Paulus på Areopagos - Samuel Nielsen - 10. maj 2026

Jeg lært sættes og tager plads. Jeg er i en lille smule underskud af kaffe den her morgon. Vi synes, at rannere ned under enne. De i dybe. Jeg er vandet op. Jeg var en sidste der står op af sækken, så jeg fænger også over længst. Det ved jeg gik min koden på morstag, tak for det. Og så gik jeg ud i køknet. Og der er ikke noget bedre, når man kommer ud i køknet. Og den lille røde lambelyser på kaffemaskinen når man er derude. Og det damper. Jeg tog en kopp og satte mig med børnene og spist månedet. Men der var ikke særlig meget kaffe. Der var koden så en lille chatt, som jeg lige fyldte i bunden af min kopp. Og så sidder jeg, at der ikke er den, så kommer vigtur af en. Hun har lige været ud på tagerlætet og kommer ind. Og så siger hun gården ind til kaffemaskinen, holde op. Der er nogen der har drukket meget kaffe. Hvad mener du? Jeg har kun fået så lidt. Hvorfor har du kun lavet så lidt kaffe? Jeg har ikke lavet kaffe. Du har lavet kaffe. Så siger vi ikke, så jeg har ikke lavet kaffe. Hvor gik vi på den? Hvem har lavet kaffe med den her måned? Det er før vi aldrig ud af. Men der var kaffe på kannen, og det smak lidt brandt. Så det har nok stået der lidt længe. Men vi fik lidt, hvad jeg sagde. Men kaffe, det har vi ikke brug for den her måned, fordi det er tema, og den præden ser, som vi kører i øjeblikket. Det er hællion skerninger. Det er hællion skerninger, fordi den her måned er måneden, hvor det er pince. Og på pince dag er vi optaget med veterantrafet, og har åbnet helt kirken op. Så vi har valgt at sige, om så fylder vi hele måneden ud med pince. I kækta pince er mig. Har vi sagt, i kækta pince er pince søndag. På veterantraf, man i kækta pince ud af os. Ude mig. Så derfor er der en prædkensære, vi holder i geni år. Det vil jeg blive en tradition. Er det mej månede, eller hvor pince nu falder, bliver hællion skerninger. Den prædkensære, vi holder. Så jeg er en list på den måde, at vi ikke holder os til en tekst for kirken op. Men vi vil jeg bare frits fra hællion skerninger og læser derfra. Så det er derfra jeg kan se, der folk har flyttet sig fra de to første rækker. Det er klodt. Man ved ikke, hvad der kan ske. Når først vi går rogue på mosten. Men hvis I ikke har hørt fra i søndags, så synes jeg, at jeg skal gå ind på Spotify. Hører bådels prædken fra i søndags. Fantastisk. Jeg var der ikke selv, man kunne høre den. Og bådels hun har overgået sig selv. Det var en bådel af altid god. Hun har overgået sig selv den her søndag. En fantastisk prædkende om hællion, som vores kilde til liv. Og det er med at finde brønne i vores liv, hvor vi kan hente fra. Og de brønnen kan blive tilsandet. Og det her med at få sandet ud af de her gamle brønne, som vores fedt var og mød var. Hvede gradet ud til os. Fordi de går nød ikke bare. De ikke bare sig stærner, som op det var vand. Men de brønne, som kommer ned til selve kilde. Så den skal jeg gå ind og høre. Så jeg tænkte, hvad jeg skal, jeg er i tale over den her søndag. Og nu bor de 100 vader, så gør de gange. Så jeg har valgt, at finde mit øngelingsskriftet frem. Jeg er så heldig, at det står i hællionskerninger. Og hvis der er nogen, der er forvidere over, hvad jeg er hællionskerninger. I ved det alle sammen. Det er den borg efter, at man gældede og lige før rummer brædet hællionskerninger. Og det er i stort midt øngelingsskriftet. Nu er jeg ikke sådan en typen, der har øngelingsskriftet. Jeg har værken øngelingsfarver, eller øngelingssange, eller øngelingsmusik. Og heller ikke øngelingsskriftet, men det bliver jeg nødt til at have fornud af. Fordi jeg har konfirmander, der spørger mig, hvad er dit øngelingsbibler? De skal finde der at konfirmander til den store dag. Og så spørger det, hvad er dit øngelingsskriftet? Så har jeg blod nødt til at finde ud af, hvad er mit øngelingsskriftet? Men det her er, hvert fald, en af de brønne for at bruge brudtilsor, som jeg har ledet af. Og når jeg kiggede min dag, måske op til 10 år, har det været skriftet jeg har fundet frem i genere igen? Og nu håber jeg, at de sidder tænker, hvad er det folk? Hvad er det for noget? Jeg håber, jeg er lidt nysgag på hvad det kan være. Og jeg lover, jeg skal nok komme til det. Men det er lidt med sådan nogle her, med sådan bibleres for mig, som det er med musik. Jeg ved ikke, jeg har i nogle sin hørt et størg musik, som jeg har været fulstændig forgabt i. Og så skulle jeg præsentere det videre til jeres venner. Og så begynder de at søge på YouTube, for at finde den der sang. Og når man er bare "Nah, nah, nah, nah, nah, nah." Du kæk! Du kæk! Høre den på YouTube. Er det jo rigtig klok. Du skal ind på Spotify, hvor der er gode lødkvalitet. Du kæk bare høre den, på de der er en gang, hvor det er 200 og 400 frames per vettelkvalitet. Du kan ikke gå ind på YouTube og se den her sang. En skal ind på Spotify. Og så begynder folk at sidde og søge på Spotify. Man bare "Nej, nej, nej, nej, du kan ikke sidde." Og høre den på din telefon. Vi skal finde os nogle højtaler, som kan få sangen fram i sin rigtig prakt. Og så finder man egentlig de af højtaler, og så skal man tage at sætte sangen på. Og så sidder folk at snakke. Som var. Du kommer det bedste. Nu kommer det gode. Bed på det. Åh, høre det det. Høre det det. Det skal høre os i sin rigtig kontext. Og sådan er det også med det her. Sådan har det med det her bibleværs i dag. Vi skal høre det i sin hele kontext, for at få det fram. Og den betyding der har første gang i høre det. Det måske ikke første gang i høre det. Men ladde som om, at det er første gang i høre det. Så hvis vi skal have hele kontexten, så må vi. Det måske for langt at gå tilbage til første mosebo. Det er for meget kontext for jeg. Så jeg kan få lov og slå op i opostledes gernængere. Unskøl, helgjørnens gernængere, kapitel 17. Helgjørnens gernængere, kapitel 17. Og så skal vi finde frem til hverste fanden. Det er still, det er det her. Er jeg klar? Pavelus, ledsager, bragt det ham til Aten og rejste så tilbage til Silas og Timotius med beskid om, at de skulle komme til ham så hurtigt som muligt. Det er ikke det, der er mit øvelingsværs. Jeg har ikke behov for at folk skal skøne sig, det er ikke det. Men her vil det være, der begynder en historie. En fantastisk scen i Pavelus historie. I helgjørnens historie. Pavelus handler kommet til Aten. Og det var på den tid lærdomens centrum. Det var her de klodeste hoveder i hele verden, holdt til, for at diskutere undervis. Og her er Pavelus kommet frem. I det han vinter på sin medvandrer Silas og Timotius, så står der, så den her er Pavelus en vandrer rundt i gaderne, mens han vinter på dem. Og så læser vi i hver 16. Mens Pavelus vinterede på dem i Aten. Bliv han meget oprøjert over, at se byen full af augudsbilder. Det her er Pavelus første møde med Aten. Og hans første reaktion er, at han bliver for aad over. - at se alle de her statur på gade eftergade og temperer med græske gode. Det er som på godt skammeltestementeligt heller møj gode. Paulus, han er en gode jød, og det ligger derfor dybt i ham. Det er gode kæk afbildet. Gode er heli, og derfor bliver han oprøjert, når han ser byen full af statur og temperer for græske gode. Men Paulus, han giver sig til at tale med dem her, der bor her, og han taler faktisk med alle og en hver han møder på gæderne, og vi læser i hvert sødten. Han førte samtaler i synagogen med jødene og de gode frøgtige og på torget talte han hver dag med dem han traft på, og så kommer der noget interessant synes jeg. En del EP-kuratiske og storiske filosorfer diskuterede også med ham, og nogen sagde, hvem han mener, det er slud og hodet. Men andre sagde, han ser ud til at være en forkøner af fremmede goddom. Det var fordi han forkønte evangeliet om Jesus og om opstandelsen. EP-kuratiske og storiske filosorfer ser det noget. Det tror jeg faktisk, det ser jeg en helt masse og meget mere enimuskig tror, for EP-kuratiske filosorfer, det var den ene strømning der var på den her tid, og det stemmede fra en manterhed EP-kurat. Og han leve cirka 300 år før Kristus og havde skabt en filosofisk skole om krænser, og han slager den gik ud på, at goderne har ikke noget at gøre med den verden vi lever i. De lever i deres, vi lever i vores, og verden, som vi kender, er et stort tomrum, og fyldt op af atomer. Det er det grænske over atom noget uddeligt, små, små, uddeligt. Han tænkte den mindste del, man kan forstælle sig. Fyldt op af atomer, som sætter sig sammen i på enligt måder, og skaber alt det, som vi kan sandse. Og kun det er vi sandser, det ved vi er sands. Det er det vi får holder os til. Og det gik også ud over EP-kurat etik, og han søn på det god liv. EP-kurat søn på det god liv, det var, at træk sig tilbage til et liv i nødelse. Ikke i ekstrem nødelse, fordi det bliver en lydelse, som man bliver afhængig af. Men bare en moderat nødelse af sin liv, at skabe en god have af liv i. Lige omkring sin bedste venner, og så filosofier, have samtaler, diskutere, og forvidt, så vidt det målige undgår alt med politik. Det var hans filosofi. Kender i til den filosofi. Måske ikke det med politik, men i hvert fald er EP-kurat på mange måder, hvor tids filosof. Vores moderne samfund er præget af EP-kurat filosofi. Men så var der vores den anden strømning, de store iske filosofer. Og det var interessant nok også noget, der ved at spille frem i dag, store iske filosofi. Vi sikker støtte på det, så kommer i tids snart for at tale om det, det bliver trendigt, at dyreke store iske filosofi. Stor i gørne de minde ting, der på en retikelt anden måde en EP-kuratende, for dem var Guden æg langt væk, men Gud var den kraft, som gennem strømede all ting her i verden. En rationell kraft, som holdte sammen på all ting, en ordent, som de kalte logers. Og den her rationelle kraft, handlede det om, at giser hen til, ved at efterlige den, ved at lave sit liv, have sammen ordent, som det mønster, som all ting, bare skabt i. Og det gik ud over, deres livsfillesofi, deres moral, det gode handlede om, at giser hen til, hvor der en tingene er. Om det så er nødelse, som er på kurerne godt kuli, eller lødelse, så skal man giser hen til det, lige meget med samme set. I kender måske det udtrykter hedder en storisk ro, og det kommer derfra, at store i gørne de havde en rationell og kold ro over for, hvad end de møde, de var urokkelige. Så det var noget helt andet en effekuerne, de dyrkede den her, det her store sted, som bare akzeptere, ja, men, livet går sin gang, og det giver jeg mig hent til, det her øjeblik. Det kan bestbeskrives af en af de store ikke og som lede nogle London samtidig med evikur, som hedde Klientes, og han sagde sådan her, der findes to slags mennesker. De vilige, som lader sig lede af skabningen, og de genstrider i, som bliver slæbt med af skabningen. Det er de to slags menneskerne, der findes i følge storækkerne, så det er en skabnes tung filosofi, hvor jeg måde epikurerne lede meget mere med udfra en frivilje, så hvor storækkerne sagde der er ikke meget rådrum. Den eneste rådrum vi har, det er at have fred med tingene, som de er, og det var også en måde, at opbygge en forberedelse på den størst målige forandring i et menneskesliv, som jo er, når vi skal have fred, at forberedes at til døds øjeblikene. Det er de to filosofiske retninger, som præd er tæn på det tidspunkt, og så står der i det følgende hverst. De tog så Paulus messer og førte ham til Ariopagos og sagde, kan vi få at vide, hvad der er for en ny lærer, du taler om. De opdager altså den her lille mand Paulus, som siger noget de aldrig har hørt før, og tår ham simpelthen messer, og de fører ham op til Ariopagos, Harvard University på den her tid. Ariopagos, hvis er teen, hvor være lært om centrum, så var er i Rioagos, Harvard University, og de tar ham ind i sojlegangene, hvor alle de lærtede mødes, hver dag og underviser og diskutere. Og nu vil det her så høre, hvad den her mand har at sige, og Paulus har hele den intellektuelle elitis opmærksomhed. Og han ved, at det her er det første møde med toppen af liten, de mest kæntene afnede, og det der bliver delt her, det bliver spredt igennem hele rummervede blandt de her, underviser deres desibler og deres desibler og deres desibler. Er så tale om et moment, som Paulus han har, og hvad sige Paulus som det første? Hvad sige helg om, gen Paulus her? Det er så her, jeg vil sige, nu sætter jeg sagt en på, nu skal jeg høre det ordentlig ikke, der står i hver stort tyv, så stod Paulus frem medt på Ariopagos og sige, at tenere. Og hvad er det første, han sige til dem? Husk, hvor oprøret Paulus, han var bled af at sige alle deres afgudet på vandeste gade, han var oprøret. Og hvad der begynder Paulus, begynder han, er tenere fyr for den lede for nogle møggudet. i ær på det her sted. Er så vanke får jeg selv til at ær dem? Er det sådan han begynder? Nej. Hvad siger Paulus? Paulus, der var oprøret over at se byen fuld er afgået. Han siger altenere. Jeg siger, at i på alle måder er meget religiøse. Han kan høre tog. Paulus, han andre kender deres længsel. Efter det gutt omlige og deres draben efter det grove. Og så fortsætter han. For da jeg giver grund og så nærmere på jeres heligdomen. Fand jeg også i et alter med inskriften for en ukend god. Her kan jeg venner. Der har vi en af poängderne fra heligånden skerninger i dag. Att heligånden fester ikke blikket på det, der forarver. Men så er nærmere, så er nærmere ned til det vi har tilfælles. Det i solides er uden at kende det. Det forkøner jeg. Wow. Det er heligånden, der taler her. Ikke pavelus selv. Så er det været en anden tal, men han laver heligånden tal i sig. Genen pavelus, som var så oprørt. Men som alle i valg, syger nærmere og lige stopper op og kigger ned. Og finder ned til deres røder og knyder an til dem. Har solide i tæt med dem, han taler til. Og så fortsætter han at sige, at vi er skabt af det samme, er et menneske har gået skabt os alle. Og fastsat granserne. Og de forskellige tid sige påker, for at vi alle skulle søge og fremle os frem til god. Og så fortæller pavelus også at god ikke lafs at bygge af menneskehender i stagetuer og ikke borg i templer. Og det er ikke noget nyt for dem, han taler til. Der er de helt på hans sige, epikuerne og storegorne. Men nu kommer det bedste. Det er med døgnelingen stadig i Bibelen. Pavelus siger, at Gud er ikke landt fra en eneste af os. For i ham lever vi og ordner vi og er vi. Som en af jeres stikter og også har sagt, vi er også af hans slikt. Hørte det eller skal vi lige spul tilbage og høre det en gang til. Jeg ved godt, jeg er rigtig i det til. Sådan der er også en del i støkmusik. Vi skal lige høre den en gang til. For de pavelus her, han rifer over en 500 år gamle poets. Når han siger det her, en poet fra Krater, en af deres ønede poeter, der hedder Epimenites. Og den hymne, som han citere, fortjener at blive hørt i sin helhed, for det kunne de høre, der de hørte ham sige de her over. Det, de har i bavhåd er overne. De har gravet en gravet til dig, ohellige og højste. Men du er ikke død, du lever og består for evigt. Og det her pavelus sørginger med. For i dag lever vi og ordner vi og er vi. Og så stopper det ikke der. Men i samme ordnetrav citer han en til poet. Han laver en ligesom en medlige. Med en der hedder Erartus fra også et 300 år før Kristus. Og så får I også lige helheden af det dekt, for den dekter. Det lyder sådan her. For hver en gade, hver en marketsplads er fyldt er god. Selv havvet og hamen er ful af hans god domlighed. Over alt står alle i gæld til god. Og her hopper pavelus som med. For vi er også af hans ligt. Kan høre hele musikene. God er ikke langt fra en eneste erres, for i ham lever vi og ordner vi og er vi. Hører de mellem linjerne. Wow, tænker, der sidder og studerede det her. Så går det op fra mig, at min ønglingskraft stade i biblen. Slæt ikke er fra biblen. Det er en hymne til søvs. Er jeg romer nu? Jeg vil ikke være romer. Hvis jeg glæder de etter to, den øner har kommet, den er virkelig dårlig. Jeg vil ikke være rom. Nej, men hvad er det pavelus han egentlig gør her? Hvad er det hældigeren gør? Det kan godt være desitat ikke er fra biblen. Nu er det det, for pavelus har sagt det. Og det kommer fra en græsk hymne. Men han ser, at det beskriver et god domligt nærver, der gennemsyger allting. En loggers. Loggers. Der holder allting sammen. Og det er det helt samme, som Johanen skør i begyndelsen af Johanse vanhgælighed. Han ser i begyndelsen var altting, og altting var i god altting varhusgud. Og så bruger noget af den her loggers. Fulstand i viden af om, hvad det er for et begrepp. Og så gør han noget med det. Så gør Johanens noget med det. Så gør pavelus noget med det. Helligeren gør noget med det. Det er nærver. Den loggers. Helligeren ser. Det er ikke en personløs kraft. Ikke en krierkong fra olympen. Det er ham, der opstår fra de døde og som lever. Det, som i er uden at kendte, det for køner jeg jer. Det er Christus. Han er den usynlig gode spældede, siger pavelus en hans bræve. Helligeren gør det et ansigt. Helligeren sørger ned. Se igennem det, der farver. Det, som er forkert, og sørger ned til røderne af vores allsammens længsel. Og knyder anden til de røder og siger den længsel du har. Den giver jeg et ansigt. Og det er Jesus Christus. Der er ansigtet på det du længdes efter. Det er ham, der føler hver en gade på arbejdet og der hjemme. Det er hans energier, som havvet og havnen er følt af. Det er ham, som er mønståede, vi skal følge æster for at finde live. Og ved du, hvem han er? Han er for dig. Han har lagt sit eget ned og vasker dine føler. For at du skal blive for enet med ham. Den hellige, den højeste, den dypeste og rænjertet. I Christus lever vi, orner vi og er vi. Vi er alle af hans slægt. Jeg synes det er fantastisk, at det som helion gør, er at den åbner vores øjne for. Jeg kunne snærke hver over alt, men helion gør også snærværende over for sit snærværende. Det er også der langt væk fra God, men God er ikke langt væk fra en eneste af os. Og helion åbner vores øjne for at God er. Der er ikke det sted, hvor God ikke er. Og helion åbner vores øjne for, hvem der er der er nærværende over alt. Og der er ikke det sted, hvor Christus ikke er. og ikke lækkert sit liv ned for os, og vasker vores føder. Og det er sådan en pavelus møder. Selv dem, jeg tænk selv, dem som har nok skuld, lige tager en ekstra indårning inden han åbner imod den overfor. Og se igennem det og ned til de røder og sier. Jeg ser, jeg har slængsel, vi længes efter det sammen. Men jeg har ansiktet på det i længelsefter. Jeg får det, som i erer, uden af kendte, det forkøner jeg jer. Det er derfor jeg synes, det er det bedste bibleværes, som ikke er fra bibleen. Men som er livet valgerte, for sådan har Gud mødt os, sådan har helion mødt os. Ser ned og igennem det, som måske er grund til forarvelse. Men ser ned til dybet af vores røder, det er vi her efter, og knyder andet til det i os og sier. Jeg ser, at du får alle måder, er meget hine, religiøs, i den gode forstam, stræbne efter Gud. Og jeg ser, under alt det, at der er en ukend Gud, der noget du ikke har identificeret, det er den jeg kommer med, det er Christus. Og så står der, at der er de hørte om, at det er ham, som der opstøde, for de døde som er Lukas. Der de hørte om ham og de dødes opstandelse, sportede nogen, men andre sag, det vil vi høre, der tal om en anden gang. Så der er nogen, som sporter ham og ikke vil have noget med det at gøre, det er en reaktion, og så der er nogen, der udskødede det, og ikke lige kan forholde sig til det nu, men holde det stange. Men nogenle mænd sluttede satæram og trode, og blandt dem, de onyxios, som var medlem af Areobergors forstamlægne, og en kvinden der hedder Maris, og flere andre. En af dem, i toppen af i liten, i Areobergors er ikke fornød at sige Areobergors forstamlægne, blev faktisk tronet og hørt det her forstod. Det her er det, som vi går og filosoferer og os rundt omkring. Det er det vi egentlig længdes efter, og begølte at følge Paulus. Så må vi være til opmåndring i vores liv, og må det være den samme måde, at vi møder andre mennesker på, som helgjerne har mødt os, ikke fæster blækket ved det, der forever, med serie igennem det og ned til det, som er den rene og ikke det længsel, som alle går rundt om. Har solidaritet med os og siger, at vi også har den solidaritet, men alle, jeg tror, det er sådan, vi kommer ned til kilden, mener de brønne, som er til liv, og ikke er på overfladen. Læspe sammen.