5. Familiens fikspunkt - Med Majli Sofie Knappe

- Du lyder til en podcast fra socialt indblik. Det her udsænger, der fortæller mig ved en period, det er udsænget, jeg kan huske. Det her er en god period, og det er en dårlig period, fordi det bliver den fysiske forandring, der var sylde for, hvordan han ilede det, fordi han havde dødsøg ind i hele tiden. Mejlige sufi knappes far fik tomkraft med sprødning til blandt andet leveren, før mejlige begønte i skole. Og en død forod før mejlige begønte i tredjegi. Helevaranden igennem sin far syddomsforløb holdt mejlige sig tæt på sin far. Det fortæller hun om i femte avstid af podcasten ban på vagt. Det er en personlig podcast, om børn, der lever i skycken af deres forældres kroniske syddom. Børn, der vokser op, i den særlige form for sorg, der ligger i et miste gradvist over lang tid. Mitt andet nældsvandborg er redaktør og journalist på socialt indblik, og din vært i podcasten er journalist Juli Bundo Kravesen. I første afstint højte du Juli's historie, og du højte, hvorfor Juli lever denne podcast. Så har du ikke med at forstart, så er det en god idé at gå tilbage og lytte til det først. Du skal om lidt lytte til Juli samtaler med mejlige. De to har i ting til fælles, de har vokset op med en alvorlig syg forældre, der dør, der de bækker at te nætter. Mestes sidder på brandens bilder, som mejlige når jeg har udvalgt. Tæller de om, hvad det har betydet for dem, både som børn og efterfølgende som voksne. Hvad sko Juli? Hej, Mary. Tak for de er med at komme i omtider. Selv tak. Hvad de du vil? Der er jo stor. På mange måde er mange forskellige på også, du er 29.000 små. Trænke? Ja, ja. Jeg snart er ikke huset. Jeg færder syger træls. Ja. Og mord til voksnebørn. Du er læg, og jeg er journalist. Du er for julland. Ja. Jeg har forstættet den. Ja. Men samtidig er der også nogle af fregene, som jeg godt kunne tænke mig at snakke. Men der er også for det, der er måske noget ved, kan spejler sig, og jeg har for at høre din historie om din freg. Og måske spejler den i nogle af mine oplevelse med mine mord. Og det siger der tak for, de du stiller op til. Det er et ting, eller det vi har med jo. Outtaler vi skulle snakke om. Det er, og denne det er, som barne, er vokset op med en far i de tilfælde mord i mit, som undergår en stor, fysisk forvandling i forbindelse med sine sydder. Og sådan var det for både din far med mord, jo altså også forndtæk for dig og mig. Men først kunne jeg godt tænke mig, spørger dig inden vi begynder på det. Og gammel var du, der din far blev syg? Ja, jeg tror, jeg lige har følt seks muskæg syg. Og sådan nu var vi egentlig fandt ud af, at han var rigtig syg. Min mord siger, at han er jo skrandet længere. Så var nogen bliver hens syg? Ja, så var nogen bliver hens syg. Men jeg vil sige, at han, vi har altid måske tidframme med hens en kraftfløb, startet, der er blev seks, så når vi gik er tilbage. Hvad kan du huske omkring din far, inden din far som rask? Jeg har faktisk rigtig mange errendringer fra sin børnehav og det er jo lige der op til, fordi jeg er var. Det kan man jo selv bestemme, men rigtig meget fast piger. Fars øngste bare en ude af fem og den hele piger kommer til sidst, og han var et samlingspunkt for hele vores kæmpe store familie. Og han var ikke sådan lederen, men alivel, så en store bruger i sin syneskende flok, de var syg og store bruger, der gjorde alt for, at alle hedde godt og samlede. Det er jo en del af min barndom også, at vi samles hus også, som min far var. Og så var en meget min far. Vi har rigtig mange oplevelser, hvis selvom jeg var så gamle, men jeg er insisteret på hver dag. Når han skulle cykle mig hende til børnehavn, så skulle vi køre en omwej, fordi en kilometer var ikke nok. Vi skulle nok køre fem. Og syge og kig på naturen, og så han arbejde rigtig meget, var selvstændig, men prioriterede de små oplevelser med mig, hvor jeg gerne ville være en del af. Også det er henne, hvis man interesseret sig for cyklen tur og ta ud i naturen. Det er sådan det, vi, eller hvad det der husker, om ham. Cyklede du på din øjens cyklen, hvis den er ham, ja, det var så, fordi spørgsmål, hvor gamle du var, men så er du på cyklen sammen. Ja, kan du sådan, faktisk, så i mange mange år, og selvom jeg var blønligt for store, så havde jeg et sæd foren ham, hvor at vi jo kunne se det sammen, så at han menede ikke, jeg skulle sidde bag på, fordi at så kunne han ikke vise mig naturen, som han kunne se den. Og vi har altid kring dag, at om morgenen, og vi kørte, jo ret tidligt, fordi vi skulle køre ekstra langt, så sæd jeg foran og to alle edder kuppesbindene og duken der om morgen. Så, ja, jeg sidde inden, at ham kan man sige, at han var en stor mand over 2 meter, så sidde jeg i hens lille foran på en anden måde. Ja, så vi, jeg husker ham, som, ja, min store far der kunne det hele, så han kunne rumme alle mennesker og holde. Ja, der var ikke noget henne ikke kvantier, og han kunne cykle rundt med mig og vise mig i verden, som små piere og nok synes far gør. Ja, så vi er. Mens mej lige store søster siger efter mej lige 2 små drænget, sidder mej lige og jeg og kigger på de bilder, hun har fundet frem af sin far. De ligger ikke i albums, men er nøje udvalt på forhånd. Mej lige pager på et pladskud af lille mej lige og store far. Det er et bild, hvor min far står med mig på armen. Og jeg kigger faktisk ikke, jeg er rettionert og jeg håller lige fast om fast hud eller en nakke. Vi holder mig lidt fast. Jeg kigger se, hvor vi er, men jeg tror, det er hjem med min visefældre. Men det er ligesom bare også to, hvor jeg klammer mig lidt til ham, hvor sin er. Og ham er en, man kan jo ikke se, hvor høj han er her med ham var en høj og 2,2 meter høj. Ja, lidt over 2,2 meter, 2,4 meter, siger vi det, hvor gamle han nu blev, så sang kan faktisk. Men man kan godt se, at han er en stor mand med store hen og han har sorteret. Det er også noget, at jeg kan huske for andre, så det gør det jo hus for alle, men han er frisk. Det er lidt svært at beskrive, men han ser frisk ud i huden. Han ser rasgod, vil jeg sige. Han ser rasgod. Og glad, eller en smiler lidt. Og du har et billede til det, at det er fatter om mig. Jeg har været en del billede, hvor jeg hænger lidt på ham. Det er nogle år senere, kan man både se på ham og mig. Og jeg synes bare, det her billede er, at det står godt, hvis siden er det, hvor man kan se. Der er ikke sådan glæmmt i øjne. Han siger ikke lige så frisk ud. Jeg ved ikke om det her mening, men han er blevet mere. Hvor gamle er du på det billede? Ja, hvor gamle er jeg, hvor det er billede, er jeg tige. Så der har han sige. Der har han været syge nogle år. Jeg kan ikke sige, at jeg vil sige, at jeg er nok omkring 10 år. Der har han været alvorlig syge af, at flere omganges man kan sige det. Der er han blevet syge. Der er bare prognosen af, at han døde ind for denne år. Heltigvis kunne han vise at være lidt svært og spå, så noget om. Og tiden var også med ham i forhold til behandlinger. Der kom hele tiden nye for syge behandlinger. Så det er sådan lidt af flere omgang, jeg husker ham som rigtig syge. Men første gang var det dødsdom, fordi det var det her spadsallerede. Vi fandt ud af, at han var syge. Men man kan bare. Jeg synes det er sådan et. Der er sket noget i min min. Jeg synes, at den er blevet en alvorlig fra. Jeg blive ved, at vi snakker om de er far med noget smil og fraskhed. Hvis man kan sige det sådan, nu er blikket bare blevet en stift og alvorligt. Og jeg hænger på min fraskuller med ham, det hænder over og vilder på ham. På det her tidspunkt, ved du der. Det er ud i familien, i taler om, at han er syge eller hvor af med det i familien. Jeg tror faktisk, at vi har været der, hvor et vi taler med en syge, og hvad skal der ske med, hvor et det med tiden. Alle rød her efter, at på år er blevet lidt hver dag og daglig dag, at far er syge. Og han var ikke særlig god til at fortælle hvordan han egentlig havde det. Han fortællet, når der havde været skandinger, så samlet det altid også børn, og fortællet nu har vi været på sygehuset. De har sagt, det er det, men hvordan han egentlig havde det med ting med det, fortællet han ikke særlig meget om. Hvad er forlagt til mig, eller til at små, tror jeg, jeg kan ikke vide, hvad han har fortællet til dem, der var lidt større jo. Så det er noget vi taler om, men også til en viss grænse, hvis det giver mening i det meget, det lælige i hvert fald behandling, der skal ske nu. Og hvad er status på skandingen? Det er sådan en meget lav praktisk i det vi taler om, sygt om. Så her på det her billed, hvor han på en eller anden måde, jeg kan godt forstå, hvad du mener, at der er en anden form for Albo i hans blik, og det selvfølgelig også noget vi ser, fordi vi kender historien, men jeg forstår godt for du mener, som udenforstående. Og han på det her tidspunkt, fysisk, svækket, eller kan han det sammen, som han hele tiden har kunnet med dig i forhold til, at det der er med at være store cykelfarer og tomlefarer og alle de ting, jeg gjorde med at ta ud i naturen. Der er helt sikker at ske din store fysisk forskel. Der er allerede step fra, fra da han bliver syge over berade første gang, hvor han faktisk ikke kan gå. Jeg har et andet billed med, hvor han ligger på sofaen, hele afkraftet og nærmest ikke kan snakke. Og hvor, at vi fik som projekt mig af far, at jeg skulle lære ham og gå. Og det var på en måde, hvor han fik en stok, og til at starte, var det bare rejser fra sofaen eller fra sin. Og lige så stille, så havde vi nogle små delmål, og det blev sådan vores aften ting, eller vores måned ting, at vi skulle gå den her tur i stedet for om, måske jeg cykler det vi plade. Så havde vi små delmål, og det endte med, at det bare var fra og rejser fra sin, til at komme ned til hud derne i huset, ud på vores grund, ud på vejen. Over til en afboen, to hus ned, og så får vores skridt, så kom vi et hus længere ned, så vi til sidst kunne gå hele vejen i vejen og hjem igen. Og det er bare lidt et billede på, at det bliver projekt for os, det her med, at at gøre ham rask tilbage til den aktiver far, som jeg, hvor vi kunne opleve ting sammen. Og så cykulturne var slet daglig sammen tidligere. Det ståbede lige så stille, og efterhånden var det måske lige over i brusen og hjem igen. Men det var ikke sådan en daglig ting, som det var i gamle dag. Det har jeg egentlig aldrig ting så meget over, men det ståbede bare helt naturligt egentlig. Kan du huske, hvordan det var for dig, og hvad jeg. Jeg er på en måde, var du sådan en vormfårlige coach, for at være malerlige personlige trener i den situation, at det blev noget, at du sier at projekt kan gøre dig noget af rældringer, hvordan det var for dig, og skulle hjælpe din far. Jeg har det lidt svært, hvis når jeg rent følsesmæssigt, hvordan jeg havde det med det. Jeg kan bare huske, at den ræger måer var meget hans sygpleisker, fordi det synes han var nemmere og rare, at det var velk hende, der hjælper ham. Jeg var os med til, efter hans første version, hvor skyld leverne, så jeg har siddet med sprøjter, som syg over gamle og skulle hjælpe med sådan en rængfyrsisker og rænsens krop. Jeg kan bare huske, at jeg synes, det var interessant, at jeg er rigtig gerne ville med, og var enstegang, der var noget, hvor min morske på syghuset, jeg ville rigtig gerne være der. Jeg har altid været, hvor jeg kan huske, at jeg har tajnet, og når far han så kestet op, så kigget jeg bare lige på ham. Ok, der kommer lige nogle hjælper, eller hvad jeg kan lige hente i klasven, og så tajnet jeg videre. Jeg har altid ønsket at være en del af det på en eller anden måde, og jeg kan jo se i dag. Jeg er udde af noget læge i dag, og tænke, det startede rigtig rigtig tidligt. Og det har jeg ikke været i et kall, men det har bare, det har stille været en del af mitt liv, at jeg havde fået en ind for i det her pleje om sås hjælpe gen. Og det er nok bare lidt rundt med dig her. Mejles far gennemlæger en længere, og pager i ude med omfattende abrasioner og pager i uder, hvor han skal komme sig. Siden følger kemoren og en række experimentale behandlinger. Han siger hjælp til det hele. Det er et billede fra vores dagles stu, hvorfor han lægger på sovfam med dynor og buder og tepper. Man kan se her, at han har tager specielt omkring sådan øjne og kæve parti, hvor et hjem er også blej. Man kan bare se, at han er indsungen på en land mod. Og så lægger han der på sovfam og rækker armen ud til min fester, som er kommet på besøg. Og jeg ved ikke om det er et billede af det, men jeg tror, at det er så elvålig på det her tidspunkt, at der er lige så med besøg fra alle, der lige skal komme og jeg kan bare huske. Jeg kan næsten høre det, at han ikke kan snakke her, men han er så afkraftet, at jeg kan se, og jeg er sådan en meget, meget laumel rigtig udmattet mod. Jamen, jeg begynder, at det er et daglig stort ting, der er en land, der prøvske lille, så vi er nok hende i sin venter. Får han sådan en festplass i stuen, det kan han blive som på den plass? Der er den her sofag, og det bliver ligesom hans plass, som jeg også husker ham senere, når jeg kommer hjem fra skole. Der er jo lidt ældre, så kommer man hjem og går ind i stunden og siger hej til far, der ligger på sofaen på den plass. Det var fuldstændelse sammen for mig. Jeg blev taget ud af sefogen, for at de også havde midler, og det var sådan til at holde hele, så meget farhed mange eftermiddag, rigtig mange eftermiddag sammen. Det her med, at det ikke er fra cykelsurer til noget andet, der kan jeg faktisk huske, at lige præcis den her plass i sofaen, den brugt vi i starten, der var måske nolde det første klasse til, når jeg så kommer hjem, så sange vi sange sammen fra højskole sangeboven, for det var det, hans en af gini vokun, i stedet for at cykle tur sammen, så sange vi. Og vi ikke musikalisk kan nogle lære os, men det var det, som den aktivitet, man kunne afstade, tror jeg, at det var en fældse aktivitet, der ikke krevede mere ind og sidde i sofaen, og det var den plass, den grune sofaen. Jeg kan huske en stemning, jeg ved ikke, om man det ikke følte, jeg kan sige, mange uhytteligt, men jeg kan huske en stemning. Det midi, hvor jeg skal beskrive den, men at han er jo meget, meget svej, og det her med, at familien skulle komme, det følges lidt, som sådan en. Og hvad skal jeg beskrive, det var både sådan en lidt spændende, hvad all det her, men også mystisk og uhytteligt. Ja, meget fremmed, meget anderledes, og så er det bare skremmende at se det her, og det er meget bag, efter jeg kan se, at min far er så indsummer, de der 20 kilo han har tapt, når man er i foranbrinden hele tiden, så det svært at se de små ting, men når man så lige ser til bag. Så kan man se forskemen, så at han tapt så lige så stille rigtig, rigtig meget, det var nemmer at se, når man så kigget til bag på siste jul, der så hans sådan her ud, og at vi har kontrasten her, gør det meget med et tydeligt for mig også, og sådan synes jeg, det har været igennem hele sygtomt forløbetet. Til dagligt, lærer jeg ikke helt vildt meget mærkt til det, men lige på slet så kommer jeg godt se, kunne jeg så en sådan ud, sige skang vi gør det her, men så bløtter du lidt. Og så er der nogle, det er ikke på det her billed, men der er nogle andre ting, der står meget klart for mig, og det var meget sådan bifirkninger, det hans hudendrede sig, og der kan jeg også se på det her to billeder, at huden også er endrede sig. Det er en helt anderledes glød, og på det første, og det er noget af det, jeg synes, der var meget synligt under sygtomt forløbet faktisk, og hans hud og kunne lære endrede sig rigtig meget. Og her er hans sådan næsten sådan en lille vux, og de er på røj, så der er transporand der, og der tror jeg, ja. Der er en grund til, at det hedder lige blej, og det mener lidt med kameralele, og det er der vux, du sier det også, jeg har et billed derinde, hvad jeg er faktisk, men det er så prøvn af det. Ja, og der kan jeg bare se lige hedder, og der er jo 10 år i mellem. Der er ret vildt. Han sagde ja til alt, hvad der var af eksperimentelt behandling, og jeg var rigtig rigtig sur på chemo, fordi vi i så mange år gjorde lede med et lille håb, og så slukket håbede. I lille håb, hvad nu hvis det virker, og så virker det, kan jeg lige være den sagde. Det er frem og tilbage lidt en had kærlighed forhold til chemo, fordi det var det eneste i havde. Men det var så svært at blive ved med at tro på, og til sidst så var det bare chemoen, jeg blev rigtig sur på, at de lover så meget, og det hjælper aldrig. Men der var i et af prøveraterne, ja som en behandlingerne, som gik ham rigtig rigtig mange bivverkminger på hud og håb. Han gik med hanskere ind, hvor kan jeg huske, fordi at hans hud bare skalet af og blive til sorg og hans henne var så udlagt. Og så gik han med sådan nogle hanskere inden for at han kunne røre ved ting, fordi de, hvad skal huske om de brandt eller om de var sådan en helt kolde isnene. Men for at han kunne røre ved ting, havde han sådan nogle videre på muligt hanskere på, og han havde sorg i ansiktet, og han blev aldrig helt skallet af noget af chemoen. Men hans hår indrøret rigtig meget strukturer fra, hvad sorg og glatt blev det grølligt, lidt grøllet tørt, faldt af nogle steder. Det er sådan en period, jeg husker, hvor det var meget meget tydeligt for mig, som bare en ungt menneske. Når jeg ser på billederne er det sådan en. det hans udsingene, der fortæller mig ved en period det var. Det er udsingene, jeg kan huske. Det her er en god period, og det her er en dårlig period, fordi det bliver den fysiske for andring, der var synlig for, hvordan han hele havde det. Fordi han havde at dødsøg ind i hele tiden, men hvor meget det slidt på hans krop, og bevirkningerne jo er med det sim. Det blev meget billed på, sådan det her er en god period, hvor man kan se, han havde taget lidt på igen. Og han svigede rigtig meget i vigtig, fordi han jo også fik er ved, at du skal have noget større mod med nord. Du skal ikke have immunistegangen, og med dem var meget en ting. Jeg kan huske, jeg arbejder på mig donnens om hun, og jeg har forsøgt at lukke en masse med i ham, jeg har lavet noget lækkert til, der er. Og egentlig har jeg taget lidt nogle forskellige billeder her med, hvor jeg synes, man kan se, at vækten er lidt opel meget nede. Og godt opet igen, selvom han er sjoj. Ford, lidt mere med af, for lidt mere kinder, for en annen kuldøj, og det er meget det her med vækten. Jeg synes, at det siger lidt om her, der kimer, her, der ikke kimer, her, der ikke kimer. Og det kører ikke sådan nogle bølger i alle de her år. Og han er tilbage undervejs min far og arbejde. Han var selvstændig, så min måde to år for virksomheden, og så var han tilbage. Og jeg kan simpelthen ikke huske om det måske var på halv tid. Men all den tiden var sygt, der sidder han også arbejdet lidt der hjemme. Når han kunne så hjælpandet med renskabet og papier arbejdet. Men de har billeder, det er meget vækten, jeg kan se det på. Og jeg har faktisk ikke billeder med, hvor han har alle de her sov. Det var mellem, jeg tager det, hvor han er sådan. Ja, vi blejer med jer her. Der meget lige skal konfirmere os insistere hun på, når hun vil have en stor fest. Præcis lige som alle hendes sygne. Og selvom sygt om, at framskretten på det tidspunkt, stiller både hens far og mor op. Men jeg sidder om min mor og mig og far, jeg sidder i midten med min vedkjol. Og min far, han sidder i en blå fjældrevnskjorte. Han har altid gået i ja sådan en autotøj og det var hens virksomhed også. Det var sådan en løsfiskering og jagt. Så når han var fint lidt på, så tror han, den er små lyset blå til han i fjældrevnskjorte. Og selv til Brøllerbåg, hvor han er fældre om boksepå. Så det tror jeg, der er sådan her her. Ja, så er min mor ved siden af. Og se kjolæder. Vi sidder også træ. Og man kan sådan se, hvis man lige kigger på min fars hud, at han er sådan lidt rødmåset. Og jeg ved ikke om det her billeder er sådan en period. Men der var også noget med, at han blev rigtig rødmåset i perioder. Og også andre gamer og fikhede ture, hvor han sidder tørret sig af. Så jeg kan huske han havde sådan en lommeletter alters i London, og han sidder tørret panden. Men jeg kan faktisk ikke huske om min konformationsperiod er en af de perioder, hvor det går rigtig rigtig skit, eller rigtig godt måske lidt neutral, egentlig. Det ved jeg med en mor. Men man kan bare få se, at han er godt i stand i forhold til tidligere billeder. Og det var jo en millepele for ham, at vi alle skulle konformere, så jeg var den sidste. Så han holder sådan en tale, jeg har et billed, hvor han står og kigger ned på mig og smiler. Og vi var rigtig rigtig mange mennesker til den her konformation, og de samleder os. Men jeg kan faktisk huske, at jeg fik tilbydda min mor om ikke at holde konformationen. Men bare lige samle min søsk med til en mitte, og så får de penge, som det kostet at holde en stor fest. Og jeg tror, det var fordi, at de havde lidt meget mørende med syge dem og noget. Men jeg ville holde fest lige som de andre, så derfor invester jeg i 5-3 skester, fordi det skulle være ligesom alle andre. Og nu er lige kommet i tanker om det, så tror jeg faktisk, fordi der havde været en rigtig dårlig period op til. Det var lidt mange mennesker, at skulle holde fest for, når man var havde en dårlig period. Det tænede i vildt, man havde dårlig period i sin syge dem. Mej lige begynder i gymnasiet, på et tidspunkt bliver hens far sig sy, at han går ind i den terminegne fase. Den fase, hvor lærerne ikke kan gøre andet og lindpå smærerne i den siste tid før døden. Og den var faktisk rimelig lang tid for var. Nu har jeg ikke noget samling med sådan. Vi får tilkende det palliativteam, hvor min år får angere nogle familie med, for jeg har brug for at min far for teller. Hvad er forgået? Hvad skal der skabe, hvad er udsikterne? Jeg har brug for at vi samle som familie, fordi jeg føler ikke, jeg får hele sandheden. Og nok har jeg brug for det, fordi jeg ikke ved, hvad folk føler. Jeg har, som ting, at jeg ventte ind af i stedet for at vi ikke meget meget svært ved at være. Og for noget af dem, jeg var og meget lavet selvfægtisk. Og jeg kan bare huske, der var flere ting med palliativteam, og der kommer fisiotapøler hjem til os. Og hvordan var det? Det er overhælder, det er jeg måske. Det er mennesker. Det er mennesker gøg i gymnasiet, ja det er mennesker gøg i gymnasiet. Og hvordan, hvordan, hvordan sidder noget det, hvordan er en fremtong, der er den fagste starter? Ja, det er lidt sjold, og det har snakket med min søster og sådan en andre om, efterfølgende, at det er lige på slet løbet på år, så kan han bare se rigtig gamelod. Og vi har det faktisk lidt på video fra den, der man tager ved filmet i perioden, fra jeg lige som skal til at starte gymnasiet til han dører. I lidt ved at de får over til, er det så mange, at han fra er den en månedse, den anden måned, at det er en tio år 11. Og det er sådan, der hvor det går ned og bakke, kan man se, at det passer med, at han dører forholdet inden jeg skal starte i 13.000. He hele fastigheder, en g, mener jeg, at han er på veje og valgt, så en terminal, og der bliver han bare gamelod at se på, og hvordan han bliver gamelod. Ja, han tager han så, og han tager sig, og han ser slet ud og mister sådan en glødden og bliver mere krolli. Ja, han bliver mere mere død at se på, når man så, jeg har et billed fra hame i kisten, hvor han er død. Og man kan bare se, at måske alle overn op til, så er der de her op og ned, hvor nu har vi snakket billederne, han bliver lidt bedre at se på, og lidt dårligere, lidt bedre, og der kan man se, det går ned og bakke. Lige ind til han fastigheder, jo se her hele død, og det er en øjne blevet mere mere indsunkten, og han så hudet, miste varv og ikke så elastisk og holdet bliver kort og slittet og tørre. Det er lidt svært at beskrive enlig, men jeg har sådan et klipp, for det er en dokumenter, hvor de klipper fra et interview til et andet nogle fra klipp, hvor man så kan se, det har det taget i starten og det har det taget i slutningen. Og det er nok, for først ikke hinanden kan jeg faktisk, at det er virkelig sevelet. Jeg har et billede, et intervillede af min mor, af min morseblik, i den eller siste fasen. Min mor var en utronlig stærk krabat, og så hundere altid faktisk, ved at syge, men hundere blev tre og før, fordi hun var på en måde, og samtidig hver en stærkeste lille person. Og meget stedet i, og stolter, hvor lænner kan man se om hende, det sker jo også tid for børn, som er føgt på den måde. Men til sist, kommer der sådan en landfunkt fra, synes jeg, en landfunkt fra såberhed i blikket eller en form fra, jeg ved ikke om det er akst eller hvad det er, synes jeg, kan huske, at jeg kunne rekastrere husen i en landfunkt fra svækket, svækket, svækket, var hun bange. Hvad var det, der lå i det blik, en landfunkt fra appell, som jeg synes, jeg kunne se i hund. Hvor skal du også i hund personlighed, med i pludselt bliv, så andre ledes svæk, men der var noget i det blik, som jeg hvad efter har tænkt, at det var noget i det, der gjorde mig meget trist. Der var en landfunkt fra, jeg såberhed udsatthed svækket i en, som var unkændende nye for mig. De bliver nogle sted i nogle, men kan du genkænde det blik, når du tænker på din far? Hvem var noget i hans måde, der var noget i hans måde og tager i mod hjælp på. Jeg ved ikke om det det samme, men den måde, hansen, ikke udsalt mere, kunne ikke selv gå ud, sætter lidt, og det muskede sådan en, jeg kan bare huske sådan en lidt en skuffelse, og jeg måske vil jeg se i ham, at det kan jeg bare engang selv. Måske er det lidt det samme, der er sådan, at nu er jeg godt nok i en ubehagelig, meget så op af situationen, og jeg kan ikke selv løsten, den, at det kunne man bare se på ham bare, ikke ret, fordi han jo i så mange år selv har kunne løste. Så jeg kan bare finde se situationer for mig, hvor jeg godt kan se, det er ikke ret for min far. Og jeg kan ikke selv rejse for at se lidt, og jeg kunne ikke hjælpe ham, fordi han er en stor mand, og vi må ringe efter min bruger. Og der kan jeg huske det, der med han kigger på mig så mye, at jeg har det ikke godt med, du ser mig i den her situation. Og det er nok, jeg er faktisk blikket, meget så bare, og blåtet. Ja, blåtet er et rigtig godt år i det, fordi det var han jo. Hvad er han til en plads på sofaen, også til sidst, eller havde han en huske besagt? Det blev sængent. Nej, det blev deres egen sæng, der blev hans første plads der, men ret sæn de forløbet blev det sængent konn i stedet på sofaen. Så fandt den forbløb. Ja, og det var første, han faktisk ikke kunne bare sin angrepp svegt, det blev sængent. Ja, så fandt den forbløb i alle mange år, med den fortipning, der nu blev derfor han lov. Det er lidt sjovt hele. Det kan jeg simpelthen så godt gi en kin, det der. Det er en. det er jo lidt sjovt sådan en ting. Men jeg vil også sætte legne dig. Jeg tale med mig lige sofaiknappe, bevedet mig dybt. Jeg forstod pludselig, hvor voldsomt det er, for at bare se sin mor eller far forvandelser af sygdomen. Men jeg blev også ramt af, at mig lige fyldes os at tætte på sin far på en anden måde, en jeg gjorde med min mor. Mej lige at hendes far havde en nærhed sammen, som på en måde fortsatte hele vejen igennem han sygdomsforløb. Det var droet, men det var også en nært og kærlidesfuld. Du har lille til femte afstid af podcasten, bare på vagt. I næste afstid taler jule med allen køster. Han er kandt med i filosofi og senere forsker hos den nationale sorgcenter. Som nede i sin forskning har allen dybt det interviewet en række unge mennesker om deres erfaringer med sorg. Og deres bønsker til, hvad vi andre skal gøre når vi møder så nogen som dem. Podcasten er terrorlagt af jul i Brøndtogravensen i samarbejdet med mig, hjæder nælds vandborg og jeg også redigerede. Hvis du har sikker på at få lytet til den næste afstid, tror jeg på følge eller forlår i din podcastab. Så må du tage det nemlig en notifikation af de nye afstid udekommer. Eller du kan gøre en bort socialindlik koncentrik K og tilmelder vores lydsprøm. Tak for de du lytte med og på genhør næste gang. [MUSIK]