"Om at finde modet til at lege med som voksen" - Yasmin Elvira Steenholdt i samtale med Lars Geer Hammershøj og Morten Henriksen om, hvad der sker, når de voksne finder modet i LegeKunst og om det magiske i at følge barnets spor

Du skal nu høre en podcast fra projektet Leye Kunst. Leye Kunst forgår i dag til vud i 18 kommuner i Helt Danmark. Vi arbejder med kunstkultur og lej og danlense. I en samskabelsed mellem pætagoger, kunstner, kulturformidler og forskår og studerende. Bagprojekte står kulturprændsene i vibår, med støtte fra naderfonden. Ja, men god dag er velkommen til denne her podcast i Leye Kunst. Serien, vi skal i dag tale om nogle erfaringer. Vi har gjort os i et helt konkrete Leye Kunst forløb i en dagens situation i Nordsjælland. Det var et forløb, hvor der er del to forskåret, nemlig meget og vorten, som institueres at sætte udløb om lidt. Og så leje af gænten, tror jeg, er blandt andet, du kan her da selv. Sætters min, som kunstner, der har kommet og skulle leje med børnene. Og det var det to pætagoger i institutionen. Og vi skal prøve tale om de erfaringer, vi har gjort. Leje Kunst handler om at fremme, leje og danlense og hushbørn, gennem deres møde med kunst og kultur. Så det var ligesom være rammen for det. Men det kan være, vi skulle starte med at præsentere og sælge, jeg kan jo starte sig. Jeg hedder Larske Hammershoj, og jeg er lægter på debut, og så har jeg også forskningskortenater i leje Kunst for forskningsstilen. Og i det her leje Kunst forløb, der var jeg så forsker, men jo en forsker, der er med en samskabende process, så jeg skulle også leje med børnene. Og det er så vel de godt ud i rødpæljet, jeg kan det gøre det lige. Vi skal ud have uniformer på, så vi havde pæljet, jeg er nok på. Liderpæljet, jeg er på ligesom at sæsmeen altid er pæljetter, så det måtte vi ligesom leve op til at kunne i klassiske god sømmens sætter. Jeg hedder Morten Henriksen, jeg er lægter på pælguddagen, den kan mange professionens af skolen, og forskere også i leje Kunst i pælgondens rødde i de her process, og vi er med at gøre. Og jeg hedder sæsmeen, men jeg er sænker og lejer genn, og så er jeg kunstene i leje Kunst i Norsjælland lige nu. Det er jo det som en rødledel, hvad man skal sige, jeg har været leje Kunstner i det her process. Og det kan være, vi skal prøve at tage lidt om forløbet, hvad det var for en typet af forløb. Det er sådan i leje Kunst, at det er deres situationen, som bestemmer, hvad man, hvad der er for en typet Kunst og Kultur, man gerne vil have. Og de har så paret på dig, sæsmeen, at de vil gerne have, der kommer en og lavet med dem, men noget sang og alle mulighederne, pælgæter og sådan noget. Og det vi også gør i leje Kunst, det er, at vi første undres reflektier over og tænker, hvad er det egentlig vi gerne vil, med det, der skal ske i forløbet. Og der tager man altid, at du kan sætte punkt i en undre, eller en udfordring i institutionen, og laver en så kallesnib fortælling om den. Og det de, hvor kommer frem til, er, at de havde under så over, at børnene lade lidt på bestemte måder. Det var ikke så fri leje, de fortalte, for eksempel, at når børnene lavede, så laver de muskete, at de skulle være Iron Man. Og så handler det meget om, at være den perfekte Iron Man, så skulle man gå på den rigtige måde og så vidare. Og det var så lidt korte leje, måske også for de dæk, så sjovt at lave det så længe, men de kunne godt tænke sig, at lejeene blev prælet ud. Og at de ville lidt mere ville, og kan ud, de skulle. Og det gikere i rette satte på en anden, men ja, præcis. Næt op, og jeg husker også noget med, at de ville også finde et, der var også noget med, at de havde en del børn, der ikke havde så meget språ. Og ikke, fordi de var to språd, børnene, men simpelthen, fordi de brug mange løde frem for at sige, og nogle af hverdighedet lyst til, eller godt vil, så var det lyder at blive brug. Så det var også noget med at prøve at finde et fældsbrug, altså i en fældslej, så det ikke var jeg en perfekte Iron Man, men så kan det kunne være én, kan man sige, hvis man en perfekte, så kan det så stoppe lave noget, hvor det ikke, hvis man gør, hvis alle andre gør det forkert, og sige, at alle andre gør det. Men der er jo undræk, det var også sådan, jeg har fattet den. Det er hvad vi skulle prøve at fortælle helt konkret, hvad der har været, og så skal det, fordi de første program, der var en gruppe med tre år, en gruppe med 4 år, og vi vendtede sig ind på studen, og så kom de sig ind af dørren, og hvad skætter sig så så typisk? Jeg vil ikke skole tilbage til den første gang, fordi der var vi jo ligesom alle i undræng. Og det er det, der er så spændende ved vi, hvis det ikke, fordi, hvis bare nu er vi her, og vender, og rammen er rundt, og ønskede for myldt vedkommende, det på vores undrækket var også, at vi skal være der, hvor der er hver dag. Hvor godt laver hverdagsrummet til mulighedstrummet, så vi ikke er en tumlesel, eller ved sådan, at den hår nu går vi derhænd. Så vi skal være det her, hvor man plejer at være og spise, og at få at slå rævner ind i det. Nej, hvad er det, altså, nu skal jeg havet højeren og spørgeren. Når jeg skal, hvad er det? Jeg har så vendt ved der, at vi har altid noget lavet sig, hvad der sker, og så bange dig på, og dørren gik op, og så kom de gå den ind, og så kiggede jo, "Hei", så sagde jeg min navn. Og kiggede på dem, men står her ind og tænke. Altså, det er jo, nu ser vi en tæller meget undering i lejkunst, og det er fantastisk, fordi det er jo meget et åbent begrepp. Men jeg var sige, det er jo noget med nysgerighed og fantasie, og det er også noget med ikke, at kæne, ikke have fæsigt, og en måde at være i nu i på arbejde med nu uds intelligens, det er med ham. Hvad er det, der sker i nu, og så gode med det der er, så sagde jeg hej, og så var det nye, at i varte, altså jeg plejer at være en, som kunstner, og selvfølgelig har jeg pættere god, og så til det med, og så drøv jeg ind og i, selvfølgelig, om jeg havde, og jeg, det var for mig det, jeg lige var optaget i første fem minutter, fordi børn er kiggede på, der er mange guksning. Det var der, men så starte jeg med at lave par synbørn, og så lave jeg. Helt konkret, det er det første måde, det er at skætte kontrakt, og mod, det taler vi os om i løgkondt, og mod, for mig er, hvis vi stavere det bavlætter det dumt, men der skal lige et uden, og så det er uden dumt, det er at være mod, det er at træde ind, hej, og ikke helt ved, hvad er det, der sker nu, hvad er reaktionen, for det ved jeg ved ikke, ingen skød om. Det synes jeg er fantastisk, det er lige så musik, der er helt så noget, der sker, så det er at høre navn, og så begyndte at skætte kontaktipen på det mod med musik og synge navn eller drællet lidt, eller så kommer de til, at det går unge og en har, og der kan jeg oftest søge, at det er gående navn af de voksen, og jeg vil ikke starte med at begynde at synge børn og stavne første gang, så det er noget med at lave navnene kender. Her vi, her i, du ved, sker der sker. Det synes jeg, at jeg faktisk lyst til at spule tilbage til, at vi havde sådan en workshop at være stedet med pedagoger og forskere navn først, og det var fik, og så er der, at vi ikke kunne da frem til, at du ville lande i helst på barnene. Og så gik du over til, og jeg tror det var katterogen, hvor de børnene var på det tidspunkt, vi ville ligesom være klærmer eller sådan noget. Og du kommer med alle de en pallierter, de en pallietsku, og du kunne gøre navn og snakke i skuldtelefonen med dem, og så noget, og du etablerer en meget, meget hurtigt, en meget, meget fik kontakt, der er de meget børn. Hvad er det du gør? Hvorfor er det, hvad er de en måde etablerer kontakten på, og en landen stemning, hvor børnene kan være med? Ja, men det er, når jeg er ud, så det er, for mig er det sådan her, at alle besøg starter i døren. Så det er også noget, vi snakker lige om hverdagsrummet, altså at komme ind og lave mulighedsrummet, det er så det ikke noget med, nu vil jeg laj, nu vil jeg ud og laj. Nu kommer kunst noget, nu kunst, det er noget med, vi hele tiden ikke gange, så det er det jeg har med mig hele tiden, jeg er aldrig musik, lajen jeg ikke gange hele tiden, alle besøg starter i døren, fordi det vil det første møde. Hej, hej, og derfor har jeg pallietter at glive mig på. Jeg har også prøvet at være ud, altså jeg kan jo ikke vide hver noget, jeg møder noget, der kender mig nogle gange, så jeg er jo ikke altid pallietter på. Jeg har sprækledt at glæmmet at få det med et nærmest mitt hverdagstøj, men det er noget med at lave noget med givert af en, og lige for kig grund, der altså, kig grund, der er også så mange systemer, så meget, vi skal også i institutioner, og selvom at lajen kommer med. Så det er noget med, hej, og så kunne meppen gå med alt det, de spørger om, der er ikke noget, der forkert, når de siger, hvorfor er du her? Hvor bor du hen? Og så begynder jeg en historie fortalte jeg på, at jeg var jo på en sky? Nej, jo, er det rigtig ekte? Ja, ekte, prøv at sætte ham der? Nej, ja, og min far, og så kommer der, så begynder er historien, lige med det sammen, og det er det, det er det, hvor det, der sker ikke der. Ja, det er en skog, og så er det ikke lige en skog på en, og så bliver den til en telefon, sko for. Skog for. Så noget med kontakt, historie, gode med idéerne, laje med det ligesom at røste sådan en skog med krystaltperler, og så, hej, den der, der var en lille. Ja. Men du sagde for, det handler om nudes intelligens? Eller øje, blækkes, måske? Eller øje, blækkes intelligens. Hvad mener du med det, at når du har fanden, der kommer ind, og vi sidder der, og du har sagt god dag til børn, og så med deres navn, og bedre gårneres navne, det der skal ske, at det noget du har planlagt, eller hvordan gør du? Ja, man kan sige, der har en ramme, en selvom der øje, blækkes intelligens. Der mener jeg bare det ligesom, at alt findes lige det, når vi er i det rum. Der er alle muligheder og jeg kan gå mange, jeg kan få følge med mange, kan man sige mange, der er mange børne. Men rammen, og så siden, det ved jeg godt, jeg har det øjeblik sin telegens. Vi ved, hvis vi tar hvad der er lige nu, og det ved jeg, det tænker jeg også i selv, at jeg har oplevet i en uge de lager, vi har haft senere. Og når man kommer med, men så er jeg med en ramme ud, fordi så føler jeg den rammer omkring det, fordi vi har også en tidsbegrasning og så videre. Jeg ved også, hvad vores undrængspunkt er. Det er musikken, så jeg har en intro, der var cirka 5-10 minutter kontakt, etablietableret, og så du skal høre, så laver jeg sådan et break. Og det er også, at jeg skal have fornemmen, nu gønder det og rulf, og der er noget i luften, så man skal virkelig være en form for at løde. Man skal være indenud for, at det ved jeg også, hvor hyggelige man børn, det må være hyggelig, det er der bare nemt. Det er noget af det sværeste, eller at jeg er okay, lojen, der er noget af det svære. Men det betyder, at børn ved jo med det samme, fordi de er så meget, de er så sensativ, og de er så CEO-us i innovations. Det er jo dem, der ved, altså de har finde, de får vandler hele tiden. De ved jo, klarer mærke, at nu bliver det her bare kedeligt, hvis jeg kan gøre noget med at tænke på et muligt afinde, eller har, hvis jeg nu havde en agenda, og nu skal vi gøre det, og vi skal tænne 4 givere fra inden jeg har gået eller i landet. Og det er sådan noget af, jeg er ikke særlig god til. Jeg er bedre til at være i det spontane og i improvisationen. Men så ved jeg her, nu er det godt femtive, nu skal jeg da et break, nu skal jeg have en ny opmærksomhed, så det er det. Hvad smasperger du sig ind, så har jeg mærksomhed? Her, det har jeg trommet, trommet musik, jeg har noget trommet musik, som egentlig er altså tre sang, eller der er tre rydmere i noget af det, jeg bor og det første inform for opfarmningen. Så det er en lidt langsommert rum, som du, gør du, gør dig, og så begynder sig op og stå, "Haj, kan jeg høre det? Du, gør dig, dig, du." Ja, ved du, og så kommer der nogle idéer med det samme? Nej, der er en højding, hvor er han? Jeg tror han er her over, så jeg prøver at lave en bevægelser i rummet, hvis ikke det kommer og hvordan skulle børnere vide, hvad er det egentlig hun vil hendes jeres mænding. Fordi de ved det godt, at jeg ikke er med at fæssele til at noget, det kan de godt mærke, det ved de godt. Og så går herover og finde noget, så jeg går på opdagelsen med dem til de trommer. Det er ved, at det er der første fæsen. Men det er der ved, at jeg er med at gå på opdagelsen med dem. Ja, så du har sagt, at du har sådan et årsprog, tror jeg, nærmest der, som hedder, at de voksne skal gå forest, og så skal man følge barner. Det er en i to blive forskellige ting. Det første handler om, at den voksne valg inden for ramene skal bløde ind menode. Nu gør vi det her. Og det andet er at være mærksom på, hvad barner kommer med, og så følge dem, som du sagde før, højding, sier den ene, og så prøver man at gå med det. Hvordan gør man det, det er en i to forskellige ting? Men det er noget med ikke at holde fast i en form for, altså man kan sige her i legekores, på vitældermås legekores projekte. Vi har haft en dagens traditionel i Nordsjælder. Der handler det om, at der ikke er et produkt, så derfor er opdagelsen, altså processen er målet. Men jeg kigg starter det. Jeg er åbner rummet med "hej, jeg hedder." Nu skal jeg hvad hedder du. Og så kommer sikken igang, så starter jeg om, at jeg siger noget her. Der sidder en inkrotterspillert rummet. "Dang, dang, dang." Og så gør den her bevæg at komme, fordi jeg siger, jeg har hjemmeshed også at komme. Så vi skal, så det er ikke et tænkelej. Det er faktisk en kropps-bottig-movement, story-movement, bør det, når vi bruger kommen. Og så begynder vi så, så den gør også for os nogle gange. Så sprider jeg om noget, og så kan det være "hej, der er en ørner." Og så ser jeg kaster nogle dyr og en eller nogle lød og en, og så siger børn og noget timmer. Og hvis der siger, "Nej, jeg er ikke en ørner." der siger, "Nej, jeg er en snit her." Så følger jeg det spår, så holder jeg ikke fast i min ørning. Nu vil jeg altså ørne. Det er noget med ikke at gøre nogle forkære. Det er ikke, det er faktisk ikke så meget, det er tænket, hvor man forkært. Det er noget med hele tiden, at andre kæmmen, de idéer der kommer, og så kommer de spår. Så det handler både om, at den vores skal spille ud med noget, som er tilbud til børnene, så det kan være de griber den, og samtidig være mærk som på. Hvad børnene spiller ind med, og så griber deres også. Så det er den her. Ja, men der er så flere. Det er jo ligesom at spille et okester, da jeg siger alt og musik. Så nogle gange er der ind, der tager den solet. Du er der. Du er der. Du er der. Du er der, du er der. Håp. Okay, så har jeg det skudt to basologi. Altså, hvad kan jeg kage ved, og nogle gange er det også en form for, når jeg siger, det er en tensionel kæresing. Altså en form for Avankardistisk punkrock kan det blive ikke vore det, og fordi der er en fas, det næste fas i så der opvarmingstrommer, det er, der kommer nogle flere breaks. Hvor kan man når, og det er en fornemmer sig hele tiden? Du laver frys. Så laver jeg frys, fordi det kender de fleste børn, som stopt ans. Altså, det virker bare frys. Og hvad er frys, at det er set, at det er kommet en spil, eller er det at sætte nogle mye rammer? Det er faktisk, det er faktisk også begge ting. Fordi i pausen, den lidt kort paus, så står vi jo hvor vi står. Vi er langt af videre, hvor det er en stort nogen af det under et borg, og nogle af op kravler og bytkadil. Så det er en laver de breaks, og der kommer en kroppes opmærksomhed, kan man sige. Hvor er sit, at størge, hvad nu, hvad er der helt still? Altså, nogle gange, der har været fuldstænden gange lærkning. "Værdjøle, hvad?" "Værdjøle, hvad?" "Værdjøle, hvad?" "Værdjøle, hvad?" "Værdjøle, gøle, gøle, gøle, gøle, og trommet og alt nu." Så det er med, at der bliver helt still, så er det et øjeblik, hvor man mærker sig selv, og så siger jeg, der er noget, der ikke fryser. Og så er der efter nogle gange gætter, vi er at det er jo hjertet, der ikke fryser. Så hånden på hjerte, og så mærker man trommet, så det er sådan en brug for kropp til trommet musik. Hvor når du kommer pumpet, kan du mærke et bestemt pump, fordi de begynder med musikken, så vi gør den, der lærer her, så vi gør den, der sker noget, men her er et eller anden køren. Og så kommer man en landet pump med et hens pump, og det tænker jeg nogle gange, der er. Ernefisselen, der er noget, der er ligesom at være kå op, eller du har det kokk længere. Så hvis jeg skulle sige nogle minutter, så der er jo meget noget med fornemmelse og noget med, er så mange år, så farger jeg i det, jeg tror, at det er 4-500, jeg kan slik, er så hvor mange, at danse besøg, men det er jo et igen, det er jo noget med noget, så det er ikke fordi at noget af det samme, det er jo aldrig det samme. Men der er en fornemmelse af, at jeg har 5-4 minutter, der går ikke sier jo 5-7 minutter med. Og så vil jeg gøre med at begynde at åbne historien, og så kommer jeg at sætte en god damm i overfarmningen, og så skal vi jo vider, og vi skal, vi har helt over på rængen. Men det er sider også, at det er kulaje, og lærigt med børn, det kræver faktisk, at man lærer det og træner det. Det kræver en fornemmelse, måske en sands eller en dømmekraft i situationen for, hvor når skal jeg bydde ind med noget, hvor når skal jeg følge barnet og være spændende her. Det måske det der gør det svært, fordi det er jo, og så hører man jo netop fra voksne, at inden så skal lave en styrs af de voksne, så vi ved, hvad børn er lærer af det, eller også skal vi holde os væk fra børnene, hvor nogen tror at fri laj betyder, at lajens skal være fri fra voksne. Men det er jo noget helt andet, du taler om. Jeg finder, hvad er det for noget af det her, hvad jeg hedder, at jeg kan lave det ekspresivestilisk vores prøv. For den måde, at udtrykke, hvor man trøgger noget af sig selv ud, jeg udtrykker mig på denne måde, jeg trøgger noget ud, jeg viser noget af min personlighed. Det er også det, som jeg synes jeg er oplever med pættergover, og også nogle af de pættergover, vi arbejder med her, hov, det vil jeg slet ikke, han hun havde i sig. Jeg har også set en ny side, jeg har opdaget noget, og jeg er helt sikker på, det er fordi, at vi i voksne også har været ny skær på, hvad er det egentlig du siger barn? Når du får lov og være, hvad det kan være, så laver man større hulksnætier, der har kommet så mange budet, når den hurtig trummer på. Det er det, at du kan runge dig nu, der kommer dig at break, og der er en hurtigere trum. Der er noget med de trummer, som åbner for noget vilskab, og en måde udtrykker sig på. Og så tryk noget, så selv ud, så man måske ikke lige til daglig, der er plads til. Så der er fra der er nogen systemer, man ankommer sig med morgensamme, og så er det. Så i den vilde lejte det, fordi der kan være plads til, det vilde skal kun være udklættere af steder, hvor de har så mange det her. Alive valg, så kan man se, at man er oversmed, så har vi oplevet mange børn, er med, at sætte dem ved døkkenhuset, og kigger over eller sidder med en lille figur. Man faktisk kigger over for sin venner og pædagogerne, fordi de har vist noget af sig selv, det er også en jeg opleverne. Førtisk synes det er været sjovt alive med ring, er som ikke med kroppen og ruller rundt. Men det er ene i ting, der er en sådan, end noget af det, jeg har jo sett. Jeg har jo sett rigtig krav, det skal udtrykker ud, det skal udtrykker ud. På tidspunktet er vi en politikken, en fotografer, så man lige sender, at kigge med. Og så fik man lige pluset det, der er blevet udfragt på, hvor man nælder, at det starter måske et sted, at man lytte hurtigere er der 6-8-10 forskellige lejegar, og der er nogle der nærmest går ind i noget af det lejte, og der står på hylderne. Og der er ikke nogle discipline i det, eller man er lige ved, at der er en landeform, for der er nogle ting af, og som jeg oplever det, så opstår der relationer, en hurtig lej og nogle gange bliver de ved og nogle gange. og de opløsninger og nogle gange, og der har gang noget, og så samler alle samt det. Fordi nu der gange noget, der er virkelig spændende. Men det er enormt organisk at rykke og netop køblig, men det er også organisk. Der er hele tiden forbindelse og hele tiden nogle, der søger hinanden i noget. Og det er optaget, synes det er spændende. Ja, og det er, man kan sige, hvis man nu var en voksen som tænkt. Ja, men holde noget der træ, og så var det, fordi man skal mært føle barnenspoor. Når det er nu er ti børn, der har fantastiske mange idéer. Og at være skært op, så er jeg barby, og så er jeg en glas indiske ful. Og nu er jeg en snittiger, og nu er jeg en levehørn. Og halve nu er jeg, og hvordan går jeg med det her. Så noget med ligesom, at jeg er så lidt op over lang. Altså, jeg er så lidt op over all de der foregår, alle de historier. Og så gør man nogle og selvfølgelig være samskæbende voksen. Og så prøv at bygge nogle bruger til nogle af børn, og prøv at nægte buntet. Og så samler nogle ligesom, hey, prøv at se, hey, der er der hvor laver. Prøv at se her over, der var vi havde også noget med et rumskig. Det ved jeg egentlig, der er pludselig voksenet og voksenet. Så var der en torg til støren om det. Ja, det var en, at brængene, og jeg tror, der var så noget med, at så var det hulk. Så størte jeg med hulk, men så var der en sækkerpud, der var nogle pude, var et jørne. Og så på gød, han er så selv og siger, ja, men nej, for de så var ikke så kommet vejre på rumskiget. Og så er det bare for at sige, hvad alle der er, hvad alle der får, hvor det var noget med. Men så går vi med det, når der er et rumskig. Ja, og så findt på noget. Så man skal være vogner i laverne. Okay, jeg måske vi tilhæld, og så hedder jeg nogle idéer, det er så kommet. Jeg har op til, jeg styrer nu, og det starter nu. Det er mejder, og han siger også, det er mejder med, altså, han siger kaptajen. Han siger sådan nogle mere, det er mejder og mestere, eller sådan noget, det er mejder og bestemmer. Og så var der en ven, som også ville være med. Ja, men jeg har også et rumskig, men midt og lavet midt og så kunne man kunne se, han ville gerne være med med, men han kunne også godt fornemme. Han kunne ikke tage det rumskig, som nogle måer i taget, fordi det var jo optaget. Der var jo en mestere, der styrede det, så fandt han på noget andet ret hurtigere. Ja, midt det er lavet, det er iskoler, jeg skal op på isklanet, og så var der pluske to, men de fløjene er med samtidig. Ja, men det var bare en lejlerstørt, den straks til 15 minutter, tror jeg. Hvad bliver din målet, går du in i den? Ja, jeg er med, jeg er med passager. Og der er tiltrækker jo også, der var nogle i var også med, tror jeg, nogle andre ud på sidder og nogle pædagogen. Han havde en anden lejt, men vi kunne også råp til en anden. Det var også en anden, vi ved jo godt, han anden er der i rum, så råber til pædagogen, hej, han styrer en. Men jeg kan faktisk godt forstå, at denne her politikens ylerlist er spontant, så er god vejtekavligst det her, fordi i begyndelsen var jeg også i tvivler om, om vi skulle følge dig, sætmin. Og det er, du lavede, eller om vi godt var der lejs noget selv med børnene, fordi det børnene leger op til, så finder de lige pluskelig på noget, og der sagde du bare i skal bare leje med dem selv. Og det begyndte vi jo så på mig og mården, og de to bedre gode hos, så derfor var der jo gange i rigtig mange forskellige leje, men det kan rigtig, rigtig gode mening. Men altså, hvis man bare så er det ud fra, så må det have set bare kod, det skulle. Ja. Men det var din fryser nogle gange stopper det, eller musik, andre gange er din, du har nogle musik på en højskælder kørerning. Ja, så musikken er simpelthen rammen, og der er musik, alt der musik, så vi har også taget os musikken med ud på lejepladsen. Alt det er en stemningssetter, den bygger brug til fantasien, så det er udvalt den nummer, det er ofte nummer, der var længere en 2-3 minutter, nogle af trommet stationer, der var 20 minutter, og de får at have et flow, uden for mange afprøvede sig af hverst omkledes en traditionell på sammen. Så det er noget musik, der er tænkt ind i, jeg skaber ved, nu laver vi et universe, og der er trommet en ure. Det minder om hjertebanken, men også en ure trommet, altså, det er en stemme, engang. Det er også en, vi starter faktisk, vi starter lidt, som en stemme, og efter en helsiergiller, og vi slutter, og der er altid også en slutning. Vi slutter også om et burl, der er en lampe, vi er med i dag i vores lille set op. - Vi har en emigere. - Så det er noget med en samling, og så følge troede noget ud, og så samler en få for reflektion. - Og det vil også en del af vammeligt. - Jo, det har lidt som, at det virker som om, at der er en dramaturgie, som handler om, at man i starten virkelig skal bruge den der krop. Men det vil også noget med, at altså lege handler om, at man kommer ud af virkelighed, og man laver noget andet ind, det man plejer, og det skal man nogle gange russkes ud af. Og det er for sig, at det er ofte meget vildt, det er de vildeste trommere, der er, og vi skal ræne rundt, der laver et muligt. - Og stemmerne er. - Og ja, jeg er klar, og det er med til at åbne for de lege, der så indfænder sig senere, og til sidst bliver det så roligt igennem, hvor vi samler som krænk, bolede som en lamten. - Ja, i sin egen trommet, og det er ofte klævere musik, der har til sidst, fordi det er ofte, at det kan nogle gange mindre nogle iskustaller, eller. Det er også for ikke her for mange år med, altså så meget af musikene også instrumentale, så har jeg også noget med rummen, men jeg synes, det der virker, best altså forbinder os i en fællesslej, et fællessrum, selv om vi har forskellige lege. - Det er, at vi er med i musikene alle sammen, at vi kan høre en rundt om hushjørner, ikke ud på legepladsen. Så vi er stadig med, selv om vi er forskellige nogle af på et syrøvskil, nu tager jeg lige lege noget, hvor vi også var. - Hmm. - Nogle af på et syrøvskil, nogle af, er ude at finde laverkogler, men vi hører den samme musik, så vi er pojlen, og vi er med til at være i det her lege til at beboe eller en måde. - Men der synes også, at det er jo, at det er jo også, nu nemt det er, at vi var udenfor, men det var jo ikke tilfældigt. - Det er jo fordi legekunst er jo samskaabende og en formforaktionslæring, og det betyder helt konkret, at den første halv eller forløbede, der er det kunstnerne, der er mest på, og i den anden halvdel, der er det så pættegorne, der er mest på. - Og der synes, at det var meget interessant, at pættegorne sagde, når de skulle tage over, så ville de meget gerne tage mange elementer med musikken og nogle af de ting vi gjorde og i sig er helt tilgang til lege. - Men det var også vegtigt, at det var noget andet, så at de ligesom var på hjemmebanen, så de tog os udenfor, og så skulle vi lave udenfor. - Hvordan oplevet du det, som kunstnerne og at pættegorne tår over det? - Det er blevet bare så mega stund, der glade for mig. - Jeg synes, man, det var så en god idé, og vi havde taget om det i valuering, når det er en, hvordan gør vi den, hvordan laver vi den overgang, som jo altid, rigtig spændende ved legekunst. - Jeg synes, at det er, at vi bygger brug til de voksne, altså pættegor og kunstner og kan det ikke bare kunstnerne, der kommer laver noget kapag, som jeg kan lave en kapagssession, og så går i hjemning. - Men det er med, at formalet de paneler sammen, som man sætter nogle aftryk, og da sætter vi, at vi kan jo ikke være en nye sæsmin ind i rundet. - Det kan vi lige godt forstå, hvordan, hej, bare nu er det også, og det er sikker på, at de godt kunne, fordi de er jo ikke, de er jo dem, de er. - Men det var bare så fin at sige, hvad er nu, hvis vi flytter, og de har taget meget om de godt flille mael, så det var meget vigtigt for at prøve, ja, maeling og udtryk på den måde, og maelbilder. - Og så snakke vi om musikens og sæmte mal musikken, og så havde de en plan, og det virket sæmpland, og jeg, og de havde også nogle af har bliv, så hvor meget det betyder den musik, de kunne mærke nogle slukket, hvis der var noget teknik og sådan noget. - Det er helt andet rum, og så er det, at det var en stor held for dem, tror jeg, og det synes jeg, det virket så godt, og så fætter se dem folk, så ud, og så de havde bare fuldstændig mod, som jo er noget med et, det var, så mod til at træde ud. - God trøn og ordentligt, det er det, de gør, og det er sådan at blive hjælp af, da de trøj ud og rønne, som den voksen, der skal styrre, eller kontrollere, og så går de ind i en røle, hvor de understættelere lagen, de hjælper nogle af de barn, der er svært med laj, og svært ved at finde. - Deres måde, og deres måde gå ind i lagen, hvor dem støller de til at hjælpe ind i lagen, og for at tablevede nogle trådere, nogle fortællinger, eller hvad jeg tænker. - Men de også på selv, de gør os for selv, så rullede de ned og bakgårne, og sådan, og lavede alle mulighederne, der tænkte de vores nætter med i lagen på denne måde, det synes jeg laver. - Det var det, jeg ved lige, at komme lidt tilbage til at tænke på, fordi jeg snakker om den første gang, at der kan jeg huske, at jeg havde nogle oplevelser, fordi at i nu var med, og vi havde taget om, om vi havde samskabene. - Så I står ikke med en blok i ørende, som forsker, og det var det, jeg grove for, at jeg skulle de opsampe vejer, ind til at fande noget, hvad det egentlig gå i på. - Så tog jeg lidt glimmer jeg at jeg er der på, og det var også super fedt, og det er at oplevede nemlig, som var meget anderledt, som er anderledt. - Det var, at jeg havde flere lejkammerer, og så voksne. - Og der oplevede jeg nogle gange, at når vi stod på den ene side dårste, du sagde, hvor jeg sagde, men laj, laj. - For at kunne mærke, at det kan jo godt forstå, at jeg kunne bare godt tænke mig, hvad tænkte I selv, for nogle gange så stod I lige starten. - Hvad gør vi nu? Hvad vil hun have? Hvad skal vi gøre med? - Hvad må vi? - Og det var også, jeg nødelig har fået den, og har blivelse, at håben, når jeg går over til, hvis jeg kan gå over til dig, eller mogen, eller lasse. - Så havde den følelser både en typet, og så var vi for mange voksne, der måske tænkte over, hvad gør vi nu? - Så det var virkelig nødt med dem, men der skulle jeg pustes det her, så vi skal sættsfri alle sammen, og der var kæmpt beforskæld, der i begøgnede det. - Det var også der, hvor vi har haft så mange laj, tænker, fordi I simpelthen rolede rundt og havde jeg også egen fest. - Når det var bare en kæmpe, der giv mig noget videre i hvert fald, så tænkte jeg på, at de voksne jeg er møder på, der går, videre prøver jeg indtrag. - Mere, jeg har simpelthen øjent opmærksomhed på det. - Er de skal laje? - Ja. - At vi er lige at blive det også i gode, hvor jeg var ud, men hvor jeg har ikke at mere ud, for de før har kun tænkt børn, kontakt med børn, åbene børn. - Der er noget musik, der, hvor der bruger, og nu jeg begønner også at laje de voksne snarven. - Det er godt gøy. - Ja. - Man er sammen, fordi det sænker også. Men det er det, du mest er det udsøgende af sponsoren, så jeg kan ikke blive dekter i sejrjungen. Ja, dekter, hvad så også, hvad der kommer her, det kunne være her. Se, der er en fisk ned i vandet, og der er en fisk ned i vandet. Man behøver ikke at kunne sønge, så det er ikke det, det handler om. For det her, der kan vi gå og komme ind i et lille problemfelt, eller sådan et hemlingsfelt, eller hvad man skal kalde, der er hemning og hos vores voksne. Nej, jeg har ikke en tonelid. Jeg kalder os al her al har en tonelid, der vi bruger, hvad der er. Det kan også være, der er en fisk, der er i vandet. Det kan være et låsen her jo. Der er en fisk ned i vandet, noget lidt russent. Men det er også en måde at åbne sitte mod på, at det går noget om på klippet, så bruger jeg at klippe være musikken. Men det er i ser, når vi viler, og så i reflektion, med bologler. Hvad har vi mødt i dag, og så nødner jeg nogen af de her vej. Jeg har sæt det, men jeg har sæt det, ikke? Bare en af billigorne, med de en skaljert synes, der skaljert. Det var meget, meget fedt. Så det smider. Man er selvfølgelig i forholdning og sådan, det er klart. Jeg prøver at spørre lidt om noget, fordi det, jeg har jo som forskere, har været meget optaget af. Hvad er det, der kaktiserer og lager, når man lager? Hvad er det fra en process, og hvad sker der i den? Og ikke mindst, hvad sker der med en, som menneske, når man lager? Det, der kan være dansen i den. Og der synes jeg bare, det har været meget tydeligt, når jeg har fokus på det her. For mig er det, der er fedt ting, som kaktiserer, det er lager. Det første, det er, at man skal have en åbenhed, og det er jo også det, du taler om sigers minik. Så det her med, at man skal følge børn, at man skal være åben for hvad der sker, at man skal fornemme hvad der sker i rummet. Men det, som vi har talet om, det er også, at det kan nogen har været et problem, fordi man kan kun være åben, hvis man er fri. Altså, hvis man ikke er bundet af et landet, eller tvinget af et landet. Og jeg talte med en af pedagogerne også, at vi har selv, eller ved fast begyndt to oplevet, at vi var kommet, så havde vi nu bekymmering af den dag. Og så tog det fast et længere tid, og komme derhænd, hvor vi kunne lave, hvor vi kunne være åbnet. Er det noget du kender, at ikke svært, og skulle være fri og åbenhældseden? Ege i lej, jeg ikke når jeg går ind på en institution, og så er det nu, hvor besøget starter i døren. Jeg har selvfølgelig trættet det af, og så ved jeg, men jeg tror, at det er en, jeg ser os, det er, at det er jo et mejnsat lejen af med den tilgang til hvad der her. Hvad er du? Nyskereheden, og åbenheden, nyskereheden for, hvad er det for et menneskere med? Hvad er det? Der er jo nok at tage faget i hård. Du har en lille pony på, kan jeg se, jeg kan godt lille pony. Og så går med at alt hvad der bliver sagt. Det er en ingrediens, hvor kan man sige, at det er en stemling, jeg har med. Lige, som snart er god af min bil. Men der er typisk det, man gør, når man går på den scen, og sådan, man tager jo sige, og så er man på scenen, fordi det er rummet, der er her lige nu. Det er scenen, det er publikom, hvis det er, hvis det er som kunstmer, man er, og i det er tilfælde, så tager du din performort på, din leje kabet på. Ja, fordi, altså, man kan sige, hvor meget ville de kunne mærke, hvis jeg lige slet det lidt på den. Men ved du hvad, de kan godt mærkes, at når jeg er, når jeg er, at du er, altså, det er noget med at faktisk lille smomt, jeg har forstørt selvklættet på hvad der er. Altså, jeg er helt siden nyskere, og det er det, jeg prøver at være nyskere i hele tiden på uden set bag. Så det vil sige, vi er i leje hele tiden, og jeg er meget optaget, det er ikke noget, der starter store. Det er en tilgang, den er der hele tiden, jeg er hele tiden i leje, i nyskereheden, i hertrædede ven, hvor er det henne, for jeg har det været ikke ud, altså, der er jo flere rammer, hvor det hvad er det vi skal. Det ved jeg ikke, hvad så stup, altså, det er med, eller så tager der musikken på, for så sker der noget. Men det er det, man måske ikke lide helt og ved. Jeg får, jeg vil heller ikke, altså, det er jo også optaget, at der er øjeblikstensiligens. Det er nu, det er nu, som du synes, nu gør jeg egentlig rummet. Det er rammet, det er nu, hvis jeg vil være en sien til nu er på. Så vil jeg ikke gå tilbage og sige, kan du huske, det gør vi nogle gange på osv. Hvad laver du, kan du huske, hvad vi laver sys, hvis de kommer til mig, og det er, der nogle gør, jeg er rullgøn, så snart de ser mig, fordi de var hulke, helt vejn. Hon slap den ikke. Hvis det var hulke, helt vejn. Jeg gør ikke se hens navn, fordi hun slap ikke, og så sådan, ja, jeg er rullgøn. Og så havde hun nu sat sin, til man er sådan noget slå an på klum, og så er det det. Men jeg gør ikke tilbage, og sige, at jeg kan huske sisterer, når der laver video med mig. For det er nu det nu. Men der har ikke haft med en trassandning, hvad vi lige skulle prøve at spælge til den, eller hvad jeg har ikke haft. Hvad består den af? Den består af en masse farver, og klimmer, og nysgerighed, værdner. Vi ikke lige kan sige navnepå planeter, og mennesker vi ikke lige kender og dyr. Så man kan sige, det er de mulighedetskapning, altså alt er muligt med den kapet. Man kan også blive helt ussygne. Man kan også blive ssygne, man kan flyve. Nogle gang, så er der sådan nogle snittfladen med, altså det tvær professionellere har jeg oplevet før, men måske det er pedagogiske. Hvor jeg har sådan, der skal bevæges lidt her, så det er ikke nogle kritik, det er mere, fordi vi har været vores profession. Men det er bare for at sige lige meget, hvad det er, det er noget med noget andet stopper, ligesom det er en jæv og øvelsang. Ja, øvelsang. Så vi går helt så med jer, og så er det det vi gør. Og det er omenheden. Det er omenheden. Og det vil nætter en omenheden, som vi mærker, som en bestemt stemning man er i. Det er vælsen slags månter stemning, som vi også kender, når vi er et godt selvskab, og måer sig selvskab. Det er at folk kan sige de mærkeligste ting, de mest farve af ting, og vi åbner overfor det. Og vi græner jer det. Det er ikke noget, vi laver sig at tage jer det, eller er det, vi tager det ind, og vi prøver at respondere på det. Så det er en mærkelig andet sted. Ja, det er mærkelig og jo. Ja, det er det som kapten kan, den prøver alt noget. Men det er jo også, at det er en gode stavning, men om bestemt et ting, det er jo ikke, at der bliver kastet tusind empulser i det her, på borg og hele tiden. Og lige med så er der noget af det, som man bidder til, når man en gør, der når man tager. Ja, og det er der ikke energi på, det føler sig. Og det er energien, der styr i høj graden, hvor langt er, hvor vi bliver i det. For det er der ikke energi på, at spørge graden er ikke for meget i, fordi det er jo derude etlighed, og så er det et et etlighed i fantasien, så det er, hvor kan man være deres så? Det er, vi skal tour det, der synes, der sker. Det er måde til at være lidt der, hvor vi ikke ved, hvad der skal ske. Og måde til at håbe med skifte lærende. Det skifte det her universert hurtigt. Jeg har måske ind i det om, vi skal ved længere her. Men okay, hvor kan energien her? Jeg føler energien, jeg føler i det her. Ja, det er jo et eksempel faktisk, jeg vil kunne samme at kaste det, hvor det er en databil, der er det, som Peter Gordon selv har fortalt videre, og bare efter det er de sko. Det er en tradition, hvor de fortæller om denne piste, som har det med at skrive, og de voksener og de andre bern har det med at holde sig for ørende om at skrive at tyse på. Og på et eller anden syspunkt, så er der en gang i noget med noget musik og fungerier, og så begynder enten dig, eller en af pældagogerne og går med. Og opbygge en anden spørg til, hvad der er, så kommer der en historie nogle æd og kover, som i virkelanden de der æd og koper, der lige pludst er alle vejene, og alle børn er flygt op på bænker, så kan du huske. Og så er der også en rejvnig gode ved begynder at bruge, som rejvnig gode bliver også en markering for, der bruger et og koperne. Jeg kan godt huske, at jeg husker, at hun sted på bænken og begynder at skrive, og så hvad er det, hvad ser du? Så stedet for at sige, man kan sige, at når man malt i går, så er det vi tyse, den er dem, der lige er eller. Men altså, det er med at fortælle, hvad det er, så gik vi med skreende. Og sådan æh, hvad er det, hvad er det? Gik med at bruge os og ramme, og så prøv at ramme tonere, og så kommer jeg. Prøv at spejle, fuldstændig hvad æh, hvad er det? Og så pager, pager og kigger efterfæn, hvad er det, der nede? æh, koperne. Og det kunne næsten sige toglede og koperne, og så var her og koperne og spgøn, hvis hvordan vi skidde sjovt. Og allerede og ramme, alle spræk og hoppe, for der var veldede med at køre på det her gode. Og så var der det en rejvne, og så spurgte vi at springe over den rejvne, og det var sådan en stræk, i noget i den skuldtvejring. Men det er mød, at det er jo virkelig godt eksempel på at sige, at det som har været i modhændt, det ser motioner og så i dumpug, en af mine øndlingsdagen-film, for det er 130. Det er dumpug og er vognet op efter, det vilste syge tryb op i det tredje, men de kæmpe ørek og så ser motion. Kom nu, du kan godt flyve, så får du en indfærd, og så nemlig gerne ikke så falder. Og så ser den, det der holder nede, der nulsker lyfter der op, op, op og så sviver dumpuget og så flyver den med de øre. Fordi det der holder nede, og man kan sige her den med til for, for det kunne være de skri, der har været sig en unge anget irriterende og er heudt. Det var der plads til her, og det var pluslig. Vi går med, høre hvad du sier, du har noget på hjerte. Du fortæller noget, hvad er det, og så kom der ud og kom, det kunne også være det, jeg har været et fortsæt med skri, så havde vi håb, så havde vi håbet rundt med de skridte og svaret. Det synes jeg er så spændende, der er først en ting, som slow mig i forløbet her. Og det var hvad der skete, når man havde lavet med børn. Det var noget, jeg ikke var mærksom. - på sættesens. God nok taler børn nu om, at dem de lajer med det deres venner - - og deres venner det dem de lajer med. Og så der er liget et tegn med den det. Men det jeg faktisk synes, og jeg har aldrig lavet med børn - - har haft gode laje i sær og gode laje af showleye. Og så er det i nogle, hvor man faktisk glæmer tid og steder - - først synes det er i stedet showt. Men der er opledet, at det var så meget om, at man har lært om at kende - - som mennesker. Og så må man, at man har kommet lidt tætter på dem, og det slukmer altså. Det var jeg ikke, det var jeg ikke så en forbered på, at man skulle have den fornemmeset. Det var ikke, at det er noget i kender, at jeg var det noget i jeg faget også. Jeg tænker også, at jeg tænker lidt det, når man får at landes på. Man har en anden måde kommunikere, hvor når man lajer en vokster der spørgbar - - når hvad du lavet i dag, så er de tidligere ikke noget, eller lavet. Og så er det svært de som kommer videre af det. Men hvis man møder den med den, så er vi i noget, og så møder vi min laj. Og så er jeg skredt et pludselig en pludsel til at gøre eller andet skækker, hvor lavet. Eller det man sidder, dem som er bliver pludselig interessant, for de vi ser på det samme. Og man bygger en historie, eller et eller andet med en rydt med. Kommer et eller andet ud af dem, man gør det samme. Så man gør noget samme. Man skaber noget samme. Ja, og det er til, at vi kan også huske for at begge pædagog, og den opmærksomhed, man kring - - at det er noget vi giver noget af selv. Det var også det, vi skaber noget samme. Vi får et fældsbrug. Og derfor viser vi noget af selv, og derfor tænker også, at derfor viser hældig også for noget for børn. Du har, du sige, at du er oplevet af, at du laver dem, og kender som mennesker. Det er også interessant, du ikke sige, at som barn. Fordi jeg tænker også, der er det, at det er jo nemlig mennesker. Det er jo nemlig mennesker. Det er jo ikke det, at det der er short, når man lajer. Det er jo nemlig, at man lajer, at man er nogle andre, end det er man numalt herring. Som man ved ikke helt, hvordan det bare er numalt her. Men vi har bare haft en rigtig shortlej sammen, og det er der skedesort. Og det er også, fordi du har givet noget selv, ja, men jeg tænker, at der har børn bare simpelthen. Det er der så meget brug for, at vi kommer ind. Voksen er givet noget selv, og kommer med på dem, og på den måde, uden over andre kender. Men din idéer er fantastisk det her. Det er skedesort, jeg vil med dig. Og så vi har en dialog om det så skri, eller om det er dans eller hvad det er, det sker. Men de ser os, og jeg er spredt til, om de har at oplevet os, når jeg misstager til at ind i den der voksen barner. Det svarer de meget direkte på, nej. Vi har fået mere kontakt til dem. Her nimmer vi, og kommunikerer med dem også, når vi trører ud og leger rundt. Det synes jeg jo interessant. Bør den her meget nemt, og se, okay, nu vil jeg lave, og nu er vi ikke lave. Men det er jo mere, vi kan trække lave. Det er mere, vi kan forlege en i en år alvejende. Det sjover at være den også ikke. Svixer os, man oplevet om at være. Det synes det er fedest at være i vand, når de lave. Så hvis man kan møde dem i lave det, så når man laver det ikke. Ja, vi har været, vi har været vidt omkring her. Man kan sige, vi har været i en år mange ting og mange store emener. Og det er jo et af de første legekunst forløb, vi har været med til her. Og det får sig dervældigvis i de kommende år. Og jeg tror, de her emener ved, hvad er laj, og hvad sker der i lajene, og hvad er en frem og en lajene og hvad den voksnadsrolle. Det kommer til at være nogle af de ting, vi vil have fokus på og reflektere ind og mere år. Og så er de også i den kommende tid. Så mange tak for, og jeg vil være med her. Ja, det var en løse. Det er en lille brød. Ja, og tak fordi du lødede med. Nu har nu gluttet til legekunstkropkars, der produceret et turprensen i de borger. Legekunst er støttet af, fra derfor en. Vi borger kommunen U.C.N. universitikollet i Norge. Vi er Universitikollet U.C.N. af hverse akademik og professiontredskolen i Lebeld. Provisiontredskolen afslaget Gøbenhavnens professiontredskolen, samt d.p. u, Danmarkspattergolisk universitet ved årens universitint. Du kan finde mere, for hjemmesiden, legekunst.nud.