet af arbejdsdan eller i løbet af skoldan. Det er en helt anden måde, og hvad er sammen om kring relgjoren, eller ikke være sammen om relgjoren, end det vi har været vandtid. Ja, og det som, og det er jo også, det har røstet mange danske høj, det er jo, at det bliver mindre om, hvordan nogle relgjøse mennesker farske udlever deres tro på en hel anden måde. Og det rigtig kristendom er en tilbageholden af religion, fordi den er ikke en lov religion. Den har jo en logn, du skal elskere god, og den niste som du selv rasten er sådan set ind i din sombittighed. Så du skal leve, som troende menneske i følge den. Du skal ikke gøre noget bestemt for at være en rigtig troende ud over og passe på dit mændsket. Og derfor kan den virke meget tilbageholdene, og nogle vil jeg også se, i en kristendom, en asser tilbageholdene, at den næsten udrøder sig selv, fordi ingen kan se den. Og der er det jo bare virkelig, hvor store opgave i kirkene er blevet med og prøver forklarer, hvad betyder det egentlig, og leve i forhold til god og overhold til det egentlig kærlighetsbud, og det hele taget hvad bevest om, at man står i godesforhold, og ikke alle de udøvende eller de udfarende skige som lorreligjoner har. Men det er faktisk derfor jeg godt kan lide kristendom. Det ikke er en kærlighed. Og det er faktisk dernede. Når det er vigtigste vigtigste vigtigste. Ja, men det er der også. Og det er jo en. Det tror jeg også mange folk glæmer ting på. Det er en hyr og progressiv bevelse i en religion. Det er jo det, der gør Jesus til historien største revolutionære. Der er jo han går ind i verden og sier glæm alle de der påbudte handlinger. Hvis du overholdet at kærlighetsbudet så overholdet du det vigtigste. Så behøver du ikke klættet på en bestemt måde eller spist, når en bestemt mad. Det er det ene stående, at han gør den og laver den revolution i den hele et religiøse tanke. Og vi er så vant til, at vi har glæmt langt hende varien, hvad det betyder. Og igen på grund af religiøen mederen og på grund af Islam, er vi bledet mind om igen, hvad det egentlig betyder, at Christian dom ikke er en lovreliggjøm. Men ud over og konstaterer, at det er god ved det ikke er en lovreliggjøm. Jeg mener faktisk, at Christian doms kæmpe bekæmpe ståstyrke, at det ikke er det, fordi der er så mange udfordringer når en religion er en lovreliggjøm. Så blive jeg bare mærke i det, så er der også en risco for, at den kommer til at træde så meget afbavgrunden, fordi der er andre religioner, der er meget mere frembrusene og på den selv også konfonsaturiske. Jeg taler ikke om den, men det kan vi jo se andre steder. Og hvis vi er etie om, du og jeg er, at vi er et kristendland. Og det er kristendom, der har en meget, meget stort del af erren, for det land, vi er i dag, og for folk, vi er ikke alene. Jeg synes jo også, der er nogle andre stærke institutioner, der har spillet en stå. Hun er, hvor det er overhudtig, hvad det kristende budskap og de kristend traditioner har betyret for udvikling, at det i javmænder er værdens bedste samfund, nemlig i dit danske. Så bliver vi jo vel noget til stå op i virkeligheden for kristendom. Vi sikker på den kan klare sig selv. Ja, men det er et godt spørgsmål. Kristendom kan klare sig selv i den forstand, at kristus lever forn overbliv meget domesisk. Hvis man tror på, at det kjerne i kristendom er, at kristus lever, selvom man ikke har længere, kan det ikke dø. Men den kan få sveende fra vores bevistighed og den kan sige ud af samfundet. Så vi hele begynder at nedele kirkerne, øjklinger og søng og selmerne. Og i det hele taget bliver blinder døge over, for det som er de kristende tegne i dag. Og når du siger stå op for kristendom, så handler det i allerede højste grad, fordi vi ikke har nogen popbud og helvidsforde. Så handler det i meget høj grad om, hele tiden bliver ved med at tale om, at vi er et kristend samfund. Ta børn med kirket lærer dem at søngere os, fud den iminente selmeskæt. Og det hele taget prøver at gi den arv og videre. Men arven er den her ondelige arven er i selmesang, den er i bøn, den er i over, den er i kirkegang, den er i. Den er i det, der kan indtil kreja sig en verdag, som ingen rigtig kan se. Men som i høj grad er forældre endes opgaver og giver vedere til deres børn, og den har vi også underkendt betydning af, hvad betydder det egentlig af fortældes i en børn? Hvad man selv anser for vigtigt og hva vores forfæderer har gjort i år 100'er før os? Så det er jo en lang fortælling, vi står i, og noget af det som jeg har bekytt mig mange år, det er, at vi underkender, og det synes jeg bestemt os sker på kristendens bord. Men man underkender betydning af og hold for tilingen leune, det er det vi er her til, jeg har sammen for, det er blivit med fortælling, hvad vi tror på rigtigt. Men det er til sand, fordi det er jo der er mennesket går fra, hvad mennesket til at være civilisation. Ja, det er der, det er der, hvor vi begynder at fortælle historie. Ja. Og i samme sekunder, vi underkender det både hvad det betyder synes om, hvad det betyder og fortælle historie. Så er vi ved at glimme vores identitet og vores civilisation. Ja, helt enig. Men det er jo det, og det er jo så teninger i grotterne, som er det her, som man er der først. Men det er jo der, når du begynder at overlevere, hvad mennesket kommer ud af. Så går vi fra bare, hvad er individer, og ret bare bare skal til at være en civilisation, fordi når først den første tening er der, så kommer den næste som forfinder den og så gør den endom jeg kvækker. Så kommer så på et tidspunkt på en bookstavende, så kommer borgen og så videre. Og jeg, hvis jeg må stille dig, at den ønsker at spørgsmål, så går jeg godt ting med at spørge dig, om du ikke kan være bekømere over, at helt den her fortælling og onslivet og indsikken i vatsradition betyder, at det ikke fyller mere i den politiske værden, jo, og den politiske debat. For det er jeg, når jeg delter i mange debatter også til at med politikere og de bliver tog i øjnene, når vi kommer til at tale om de her ting, selvom mange inden i på elernet plan godt ved, det er høj og vigtigt, man kan tale dig om det. Men jeg er delet af den bekømme en til ful og kan konstaterere, at der er også, man er noget med proposionaliteten i den politiske debatter. Vi bruger næsten enget tid på at diskutere de fundamentaliske børsmål. Hvorfor? Jeg har selv to forklaringer på det, det er ene, er helt banelt, at den måde den politiske debatter kører på i dag. Det er den kører i en extrem hastighed, 24/7. Når det opstår i et landen problem, så er det første spørgsmål, der kommer det at valgte, du gør ved det. Der er ingen der længere stille, så jeg ved, jeg skal lige overveje. Jeg skal tænke mig om, jeg skal have en samtal med, der er en hermengelse først. Der er sådan et hele vores tid, skri jeg hele tiden på, du svarmte det samme, også før du var tænkt om. Jeg er ingen, jeg er en ingenting, vi alle er altså en del af den udviklinge. Men jeg tror, der er noget dyber, fordi det er det, jo bare sådan et billet på vores tid. Jeg tror, der er noget dyber, og det er en, altså det, der er vel skær i sådan en efterkristiden, nogen orteer, der er efter. Der bliver det svære og svære og lave rigtig politik, i samme sådan globaliseringens formkomme, som har skabt rigtig meget godt med sig. Men der er det så meget med de politisk rum, i virkeligheden bliver mindre, fordi der er så stærke kraft, at vi kan ikke rigtig få politik længere. Altså, det er svært at forklave, men du kommer ind i sådan en period, hvor de står spørgsmål, hur er i virkeligheden væk fra den politisk dag, så om fordi du har sådan en fornemse af det, kan du ikke rigtig, du kan ikke gøre noget ved de store ting. Og derfor ender du i sådan noget helt konkrej, altså hvor mange pæter går, skal der være på en stuende børne, og det er ikke fordi, min møst og pænker, ikke er vigtigt. Men det bliver helt sådan, det er sådan meget konkrejte. Og i virkeligheden aldrig, det er helt fundamentale. Det findes der sådan et glem. Nej, og det er jo også nu, hvis den materielle udvikling nu tager laagt om penge og så videre man hele den ikke ondelige måder, siger mennesker på. Er jo bare blive meget meget stærk og lybget af en moderne tid, og opgæm 1910 og hele den psykuliseringen, at vi den sker bliver tilgang til mennesker, hvor man sådan har en forstilling om, at det kan formes. Det var ofte, der var en af unløggerne, vores indvarningspolitik. Vi troede, vi kunne forme mennesker meget hurtigt til at høre til lige her. Og underkente, hvad et vi enige rummer er dypter og overlevedet. Og der er med langsel. Altså langsel for det, man har forlatt i eller højst. Kan jo være så stor, at du faktisk ikke kan fald til, at andre sted. Ja, kan det der. Man kan bare se, hvordan man selv vil have det. Så det er ikke så komplicet, men det er bare det, jeg synes, at den politiske debat har været slæmt til at videre føre, det er der ikke ondelige mennesker syge. Som bregger i et system, hvor man kan få det bedre, hvis vi juster lidt på velle færende. Så veder vi, hvor der er sådan et blinde vinkler, som jeg bare har en stor drøm om, at man i den politiske verden, vi får ondt og op for igen. Men det vil en kompe af, at vi ikke er under og magtere i det politiske. Det er sådan en særskildt problemstilling. Jeg kunne så måske det drælse magt og kirken det. For det er så tør folke kirken i dag, hvad folk i kirke. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, en folk i kirke, der turtretter er mere i karakter. Og ikke være relativist. Ja, en udfordring. Men så er der også noget historiskide, fordi vi har været igennem nogle tid, og hvor der har været en underlægende tanker i vores samfund er, at vi kan forkaste alt. Jeg kan ikke forkaste som en næget tid, men fra halvfærdserne er frem. Der er den her skne dog tre nio, at traditioner er ligegylde. Nationale staten, den faller, var jo var noget vrevl. Dengang man begynder på stod det, og det er også vise efterfølgelig, at vi faktisk stadigvæk betrakt er også som danskere, før de fleste er også før vi betrakt er også noget andet. Og så er der så kommet noget ovni, nemlig, at det er jo mange bliver betraktet, som verne forkert og på grund af udlændningen spørgsmålet, hvis man står i sin egen ret som dansker. Og det er jo lige fra flad, som på et tidspunkt, for folk er ved, vi ved ikke her noget med dandetbrug og gør, fordi det er overtaget af et andet parti, eller vi må ikke sige om at markere, at i Danmark er der noget, der har en større, hvad de er noget andet. Og hvis ikke man tørte det, at vi ikke tør sig, vi har nogle traditioner, vi er rundet af en kultur, og der er noget af det vi vil have med videre. Så fortættet den her udvikling. Det er interessant, at du siger til mig til at folkekirken, træde i karakter. For det er gørten på mange måder, ikke. Det har du sådan set ret i problemet, folk kirkken er jo, og det har du sikret hørt for, at den ikke har nogle lydelse, så der ikke nogen, der kan tale på kirkens vejne. Vi er en flokpræster, gør der vil 2000 troen, og der er, som alle sammen kan tale på kirkens vejne, men du kan se kun med mig, og ikke et jandret, som skame ind i sammen som mig. Jeg var så der ikke en stem, der kan træde i karakter, men du var ret på den måde, at folkekirken er også følt. Det skal man alle til at fejle, at folkekirken er følt, men de samme relativister, som er uden for kirkken, fordi vi er rundet af samme kultur og samme ipokel, hvor vi også har fået vide fra, vi var små, at man må ikke sige, at noget er bedre end andet. Der er masser, der er bank for deres egen skygge, og som pakker tingene ind og ikke tager klar for prædkestolen, og som vi heller ved indtrav, alt ting frem for at sige, "Nej, noget er kræstent, noget er ikke." Så det er du rettig. Man jeg synes, at det er befræne, når du er deres her, at som forældre, der har man også en forpligtelse til at føre den kultur og de traditioner, og den sidde væren, som man selv er blevet skabt af, men ved, det betyder ikke, at man skal gøre det ukritisk. En hvert tid får mig til at traditionerne mæser, og brænger mig ved, fordi hvis du kun tager en tradition, og slet ikke gøre noget ved den, så ved den jo det ud på, fordi der nækker længere er tidsfarende. Vi præger den jo selvfølgelig alle samme, men jeg synes, at det befræne er mødden præstet siger, at som forældre er et dammærk, hvis du en del af folk kring det er de fleste af, sommer du også selv, at tager din børn med en af traditionerne og gøre noget ved det. Jeg tror faktisk, jeg tror, alle har hørt den bræst sig til før. Vi blev tidsmødt af forældre, der kommer og siger, det var forkedelig at gå til konformationet forbredel. Det fik ligede, at vi ville jeg ikke noget ud af. Så skal man også være, at du har en forbredt, at vi ville, at det becige at gå til at komme ind i en kirk. Der følderne har en forstilling om, at det er noget, der er andre og mennesker sørger for. Og hele den her grund i det om, hvad det kan jeg sætten sættspil smart her, fordi jeg har ingen børn. Men det grund i det, når man er meget farm, hvor betyder, for hver små børn, forstiller sig om livet og mig, og god og død og glæde og lykke. Og all de der kæmpe begreber, som kommer ind i vores bevistighed fra vigtig anske små, denne idéer har været unge, hvor det er all forlægningsfølgelig af følgene af materie, form deres form børn, verdens spillet helt fra begundelsen. Og det skal vi jo sætter os. Det er jo faktisk en af de vigtigste fra alt er omgave, vi har. Det er jo at tur og sige til vores børn, at der er nogle ting, vi selv synes er mere rigtig inden nogle andre. Og en ting i kirkenbjør helt tiden hører, for jeg er at de ikke vil have deres børn dybt, fordi er børn, der skal vælge selv. Og det er jo en helt centrale arv fra vores tid, der er en vær, skal vælge alt ting selv. Og så sige jeg til, at det er deres fældre. I bestemmer i forvejen, hvad barn skal jeg på, og tog i bestemmer, hvis en skole handled hun skal gå i, i bestemmer alt ting for jeg spørg, hvorfor er i så berygningsangste over for at sige, der også en ondt i virkelig vil gerne vil sætte dig i. Og så kan du sænere de liv forholdere til, hvad du synes om den. Det er regn, grundfiske guss. Et menneskel skal sættes en virkelighed, man har arvet, som man ved, hvad man skal målse selv i forhold til. Så kan man sænere has en holdning til det. Men det her kan jo være vores afslugning, fordi jeg er faktisk en af dem, der ikke har lavet min børn dybt. Uhaj! I virkeligheden præcis, det du anklager fra ældrene for nemlig, at det synes jeg ikke er kunne til stilling til at pere deres rejen. Men jeg synes det er en interessant udfordringer for at sige, de har ødt, så bagge to valg og laver sig dybt og er blød, det er med forfølge. Det blev det sidste år, fordi vores tid er gået. Tak for at åbne op til en verden, som jeg synes du har rett i også fylder for lidt i den politiske diskussion. Velbekomme, tak for længe mod vammer. [MUSIK]